Diabetes – mine børn.

Som jeg skrev i mit sidste blogindlæg, går dagene, ugerne, månederne og årene alt for stærkt. Jeg har en voksen søn på 21 år, og en anden søn der er på vej til at blive voksen. Jeg husker tydeligt da de kom til verden, ikke som i går, men tæt på. Jeg plejer at sige til de jeg kender der får børn, nyd dem, for før man får set sig om er de flyttet hjemmefra.

Mine to drenge.

Min ældste søn er flyttet hjemmefra. Han flyttede en måned efter jeg fik konstateret diabetes. At han skulle flytte hjemmefra den 1. juni 2019 var planlagt lang tid før jeg fik konstateret diabetes.  For min skyld måtte min søn gerne blive boende hjemme nogle år endnu. Men han var klar til at flytte hjemmefra, og jeg kan godt forstå, at han ville stå på egne ben og have sin egen lejlighed. Men der faldt nogle tårer, da han bar sin seng ud af vores hus, for den var symbolet på, at nu var han flyttet hjemmefra.

Jeg vidste, at den dag ville komme, at den ældste flyttede hjemmefra, og om nogle år den yngste, og jeg har været i gang med at forberede mig på de dage gennem flere år, for mine børn betyder utroligt meget for mig. Jeg har hele tiden vidst, at det ville blive svært for mig, at de flyttede hjemmefra.  Jeg valgte derfor for nogle år siden at genoptage en sport/fritidsinteresse for at have noget at gå op i og bruge tiden på, når mine børn ikke længere havde behov for mig på samme måde, som da de var små. Derfor valgte min mand og jeg for 4 ½ år siden at købe en hest. Min mand er bange for heste, så det er min hest. Når man er en familie skal man være enig om at købe en hest, da det ikke er billigt at have hest. Derudover går der mange timer med træning og pasning af en hest.

Den nat jeg lå på hospitalet, og hvor jeg om dagen havde fået oplyst, at jeg havde diabetes, gik der mange tanker gennem mit hoved. Det der fyldte mest i mit hoved var, at mine børn også en dag kunne blive syge med en alvorlig sygdom, hvilket jeg håber, ikke sker, men jeg har også erfaret gennem mit 46-årige liv, at der ingen garantier er. Hvordan ville jeg gerne have mine børn skulle tackle en alvorlig sygdom. Jeg ville gerne have, at de fortsat havde et godt liv, og kunne se positivt på fremtiden. Hvis mit ønske for dem var et godt liv med en masse positive ting, havde jeg ansvaret for at vise dem, at man trods en rigtig træls sygdom kan leve et fornuftigt liv.

Den måde jeg har valgt at tackle min diabetes, og få det bedste ud af det, handler om, at jeg vil have et godt liv, samt vise mine børn, at man med en alvorlig kronisk sygdom kan leve et fornuftigt liv, og fortsat have ønsker for fremtiden.

Fordi jeg har diabetes, er det ikke ensbetydende med, at mine børn får diabetes. Man ved endnu ikke, hvorfor folk får Type 1 diabetes. Forskerne har mange forskellige hypoteser, men de har ikke en forklaring på, hvorfor nogle rammes og andre ikke. Min yngste søn har spurgt ind til, hvad chancen er for at han også får diabetes. Til dette har jeg svaret, at han skal være glad for, at det er hans mor der har fået diabetes og ikke hans far, da chancen for at han også får diabetes er noget mindre ved, at det er hans mor der har fået diabetes.  Risikoen er 2 % modsat hvis det var hans far der havde fået konstateret diabetes ville risikoen være 5 %. Risikoen for at en person, der ikke har diabetes i familien, udvikler Type 1 diabetes, er til sammenligning 0,4%. Det jeg også plejer at sige er, at jeg har taget en for holdet.

Ja, diabetes kan ramme alle og har ramt vores lille familie og sygdommen er kommet til at fylde en del, og mine børn tænker også over, om sygdommen kan ramme dem.

Diabetes – Jul.

Jeg ved ikke om det har noget med min alder, men dagene, ugerne og månederne går utroligt stærkt, og jeg føler næsten, at vi lige har haft jul. Et år siden hvor jeg virkelig begyndte at mærke, at der var noget galt, men ikke mente det var noget alvorligt. Et år siden hvor jeg spiste alt og ikke tænkte over, hvad jeg spiste.

Jeg elsker risalamande, og det ændre en type 1 diabetes ikke på.

Selvom jeg fik konstateret Type 1 diabetes den 1. maj 2019, er jeg godt klar over i dag, at jeg også havde diabetes julen 2018. Derfor går jeg også ind i december og julen 2019 med en underlig følelse. Jeg elsker julen, og det ændrer en Type 1 diabetes ikke på.

Julen 2018 holdt min familie og jeg med min store svigerfamilie i Sverige, Idre Fjäll. Julen blev kombineret med en skiferie. Vi stod alle på ski undtagen min ældste søn og min svigerfar, idet min søn spiller håndbold, og ikke skulle komme til skade, og min svigerfar idet han var bange for at brække et ben. En hyggelig måde at holde jul på.

Det jeg husker julen 2018 for, var en hyggelig jul, med en masse sne. En jul, hvor vi også fik os rørt, hvor vi ikke kun sad ved et bord og spiste en masse mad. Jeg husker også julen 2018 som en jul, hvor jeg kunne spise en masse uden at tage på, en jul med problemer med svamp, og hvor jeg stod op om natten og drak saftevand. En jul, hvor jeg ikke kunne slukke min tørst, og havde problemer med mundtørhed. Jeg husker tydeligt, da vi var på vej hjem fra Idre Fjäll og var på vej igennem Sverige. Vi holdt et stop på en McDonalds for at vi kunne få lidt at spise. Jeg var ikke sulten, men tørstig. Min mand havde købt en lille Fanta til mig, og på det tidspunkt var jeg allerede begyndt at få en craving for alt med appelsin. Jeg fik drukket min Fanta meget hurtigt, og ville købe en ny – dette kunne min mand ikke forstå, idet han jo lige havde købt en Fanta til mig og blev lidt småsur. Jeg fik købt mig en stor Fanta, men den holdt ikke længe.

Jeg savner ikke symptomerne på diabetes, udover at kunne spise uden at tage på. Derfor er det også en underlig følelse, at jeg var syg julen 2018, dog uden at vide hvor alvorligt det var, og jeg spiste alt. Julen 2019 har jeg diagnosen Type 1 diabetes, og skal tænke over, hvad jeg spiser i forhold til hvor meget insulin jeg skal tage. 

Nogle gange er jeg ved at glemme, at jeg har diabetes, f.eks. gav mine kolleger kage og chokolade på arbejde til hele afdelingen. Jeg ved, at jeg kan tage et lille stykke chokolade uden at skulle tage insulin, men når man er i godt selskab og snakken går, kan jeg nemt glemme at jeg har diabetes. Jeg var ved at tage to stykker chokolade, idet det fortsat ligger i mig, at jeg tidligere har været vant til at spise det jeg har haft lyst til, dog at jeg skulle passe på min vægt. Det er bl.a. i disse situationer, at jeg bliver frustreret over at jeg har diabetes, at jeg ikke bare kan spise uden at skulle tænke på insulin. Jeg får det dog hurtigt vendt til, at så tager jeg ikke de gram på i vægt.

Jeg er sikker på, at december og julen 2019 bliver hyggelig og julet, som den skal og som jeg holder af. Jeg har dog ikke fået en Summerbird julekalender som jeg har fået de tidligere år af min mand pga. min diabetes.

Nej, jeg kommer ikke til at indtage ligeså meget Summerbird chokolade som jeg har gjort de tidligere december måneder og juledage. De sidste par år har jeg ikke selv lavet konfekt, men har købt for flere 100 kr. Summerbird chokolade til min familie i juledagene. Og jeg er den der har spist det meste af chokoladen.    

Diabetes og udlandsrejse.

Min familie og jeg elsker at rejse, og i år havde jeg en følgesvend med på sommerferie i form af en ny-konstateret Type 1 diabetes.

Da jeg fik konstateret Type 1 diabetes den 1. maj 2019 havde min familie og jeg ikke bestemt, hvor vi skulle på sommerferie, idet vi afventede om vores ældste søn blev udtaget til VM i håndhold U-21, som skulle afholdes i Spanien. Året før havde vi bestilt ferie til Club La Santa på Lanzarote til hele familien, men han blev udtaget til EM i Slovenien for U-20 i håndbold og kunne derfor ikke tage med os. Vi ønskede i år at se ham spille håndbold, hvis han blev udtaget. Han blev ikke udtaget, men var omkring ungdomslandsholdet til det sidste, så vi havde ca. en måned til at planlægge hvor vi skulle på sommerferie.

Vi havde besluttet, at vi ville tage til Sydfrankrig hvis vi ikke skulle til Spanien og se vores ældste søn spille håndbold.

Hvis man havde spurgt mig efter jeg havde fået konstateret diabetes, hvor jeg helst ville holde ferie, ville jeg have sagt i et sommerhus i Danmark. Jeg husker tydeligt, at jeg var bange for om jeg kunne finde ud af passe på min diabetes i et andet land, hvor alt er ukendt. Og hvis jeg nu blev syg, hvad skulle jeg så gøre, jeg var langt væk fra et dansk hospital. Mine børn havde en forventning om, at vi skulle til udlandet i sommerferien, så mine bekymringer og ønsker blev holdt for mig selv. Og hvor er jeg glad for, at vi kom til udlandet i sommerferien.

Vi fandt en lille ferielejlighed på et hotel i Mougins, tæt på Cannes. Mougins har en ældre bydel, som bestemt er et besøg værd. Den ældre bydel har sin egen charme, med smukke og velrestaurerede huse, og blomster overalt. Den ældre bydel oser af kunst, bl.a. tilbragte Picasso de sidste 15 år af sit liv i byen. Derudover har byen været ramme om mange andre kendte som Christian Dior, Catherine Deneuve, Edith Piaf og mange flere. For mig en lille perle i Sydfrankrig.

Det er helt sikkert et besøg værd hos parfumefabrikken Molinard i Grasse, som er kendt som parfumens hovedstad.

Før vi tog mod Sydfrankrig, havde jeg gennemtænkt, hvad jeg skulle gøre hvis jeg blev syg i Sydfrankrig. Jeg vidste, at der var en lufthavn i Nice tæt på Mougins. Hvis det blev nødvendigt måtte min familie køre mig til lufthavnen i Nice, og jeg måtte tage det første og bedste fly til Jylland. Jeg måtte få nogen til at hente mig i lufthavnen og køre mig til Skejby Sygehus. Den nødplan gjorde, at jeg kunne tage på ferie med fred i sindet. Jeg ved ikke hvad jeg havde tænkt på, der kunne ske, men jeg var meget usikker på min diabetes i starten, og det gjorde mig tryg at have en plan. At jeg ikke havde styr på hvornår og om der gik et fly til Jylland, havde jeg ikke tænkt over.

Da vi tog på ferie var jeg begyndt at acceptere, at jeg havde diabetes. Men under ferien blev jeg frustreret over min diabetes, at jeg ikke bare kunne spise løs af de franske madvarer, som jeg tidligere havde gjort. Nu skulle der tælles kulhydrater, og tages insulin til, hvilket betød at jeg ikke spiste så meget, som jeg ville have gjort hvis jeg ikke havde diabetes.  Jeg fandt dog en madvare, hvor jeg ikke skulle tælle kulhydrater, og tage insulin til, fransk brie. Min søns kæreste og jeg skulle hver dag i vores ferie i det sydfranske prøve en ny brie.

Ja, det er første gang jeg er kommet hjem fra en ferie, som ikke var en sportsferie, og ikke havde taget på, og ikke skulle på slankekur som noget af det først efter endt ferie.

Ja, jeg havde købt en lille køletaske til min insulin, idet ferien gik til det Sydfranske.

Fortsættelse på diabetes – injektion

Jeg har valgt at følge op på min sidste blog, hvor jeg skrev om at tage insulin i det offentlige rum. Årsagen til dette er, at efter jeg havde skrevet min blog, blev et Jodel delt på Facebook. Jodel er et social medie med små opdateringer skrevet af anonyme personer. Jeg har spurgt folk, som læser Jodel, om disse opdateringer er rigtige oplevelser eller om historierne er opdigtede. Jeg har fået oplyst, at det er begge dele. Jeg læser ikke selv Jodel, men denne opdatering havde fanget nogens opmærksomhed og delt den på Facebook, og der fangede den min opmærksomhed, idet jeg havde skrevet om problematikken på min blog, at stikke sig selv med en insulinpen i det offentlige rum.

Jeg vil gerne sprede budskabet om, at der findes livsvigtig insulin i denne injektionspen

Som skrevet ved jeg ikke om opdateringen på Jodel er en rigtig oplevelse:

”Jeg har diabetes og blev nødt til at injicere insulin i mig akut mens jeg sad i letbanen. – Kvinden bag mig ”undskyld men kan du ikke finde et andet sted at skyde heroin”  

Men delingen på Facebook af opdateringen fra Jodel havde fået andre til at skrive om lignende episoder fra deres liv.  Jeg vil selv blive ked af det, hvis en person sagde til mig, om jeg ikke kunne tage min insulin et andet sted, eller tro jeg var i gang med at tage stoffer.

Jeg tænker, at det handler meget om uvidenhed omkring diabetes, når en person siger, om man ikke vil tage stoffer et andet sted. Jeg vidste ikke selv noget om diabetes før jeg selv fik sygdommen. Jeg tror selv, at jeg havde kigget noget, hvis jeg havde set en person give sig selv insulin i maven, stikke en nål ind i maven med en insulinpen, som jeg gør, når jeg skal spise. Eller som jeg har læst andre gør, i armen eller i låret. Jeg vil også være ked af det, hvis jeg troede der blev taget stoffer foran mine børn.

Det er ikke stoffer vi diabetikere tager, men insulin så vi kan leve og spise, og min holdning er, at selvfølgelig skal man kunne tage insulin i det offentlige rum – det kan jeg ikke se noget forkert i. Er det forkert at have en ring i næsen, eller have brunt hår? Jeg ved godt, at jeg sætter det lidt på spidsen, men jeg er diabetiker og for at kunne spise, skal jeg have insulin. Jeg ville helst tage en lille pille, men sådan fungerer insulin ikke, for mange af os med Type 1 diabetes bliver nødt til at tage insulin med en insulinpen.

Hvis jeg kunne ønske, vil jeg gerne have at Diabetesforeningen var lidt mere oplysende og proaktiv i forhold til den danske befolkning omkring Type 1 diabetes. Før jeg fik konstateret diabetes, vidste jeg en hel del om Type 2 diabetes, og næsten ikke noget om Type 1 diabetes. Det jeg vidste om Type 1 diabetes var, at man ikke måtte spise sukker og skulle stikke sig, og jeg tog kæmpe fejl i forhold til, hvad man som diabetiker må spise.

Diabetesforeningen har en god og informativ hjemmeside, men jeg tror de færreste der ikke har diabetes går ind og læser på Diabetesforeningens hjemmeside. Hvordan skal den danske befolkning, der ikke har diabetes eller ikke kender en med diabetes vide, at en diabetiker som mig bliver nødt til at tage insulin med en insulinpen hver gang jeg skal spise, bare et lille æble bliver jeg nødt til at tage insulin.   

Ja, lige nu stiger andelen af folk med Type 1 diabetes, og vi bliver flere og flere der skal stikke os med en insulinpen, så det vil være rart ikke at blive mødt med, at folk tror vi tager stoffer, for det gør vi bestemt ikke. https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/flere-danskere-faar-livsfarlig-diabetes-og-forskerne-aner-ikke-hvorfor

Diabetes – injektion.

Idet jeg har Type 1 – diabetes, er behandling med insulin livsnødvendig. Behandlingen med insulin prøver at efterligne den normale bugspytkirtels funktion.

Som jeg flere gang har beskrevet i de forskellige blogindlæg, er injektion med min insulinpen ikke min stærke side, men det går, fordi jeg skal – hvis jeg ønsker at leve et forholdsvis normalt liv.

Jeg stikker mig med en basal insulin hver aften kl. 22 – den skal jeg tage for at holde niveauet stabilt i løbet af 24 timer. For at huske at tage min basal insulin hver aften bliver jeg nødt til at sætte min alarm til på telefonen, ellers kommer jeg nemt til at glemme at tage den – har endnu ikke glemt at tage min basal insulin, men kender min egne svagheder.

Når jeg skal tage mit blodsukkertal, stikker jeg mig selv i siden af fingeren, det gør ikke så ondt som hvis det er i blommen på fingeren.

Jeg har det med at falde i søvn på sofaen, eller  komme godt i gang med et projekt i hjemmet, hvor jeg glemmer alt andet. Min basal insulin tager jeg i låret. Og nej, jeg kan ikke stikke mig hvor jeg har lyst til i låret. Jeg kan stikke mig fra pressefold til sidesøm, en håndsbredde over knæet og helt op til lysken. Jeg må ikke stikke mig det samme sted, for så kan jeg få insulinknuder, og de ser hverken pæne eller rare ud, så hver gang jeg har stukket mig sætter jeg en lille ring med en kuglepen omkring det sted, hvor jeg har stukket mig. Disse kuglepensringe er ikke nemme at have, idet de forsvinder når jeg sveder eller er i bad, men jeg prøver.

Derudover tager jeg hurtigvirkende insulin til mine måltider, som indeholder kulhydrater. Her stikker jeg mig i maven. Der har jeg også mit eget lille system. Jeg starter fra den ene side af maven, og arbejder mig over mod den modsatte siden af maven, først under navlen, derefter over navlen, også ved hjælp af små kuglepensringe. Jeg har aldrig tidligere været glad for fedt på maven, men hvor er det rart at stikke i. Noget tyndt hud uden særlig meget fedt kan godt gøre ondt, og være svært at stikke i. 

Jeg valgte hurtigt, at jeg ikke ville være flov over at stikke mig i det offentlig rum, selvom det kan være svært. Når jeg er ude at spise med min familie, venner eller kolleger stikker jeg mig med min insulinpen ved bordet. Dette gør jeg, idet jeg ikke ved hvor mange kulhydrater der helt er, når jeg bestiller mad, og først kan se hvor meget insulin jeg skal have, når jeg ser maden på tallerken. Derudover vil jeg gerne have varm mad hvis det er det jeg har bestilt, og derudover føler jeg, at det bliver lidt snusket, at stå at stikke sig på et offentligt toilet, hvilket jeg har gjort. Indtil nu har alle taget det pænt.

Jeg huske tydeligt en episode fra i sommer på Aarhus Streetfood, hvor min yngste søn og jeg var nede at spise aftensmad. Vejret var dejligt og vi sad ude. Hvis I ikke kender Aarhus Streetfood sidder man ved langborde og på bænke, side om side med folk man ikke kender, man sidder tæt. Folk omkring en kan næste ikke undgå at se, hvad man laver. Der var en ung kvinde, som sad skråt overfor mig – hun så, at jeg tog insulin. Da jeg var færdig og havde pakket min insulinpen væk, smilede hun pænt til mig.

Jeg har fundet ud af, at bukser eller en nederdel er det nemmeste når man er ude at spise, og skal stikke sig med insulinpen. Jeg har hørt, at nogle stikker igennem tøj, men det har jeg for små nåle til på min insulinpen. Med bukser eller nederdel kan man lige tage ud i kanten og stikke sig, og folk får næsten ikke noget bar hud at se.

Ja, jeg tænker over, hvad andre tænker, når jeg stikker mig med min insulinpen i det offentlige rum, men det bliver jeg nødt til at komme over. Men jeg tænker over, og jeg ved ikke om det kun er noget der rumsterer i mit hoved, om det er offentlig acceptabelt at tage medicin offentligt. Hver gang jeg sidder på en café eller en restaurant tænker jeg over, om en tjener kan finde på at komme over til mig og sige, at det ikke er acceptabelt, at jeg giver mig selv en injektion med insulin.

Ja, jeg har siddet på restauranter i Sydfrankrig og taget insulin, som om det var mest normale i verden!

Diabetes – kost.

Type 1 diabetes opstår, når de insulinproducerende celler (betaceller) i bugspytkirtlen gradvis går til grunde, hvorved produktionen af insulin ophører. Insulin er et livsnødvendigt hormon, der hjælper med at omsætte den mad, man spiser, til energi i kroppen. Det vil sige, at jeg skal få den insulin, som jeg tager via min insulinsprøjte, til at passe med den mad, som jeg spiser, så jeg ikke får for højt blodsukkertal eller går i insulinchok.

Min favoritkage fra Lagkagehuset. Når jeg spiser sødt skal det også være godt. Dette er ikke en reklame for Lagkagehuset, men min virkelighed.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg må spise alt, men jeg skal blot tage passende insulin til den mad, som jeg spiser. Årsagen til, at jeg har skrevet, at jeg må spise alt med fed skrift er, at min oplevelse er, at der fortsat er en uvidenhed omkring, hvad folk med Type 1 diabetes må spise. Jeg er flere gange, af velmenende mennesker blevet fortalt, hvad jeg må spise og ikke må spise, og at jeg skal undgå sukker.

Heldigvis er der sket en udvikling, og der er kommet ny viden til. Da jeg var barn voksede jeg op med en bedstemor, som havde Type 2 diabetes, eller som det hed dengang – gammelmandssukkersyge (en diagnose som jeg i dag stiller spørgsmålstegn ved – havde min bedstemor Type 2 diabetes, eller havde hun Type 1 diabetes som jeg har ? Dette vil jeg komme ind på i en anden blog).

Jeg husker, at min mor købte chokolade uden sukker til min bedstemor, og som jeg sneg mig til at spise, men blev slemt skuffet, for det smagte ikke godt. Min mor bagte også kager uden sukker, men fyldt med mel som er kulhydrater, som får ens blodsukkertal til at stige, men man vidste ikke bedre på det tidspunkt.

Der er heldigvis kommet ny viden og medicin til, så jeg kan spise som alle andre – jeg skal dog følge Sundhedsstyrelsens kostråd, som alle andre.

Min kost har ændret sig siden jeg fik konstateret diabetes. Jeg har skåret meget ned på mit indtag af kulhydrater i dagligdagen. Når jeg er i byen, eller er inviteret hjem til venner, spiser jeg det, der bliver serveret, også dessert. Jeg vil være ked af, hvis der skal tages hensyn til mig pga. min diabetes.

Et måltid, jeg har valgt ikke at ændre på, er min morgenmad, som består af 3 dl. havregryn, 20 g rosiner, ca. 50 g mandler og mælk. En morgenmad fyldt med kulhydrater. Jeg er en person, som ikke kan leve uden morgenmad, og for mig er morgenmad det vigtigste måltid på dagen, og jeg elsker havregryn. Morgenmåltidet er også det måltid hvor jeg tager den højeste dosis insulin. Mit morgenmåltid er målt op, idet det er fyldt med kulhydrater, og jeg skal sikre at få passende insulin til dette måltid.

En morgenmad jeg har spist i mange år, og som giver mig en god start på dagen. Havregryn, mandler og rosiner.

Jeg spiser meget lidt brød, udover de 2 skiver rugbrød, som jeg får til frokost sammen med gulerodstave, agurker og rød peber. 

Som mellemmåltid spiser jeg ost og mandler, idet der er meget lidt kulhydrater i ost og mandler, og de madvarer behøver jeg ikke at tage insulin til, som jeg gør til de tre hovedmåltider.

Tidligere spiste jeg gerne brød når jeg kom hjem fra arbejde. Nu får jeg ost og mandler som er lav på kulhydrater.

Til aftensmåltidet undgår jeg gerne kartofler, pasta og ris, og spiser gerne nogle grønsager stegt på en pande sammen med noget fisk eller kød. Hvis min mand laver boller i karry, siger jeg ikke nej, men tager kun lidt ris til.

Nem og sund aftensmad, som kan peppes op med lidt soya, ingefær og hvidløg. En ret man kan lave med mange forskellige grøntsager. Jeg bliver mæt af denne aftensmad, og går ikke sulten i seng.

Mit slikforbrug er næsten på 0, tidligere spiste vi gerne slik om fredagen, og lidt i løbet af ugen. Dette gør vi ikke længere. Jeg tror fortsat, at min mand spiser noget slik i sin bil, uden at han vil indrømme det. Jeg finder en gang imellem slikpapir i hans bil.

Jeg har sat mit indtag af kulhydrater ned, da tanken om at tage insulin fortsat er svær, og idet jeg gerne vil undgå at tage for meget insulin. Derudover har jeg i dag ikke svært ved at sige nej til mad med kulhydrater og slik, idet jeg fortsat har svært ved at stikke mig med min insulinpen. Jeg vil hellere undvære slik end at stikke mig selv med en nål.

Det gode, der er kommet ud af at have fået konstateret diabetes er, at min familie og jeg er begyndt at spise sundere, hvilket jeg kan mærke på min krop. Jeg får ikke længere ondt i maven, fordi jeg har spist for meget, i form af kulhydrater via hvidt brød, pasta og slik.

Ja, jeg spiser fortsat kage. Jeg køber ofte en kage i weekenden. Jeg elsker kage, og kage vil jeg nødigt undvære. Jeg kan ikke længere spise uhæmmet mængder af kage, idet jeg kun vil stikke mig én gang for at spise kage, og jeg tager kun insulin til ét stykke kage.

Ja, det er utroligt, at der skal en diabetes til og en nål, før jeg kan holde mig væk fra slik. Jeg kan fortsat godt spise et stykke slik uden at tage insulin, men ikke en hel pose som jeg tidligere nemt kunne spise.

Motion – del 2.

Løbetur i Riis Skov.

I min sidste blog begyndte jeg at beskrive, hvor meget motion fylder i mit liv, samt at motion for mig, har en positiv indvirkning på mit blodsukkertal. Og jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg dyrker moderat motion, ikke noget ekstremt til mig.

For mig har det været lidt af en proces, at jeg i 46 år ikke har skulle tænke over noget, når jeg har dyrket motion. Hvis jeg var ude at løbe 3 km, og havde lyst til at løbe 10 km, gjorde jeg det. Nu skal jeg måle mit blodsukker før jeg løber, og jeg tænker over hvor langt jeg løber, og har telefon med og noget druesukker, hvis mit blodsukker bliver for lavet under løbeturen.

Billeder fra dagens løbetur. Den permanente.

Grundreglen ved fysisk aktivitet er, at man har behov for mindre insulin end normalt. Der kan ikke gives nogle faste retningslinjer på, hvor meget man skal justere sit insulinindtag, da det afhænger af en række faktorer og ofte er meget individuelt fra person til person. Du kan læse mere om dette på Diabetesforeningen https://diabetes.dk/diabetes-1/fysisk-aktivitet.aspx eller på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Den første uge med diabetes, havde jeg aftalt med min diabetessygeplejerske, at jeg skulle bruge tiden på at gøre de ting, som jeg plejede at gøre i forhold til motion, så vi kunne finde ud af, hvor meget insulin jeg havde behov for i dagligdagen. Så der var ikke andet at gøre, end at komme op på cyklen og hesten, og finde ud af hvor meget insulin jeg havde behov for. Diabetessygeplejersken var dog noget bekymret for, når jeg skulle på hesten igen, om jeg ville falde af hesten, hvis mit blodsukker blev for lavt.

Det jeg har erfaret i forhold til min krop og den måde jeg motionerer på er, at cykling ikke får mit blodsukker til at falde særlig meget, men at blodsukkeret er nemmere at styre resten af dagen, hvis jeg har cyklet om morgenen. I forhold til ridning er det lidt sværere, nogle gange falder mit blodsukker når jeg rider, andre gange ikke. Derfor måler jeg altid mit blodsukker før jeg stiger på hesten, og jeg vil gerne have, at mit blodsukker ligger over 5, og gerne omkring 7, for jeg skal helst ikke falde af hesten pga. for lavt blodsukker. Hvis mit blodsukker er for lavt drikker jeg gerne noget juice, idet det virker når jeg rider, og falder hurtigt igen, så mit blodsukkertal er normalt efterfølgende, og ikke alt for højt.

Løb, har jeg erfaret, påvirker mit blodsukkertal meget, her skal mit blodsukkertal gerne ligge omkring 8 før jeg løber. Jeg har en dag spist et lille stykke othellolagkage før jeg skulle løbe, for at få mit blodsukkertal op på 8, og for ikke at få for lavt blodsukkertal under løbeturen. En god undskyldning for at spise et stykke kage, der skal jo være nogle fordele ved at være diabetiker.

Riis Skov

Det jeg har erfaret er, at motion gør det nemmere for mig at styre min diabetes, og jeg har mere normale blodsukkertal, når jeg dyrker motion, end hvis jeg holder en uge fri fra motion. Jeg har også fundet ud af, at jeg ikke kan nøjes med at ride, det skal være cykling eller løb. Jeg har også fundet ud af, at jeg ikke behøver at cykle 10 km, men at jeg godt kan nøjes med at cykle 5 km. Jeg behøver heller ikke dyrke motion hver dag, idet den øgede insulinfølsomhed kan vare i 1 til 2 døgn efter ophør af fysisk aktivitet.

Jeg har endnu ikke været i et motionscenter og dyrket zumba eller spinning, som jeg tidligere har gået til, så jeg ved endnu ikke hvordan disse motionsformer påvirker mit blodsukkertal.

Jeg ved, at Steno Diabetes Center Aarhus har en klinik for atleter med Type 1 diabetes, hvor man som diabetiker kan få hjælp og støtte til at optimere sine sportslige præstationer og sin diabetesbehandling, så man kan konkurrere på lige fod med sportsudøvere, der ikke har diabetes. Så der er ingen undskyldning for, at man ikke kan blive en god atlet fordi man har diabetes. Det skal lige siges, at den klinik er jeg ikke tilknyttet, jeg dyrker ikke motion på det plan.

Ja, der findes et cykelhold, som kun består af ryttere med diabetes, og som cykler med i nogle af de største løb i verden.

Ja, jeg tror, at min diabetesbehandling skal bestå af insulin og motion samt passe på mig selv, og nyde livet

Motion – diabetes.

Diabetes – løb, ridning, cykling og motionscenter

Jeg har valgt, at skrive om motion over to søndage, idet motion fylder meget i mit liv, og jeg er ved at erfare, at motion har større betydning for mit blodsukkertal, og hvordan jeg har det, end jeg først havde regnet med.

Jeg ser mig selv som en rimelig fysisk aktiv person. Jeg har prøvet flere forskellige motionsformer gennem årene, som løb, motionscenter, cykling og ridning. Jeg var meget glad da jeg fik konstateret Type 1 diabetes, at jeg havde været så fysisk aktiv gennem årene som jeg har været. Udover Type 1 diabetes, var mine tal fine i forhold til kolesterol, blodtryk og hjertet. Det var nok, at jeg skulle forholde mig til én sygdom.

Motion kan ikke holde sygdomme væk, som en kollega sagde til mig: ”Hvorfor har du fået diabetes, dig som er fysisk aktiv, cykler frem og tilbage til arbejde og rider, så er der ingen rimelighed til”. Type 1 diabetes kan ikke forebygges, og man kan leve nok så sundt, men der er ingen garantier for, at man en dag ikke vil blive ramt af en sygdom. Man kan forebygge en hel del sygdomme ved at være fysisk aktiv og leve sundt, dette kan du bl.a. læse om på sundhed.dk og Kræftens Bekæmpelse.

Nu lyder jeg helt frelst, og det er jeg ikke. En af årsagerne til, at jeg har dyrket motion er, at jeg elsker mad, og søde sager som slik og kager. For ikke at blive alt for tyk, er jeg blevet nødt til at motionere.

Hvis man spørger mig, om jeg elsker at motionere er svaret et rungende nej, men jeg elsker følelsen bagefter, efter at løbet en tur, eller tidligere da jeg gik i motionscenter. Og så kan jeg godt lide, hvad motion gør ved kroppen, at man bliver strammet lidt op her og der. Jeg har gennem flere år løbet, og prøvet at opnå en velvære under løbeturen. Den er aldrig kommet til mig, og jeg skal ikke udelukke, at det kan der være flere årsager til, at jeg ikke løber hurtigt nok, eller langt nok. I dag løber jeg ikke fast, da jeg cykler frem og tilbage til arbejde.

At jeg cykler frem og tilbage til arbejde opstod pga. at jeg fik nyt arbejde i Aarhus midtby. At tage bilen ind til Aarhus midtby er i dag et mareridt. At sidde i en bil på indfaldsvejene ind til Aarhus midtby i myldretrafikken, er én lang kø. Derudover koster det penge at parkere sin bil i Aarhus midtby. Offentlig transport mener jeg er for dyrt, og skulle gøres billigere. Derfor valgte jeg, at få en god cykel, og har nu cyklet frem og tilbage til arbejde i lidt over 2 år. 9,8 km hver vej, det meste af året. Jeg elsker at cykle forbi folk i deres biler, som sidder fast i en bilkø, og tænke, godt det ikke er mig, mens jeg får motion. 

Jeg har en almindelig cykel, men kan godt se det smarte i en el-cykel, men når man i 2011 kunne cykle til Paris med Team Rynkeby for at samle penge ind til kræftramte børn, kan man også godt cykle på arbejde på en almindelig cykel.

Så har jeg min hest. Den motionsform elsker jeg, og her glemmer jeg alt om tid, diabetes og er i nuet. Det er min hobby, men også en hobby som jeg går meget op i, og gerne vil blive bedre indenfor, og dygtiggøre mig. Jeg har et mål med min ridning, og det er at blive bedre og bedre indenfor dressur. Derfor stiller vi også op i små ridestævner, så vi har noget at træne op til.  

Jeg købte en hest, da jeg har redet som ung, og da mine 2 børn blev ældre gik det op for mig, at de ville få mindre behov for mig, jo ældre de blev. Jeg kender mig selv så godt, at jeg allerede på det tidspunkt for nu lidt over 4,5 år siden vidste, at der ville blive meget tomt i mit liv, når mine børn flyttede hjemmefra, og derfor havde jeg behov for noget andet at gå op i, udover mine børn. Derfor blev min mand og jeg enige om, og regnede lidt på vores økonomi, at der var plads til at købe en hest. Det skal lige siges, at det ikke er billigt at have en hest, og det var godt, at min mand ikke helt vidste, hvor mange penge det koster at have hest, så tror jeg ikke han havde sagt ja.    

Klubstævne i Åstrup. Mit første stævne efter jeg havde fået konstateret diabetes.

Ja, næste blog vil jeg komme ind på, hvordan min diabetes spiller ind på hvordan jeg motionerer.

Min arbejdsplads er flyttet tættere på mit hjem, hvilket betyder, at jeg nu kun skal cykle ca. 5 km til arbejde – vil dette have en betydning for mit blodsukkertal, det finder vi ud af ?

Arbejde og diabetes.

Hvidbjerg Strand med Mette og sin diabetes

Efter lidt refleksion i min sidste blog, vil jeg nu vende tilbage, og fortælle lidt om min hverdag, og hvordan det er at have diabetes, og passe et arbejde. Jeg vil lige skynde mig at fortælle, at min diabetes fylder meget lidt, når jeg er på arbejde.

Efter en kort sygemelding i forbindelse med, at jeg fik konstateret diabetes vendte jeg tilbage til mit arbejde. Jeg husker tydeligt den første dag, jeg var meget skrøbelig. Jeg havde lige fået konstateret en kronisk sygdom i form af type 1 diabetes, og havde svært ved at se pga. en sukkerhinde havde lagt sig på mine øjne.

Jeg havde aftalt med min arbejdsgiver, at jeg i starten skulle tage det stille og roligt. Jeg havde været åben over for min arbejdsgiver, og fortalt at jeg havde fået konstateret diabetes, og jeg i starten ville være noget sårbar. Vi havde aftalt, at det var helt i orden, at jeg i starten tog nogle pauser, idet jeg hurtig blev træt i hovedet pga. mit dårlige syn, hvor jeg brugte mange kræfter på bare at se. Da jeg var tilbage på arbejde var jeg fuldt raskmeldt, men var i starten ikke tilbage på mit normale niveau.

Mine kolleger har været super, men jeg har også været meget åben om min diabetes. De har kunnet spørge om alt, og jeg har svaret så godt som jeg har kunnet, jeg er jo også ny som diabetiker, og ved ikke alt. Jeg har ikke følt, at mine kolleger ikke har set anderledes på mig  fordi jeg har fået en kronisk sygdom. Jeg tror de indimellem har haft lidt ondt af mig, fordi type 1 diabetes er så kompliceret som den er, og man skal stikke sig selv.

Jeg husker tydeligt en episode på mit arbejde, hvor en af mine kolleger kom forbi, da jeg var ved at gøre mig klar til at stikke mig med insulin. Hun spurgte pænt, om hun måtte se hvordan jeg stak mig. Det havde jeg det fint med, og jeg fortalte hende hvad jeg gjorde, og hun så på mens jeg stak mig selv i maven med min insulin. Hendes kommentar var, ”det er godt nok en lille nål du stikker dig med”. Jeg har fået den mindste nål man kan stikke sig med, idet jeg har så svært ved at stikke mig selv.

Vesterhavet ved Hvidbjerg Strand med sin enorme kraft

Jeg sidder på stormandskontor, hvilket vil sige, at vi sidder flere mennesker på et kontor. De ved alle, at jeg har juice i mit skab hvis jeg får det dårligt med for lavt blodsukker. I starten gik jeg ud på toilettet, når jeg skulle tage min insulin, det gør jeg ikke længere. Mine kolleger ved, at jeg skal have min insulin før vi skal spise frokost. Det er helt naturligt for mig, når en kollega spørger, om vi skal til frokost, at sige: at jeg lige skal have min insulin først.

Jeg har også været til et møde, hvor de der var med til mødet, ikke var mine kolleger, og ikke vidste jeg havde diabetes. En af dem, der var med til mødet havde været sød at tage kage med, der er normalt ikke kage til sådan nogle møder. Jeg vil normalt ikke sige til sådan et møde, at jeg har diabetes. Men for ikke at gøre personen, som havde kage med, ked af det, ved ikke at tage et stykke, valgte jeg at fortælle, at jeg havde diabetes, og ikke havde min insulin med. Jeg kunne mærke på den person der havde taget kagen med, at hun var glad for, at jeg fortalte, hvorfor jeg ikke tog et stykke af kagen, og godt kunne forstå jeg ikke kunne tage et stykke, end hvis jeg bare havde sagt nej tak .

Ja, jeg tænker ikke over jeg har diabetes når jeg er på arbejde.

Ja, jeg har haft brug for juicen i skabet, men ikke mine kollegers hjælp.

Tager jeg fejl.

Jeg har valgt at stoppe op i min fortælling af min hverdag, og hvordan livet er som ny med diabetes, men den skal jeg nok komme tilbage til i min næste blog. Jeg har valgt at benytte denne blog til at reflektere over, hvad de sociale medier/nettet gør ved mig, både positivt og negativt, og om jeg tager helt fejl, når jeg gerne vil skrive om, at man godt kan leve et fint liv med diabetes. Nogen vil måske tænke, ja men du skriver jo selv på de sociale medier, og om nogle mindre flatterende emner omkring det at have diabetes. Og det er fuldstændig rigtigt.

Diabetes er en rigtig træls sygdom at have, men nu har jeg den, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Hvis jeg kunne spise og motionere mig ud af en type 1 diabetes havde jeg gjort det, men det kan jeg ikke. Jeg lever fortsat, og jeg vil fortsat gerne leve mit liv, som jeg gjorde tidligere, og det gør jeg næsten. Min mad har ændret sig, og jeg har nogle bekymringer, som jeg ikke havde tidligere, hvilket jeg vil komme ind på i nogle af mine senere blogs.

Da jeg lige havde fået diabetes, valgte jeg ikke at læse særlig meget om sygdommen på nettet. Jeg valgte at melde mig ind i Diabetesforeningen, men var også tæt på at melde mig ud igen, for der blev fortalt nogle barske historier om det at have diabetes og alle følgesygdommene. Selv reklamerne omhandlede følgesygdomme. I min indledning, som også var min første blog, fremhævede jeg også, at det var vigtigt, at disse historier bliver fortalt, men som ny diabetiker blev jeg rigtig bange. Jeg har været ved at tude, når jeg har siddet nede på Steno Diabetes Center Aarhus, og har set en person mangle noget af sit ben, og tænkt om dette var mit liv om nogle år.

Jeg har heldigvis fået nogle tilbagemeldinger, da jeg valgte at slå op på de sociale medier, at jeg har fået konstateret diabetes. For mig nogle vigtige tilbagemeldinger, at man kan have et godt liv med diabetes, samt at diabetes ikke fylder særlig meget i hverdagen. Det er de beskeder, der giver mig næring og tro på, at jeg også kan have et godt liv med diabetes. På Facebook følger jeg Liv Martine fra Nordjylland, som har vundet Den store Bagedyst på DR, og som har type 1 diabetes. Hun er et livsstykke.

Jeg følger også nogle andre med diabetes på Instagram, både danskere, men også diabetikere fra rundt omkring i verden. Jeg har lagt mærke til, at det er de samme problematikker der går igen, at det er problematisk at få styr på sit blodsukker.    

Det er meget vigtigt for mig, når jeg læser historier om diabetes på nettet, at holde fast i, at vi mennesker er forskellige, både fysiologisk og mentalt. Det er hvad der gør os mennesker spændende, for det ville være kedeligt hvis vi lignede hinanden. Det der virker for en diabetiker, virker nødvendigvis ikke for en anden diabetiker. Sådan er det jo for alle mennesker i alle henseender.

Der er sket meget i udviklingen af behandling af diabetes end de der fik diabetes i 70’erne og 80’erne. På Diabetesforeningens hjemmeside er der en artikel, som beskriver at færre får følgesygdomme https://diabetes.dk/aktuelt/medlemsblad/arkiv-over-medlemsblade/medlemsbladet-2019/september-2019/faerre-faar-foelgesygdomme.aspx.

Jeg vil ikke undvære de sociale medier/nettet. Hvis jeg ikke skrev denne blog – der skal jo laves lidt research – læste jeg kun positive ting om diabetes, men sådan er virkeligheden jo ikke.

Ja, jeg har et håb om, at min diabetes er til at tøjle, men det kan være at jeg kommer til at tage fejl, og må æde mine ord i mig igen, om at man kan have et godt liv med diabetes.

Ja, min diabeteslæge har fortalt mig, at med de fine blodsukkertal jeg kan fremvise, får jeg ingen problemer med følgesygdomme. Men der er jo ingen garantier.