Den 1. maj i år, er det et år siden jeg fik konstateret Type 1 diabetes. Året er gået stærkt, alt for stærkt. Året er gået bedre end forventet med min lille nye følgesvend Type 1 diabetes. Det skal siges, at mine forventninger til det første år med diabetes, ikke var høje. Hvordan skulle jeg leve et liv med diabetes, ville jeg kunne de samme ting som tidligere, og hvad med mine drømme ?

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg kan alt det, som jeg kunne tidligere. Jeg har dog fortsat nogle udfordringer f.eks. hvis jeg gerne vil løbe 10 km. eller derudover. Før jeg fik diabetes, og hvis jeg ville løbe 5 km., og følte jeg havde ben til mere, gjorde jeg det uden at tænke over det. Nu skal jeg have en helt udstyrspakke med, hvis jeg vil løbe mere end en halv time, i form af måleapparat til mit blodsukker, og kulhydrater.

Min diabetes, er også gennem det første år begyndt at fylde mindre. I starten tænkte jeg meget over at have diabetes. Jeg målte og vejede alt min mad, hvilket fyldte meget. I starten talte min mand og jeg meget om, hvor mange kulhydrater der var i den mad jeg skulle spise. Min yngste søn følte det fyldte for meget, idet vi ved hvert måltid og mellem måltiderne, havde gang i den helt store udredning af kulhydrater, og hvor meget insulin jeg skulle have, før jeg kunne spise. Nu har jeg nogenlunde styr på hvor meget insulin jeg skal have til min mad. Hvis jeg f.eks. får ris, er det nogenlunde den samme portion ris, jeg får hver gang, og ingen ekstra portion.

Der er ting, som jeg savner, og som jeg ikke lige gør, f.eks. at kaste mig over en chipspose, og spise hele posen, eller spise løs af slik om fredagen. Jeg har dog fundet ud af, at jeg kan spise alt hvis jeg tager insulin til. Jeg spiser dog ikke løs, som jeg engang imellem godt kunne finde på, før jeg fik diabetes. Jeg er blevet noget mere disciplineret i forhold til hvad, og hvor meget jeg spiser.

Jeg prøver at leve efter, at min diabetes ikke skal sætte dagsordenen i mit liv. Jeg bliver aldrig dus med min diabetes, men jeg har lært at leve med diabetes. Jeg har fortsat dage, når jeg giver mig selv injektion med insulin i maven, hvor jeg tænker – er dette virkelig mit liv med en kronisk sygdom, og hvor jeg godt kan få lidt ondt af mig selv.

Hvis jeg skal rose mig selv, vil jeg sige, at jeg er god til at passe min diabetes. Jeg dyrker en del motion, idet motion for mig, har en positiv effekt på mit blodsukker, hvilket betyder, at jeg ikke skal tage så meget insulin. Fysisk aktivitet øger muskelcellernes følsomhed overfor insulin. Jeg tager min insulin og måler mit blodsukker. Jeg har en gang glemt at tage insulin til min morgenmad, men jeg havde heldigvis været ude at løbe før min morgenmad, så skaden var ikke så stor. Mit blodsukker blev ikke skyhøjt, som det ville have blevet, hvis jeg ikke havde løbet.

Til info vil jeg oplyse, at i mit sidste blogindlæg skrev jeg om diabetes og særlig risikogruppe i forhold til COVID-19. Dagen efter udgivelsen af mit blogindlæg, kom der nye retningslinjer/anbefalinger fra Diabetesforeningen, i forhold til hvordan vi diabetikere skal forholde os til COVID-19. Jeg ville have været inde at skrive en rettelse til mit blogindlæg af den 5. april 2020, men dagen efter var retningslinjerne/anbefalingerne ændret igen.  

Diabetesforeningen henviser i dag til Sundhedsstyrelsens anbefalinger og myndigheder i øvrigt.

Jeg frygter ikke selv at få COVID-19, men jeg vil bare helst ikke smitte andre. Jeg har været tæt på en person, som ikke vidste at personen havde COVID-19, da symptomerne var meget milde. Jeg blev ikke smittet, trods jeg var sammen med personen flere gange, og rørte ved ting som personen også havde rørt ved. Der gik en uge før personen blev testet for COVID-19, som var positiv. Før jeg fik konstateret diabetes, har jeg ellers været en person der nemt blev smittet med forkølelse og andre smitsomme sygdomme.

Jeg har valgt, at dette bliver mit sidste blogindlæg, da mit mål med bloggen er nået. Jeg ville beskrive på en positiv måde, hvordan det var at være ny med Type 1 diabetes, da jeg selv manglede oplysninger om hvordan det var, at være ny diabetiker. Jeg ønskede yderligere med min blog at fortælle, at man sagtens kan have et godt liv med den modbydelige sygdom.

Det har været sjovt og lærerigt at skrive på bloggen. Samtidig med, at jeg har brudt nogle af mine egne grænser. På mange områder er jeg en meget introvert person, hvilket man ikke helt kan være, når man vælger at fortælle og udstille sit liv på en blog. Bloggen har også været med til, at der har været meget åbenhed om min diabetes, hvilket har været godt for mine børn. Min diabetes, er bestemt ikke et tabu.

Jeg vil fortsat være aktiv på Instagram og Facebook omkring diabetes.

Jeg havde glædet mig til foråret, efter mit forsømte forår sidste år, hvor jeg var syg med en uopdaget diabetes. At skrive et positivt blogindlæg om min kommende ferie på Mallorca i påsken, noget positivt og rart. Ferien til Mallorca er aflyst, og jeg er sendt hjem på tvungen ferie. Der er kommet en lille ny spiller på verdenskortet, som ikke er til at spøge med, og som skaber død og ødelæggelse.

Vi taler meget her hjemme om jeg er i en særlig risikogruppe pga. min diabetes. Jeg ser ikke mig selv i en særlig risikogruppe, og når jeg læser hvad Diabetesforeningen skriver om diabetes og COVID-19 skriver de: Du skal betragte dig selv som værende i særlig risiko, hvis din diabetes ikke er velbehandlet og/eller du har følgesygdomme. Diabetesforeningen skriver også: På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at man lettere smittes med COVID-19, når man har diabetes. Dette gælder alle typer diabetes.

Jeg har ikke hørt andet fra min diabeteslæge og sygeplejerske end at jeg har en meget fin velbehandlet diabetes. I forbindelse med at jeg fik konstateret diabetes blev jeg undersøgt i hoved og bagdel, og jeg skulle være sund og rask på alle andre områder, udover at jeg ikke selv danner insulin.

Der hvor min udfordring er i forhold til diabetes og COVID-19 er, at hvis jeg bliver smittet med COVID-19 vil mit blodsukker højst sandsynligt stige, hvilket jeg skal passe på, for ikke at få syreforgiftning, men det vil jeg også få med influenza eller en anden virus. Jeg har lige haft en urinvejsinfektion, og det reagerede mit blodsukker ikke på. Jeg plejer altid at sige, at jeg har en lille sladrehank i form af mit blodsukker, om jeg er ved at få en infektion i kroppen. Urinvejsinfektion fangede mit blodsukker ikke, men det gjorde en løbetur, hvor jeg sad mere i skovkanten end løb.

Jeg er offentlig ansat, og kan arbejde hjemmefra, hvilket jeg er glad for – det er ikke optimalt, men det går. Jeg har fået kontor i stuen. Min mand har kontoret i vores hus, hvor han arbejder. Min yngste søn har sit værelse hvor han får virtuel undervisning fra sit gymnasium. Han savner sine venner og gymnasiet, og som han selv siger; man finder først ud af hvor meget man savner noget, når man ikke længere er i det.

Jeg er glad for, at jeg ikke er statsminister, og skal træffe afgørelser om hvordan vi kommer igennem krisen med COVID-19. Set ud fra min situation, vil jeg have været rigtig ked af hvis hun lavede et udgangsforbud. Jeg bruger rigtig meget løb og gåture i denne tid til at regulere og passe min diabetes, og det vil jeg have haft rigtigt svært ved, hvis hun lavede et udgangsforbud. Jeg har løbet om morgenen omkring kl. 7 i vores naboskov før arbejde.  Jeg har næsten været helt alene i skoven, har måske set en eller to andre, der har luftet deres hunde, eller selv har været ude og løbe. På nogle ture har jeg slet ikke set andre. Løbeturen har også givet mig ro. Jeg havde været ulidelig at bo sammen med i denne tid, hvis jeg ikke kunne få brugt noget energi, jeg ville have været en løvinde i et bur.

Efter arbejde har jeg taget ud til min hest, som står i en lille stald, med få opstalde heste. Vi kommer på forskellige tider af dagen, og vi har taget vores forholdsregler, med afstand og sprit.

I starten af krisen var mit humør meget påvirket af al den ulykke den bragte med sig, både i forhold til alvorlige syge, og folk der mistede deres arbejde. Jeg ser et lille lyspunkt i forhold til, at landet måske begynder at lukke op igen efter påske, og der ikke er så mange indlagte og døde som prognosen i første omgang sagde. Så vidt jeg kan, prøver jeg at få vendt de negative ting til noget positivt, dette forsøger jeg også i forhold til min diabetes. Jeg har behov for lyspunkter, ellers bliver mit sind alt for tungt og sort, og det vil jeg ikke trives med eller mine medmennesker.

Ja, jeg vil helst ikke have COVID-19, men jeg begynder også at have rigtig svært med at leve med frygten for COVID-19. For det er frygten for COVID-19, der styrer mit liv lige nu, og sætter dagsordenen, for tænk hvis man kom til at smitte andre.

Ja, som tidligere skrevet, er jeg glad for, at jeg ikke er statsminister, og skal træffe de svære valg. For COVID-19 fører ikke kun sygdom og død med sig, den har også bragt arbejdsløshed og konkurser. Flere kvinder på krisecentre pga. vold i hjemmet. Anbragte børn og handicappede der ikke kan se deres forældre. Udskudte operationer og undersøgelser på hospitalerne. Kulturen der har svære vilkår osv. 

Nu er mit liv også meget mere og andet end diabetes, så jeg har dedikeret dette blogindlæg til et vigtigt emne, som i bund og grund ikke skulle være nødvendigt at skrive om, hvis folk kunne finde ud at opføre sig ordentligt.

Som jeg tidligere har skrevet om, er jeg mor til 2 drenge, en på 21 år som er flyttet hjemmefra og en på 16 der lige om lidt bliver 17 år.

Min yngste søn er i år begyndt i gymnasiet, hvilket han er glad for. Han er også begyndt at drikke alkohol og gå til fester. Han elsker at danse og have det sjovt. Jeg har endnu ikke haft en snak med ham, hvordan man skal passe på sig selv i nattelivet i Aarhus, da han er for ung til at komme ind på de forskellige diskoteker i Aarhus. Det han har gået til er private fester og gymnasiefester.

Vi har som forældre altid hentet vores børn om natten, når de har været til fest. Da vores store søn boede hjemme blev han også hentet fra nattelivet i Aarhus midtby.  Vi har også tit kørt flere af vores sønners venner hjem fra en fest eller nattelivet i Aarhus, for at være sikker på, at de kom godt hjem.

Fredag den 21. februar var min yngste søn til gymnasiefest. Jeg havde aftalt med ham, at han ringede, når han skulle hentes. I mellemtiden løber hans mobil tør for strøm, og han låner en vens telefon, og ringer til sin far som er i Sverige, idet det er det nummer han kan huske i hovedet. Hans far svarer ikke med det samme. Min søn vælger derfor, at gå med to venner mod en lokal pub som ligger tæt på gymnasiet, og hvor der kommer mange unge mennesker.

Pubben ligger ca. 500 m fra gymnasiet. På vej over mod pubben ser min søn og de 2 venner en bil, der kører i modsatte vejbane. Bilen vælger at køre over i deres side hvor de går, som om bilen vil køre ind i dem. De ved ikke hvem det er, om det er nogle fra gymnasiet der også er på vej hjem, og som vil lave sjov. En af min søns venner råber ”hvad laver I idioter”. Bilen standser, og der er 4 unge mænd i bilen, som ikke er fra gymnasiet. Min søn ser en af de unge mænd stige ud af bilen. Min søn og hans venner begynder at løbe, og den unge mand løber efter dem, og råber af dem. Min søn ser ikke andre stige ud af bilen, men det gør en af hans venner.

De løber alt hvad de kan og ser på et tidspunkt at bilen er efter dem. De kommer væk fra bilen, da de vælger at løbe steder, hvor der ikke kan køre biler.

Min søn er noget chokeret da han endelig får fat i mig og jeg henter ham. Han har i farten, da han og hans venner løb, tabt en t-shirt, som han havde i hænderne, og som vi skal tilbage at hente. Min søn fortæller, at de havde overvejet at ringe til politiet, men at de ikke havde nummerpladen på bilen som var efter dem. Vi ser ikke bilen igen.

Jeg kan ikke vide om de unge mænd i bilen ville gøre noget ved min søn og hans venner, men jeg tænker ikke de lagde op til en hyggelig snak, tværtimod. Jeg havde nok også taget benene på nakken og løbet min vej med den opførsel, som de unge mænd i bilen havde.

Jeg har talt med min yngste søn om, at man ikke skal råbe efter folk der er ude på at provokere, for det er den reaktion de gerne vil have, en undskyldning for at komme efter en, selvom de var ”idioter”.   

Jeg har det så svært med, at man ikke kan få lov til at gå i fred, om det er dag eller nat, uden at der er nogen, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og kun er ude på at skade andre. Her tænker jeg på de historier der har været oppe i medierne det sidste stykke tid, hvor unge umotiveret er blevet slået ned.

Og sur bliver jeg også på de folk, som ser den anden vej. Det mindste man kan gøre er at ringe til politiet. Jeg kan godt forstå, at man ikke tør blande sig, idet der har været eksempler på, at gerningsmændene har slået løs på de folk der har blandet sig. Hvis man udover at ringe til politiet, har mulighed for at optage hændelsen, de fleste har mobiler på sig som kan optage, og give optagelsen til politiet, kan vi få dømt gerningsmændene. Folk skal ikke slås ned eller udsættes for vold.

Ja, det blev ikke til så meget om diabetes i dette blogindlæg.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg ikke har fået nyt arbejde. Men det fylder hos mig, hvordan jeg lige forholder mig til en ny arbejdsgiver og min diabetes.

Jeg har et godt arbejde, jeg har nogle søde kolleger og en sød leder. Mit arbejde er forholdsvis tæt på hvor jeg bor, så jeg bruger ikke meget tid i transport for at komme på arbejde.

Jeg har været ansat hos den samme arbejdsgiver i 19 år, ikke i det samme arbejde. Jeg har siddet i flere forskellige afdelinger med forskellige arbejdsopgaver og ledere. I de 19 år har jeg også været med til flere omorganiseringer og nye tiltag og love, så arbejdet har aldrig været det samme særligt længe.

Jeg har for sjov sagt til min afdelingsleder, at jeg er for ung til at skulle holde 25 års jubilæum, hvilket jeg har om 6 år, og som årene løber af sted, er de 6 år snart gået. Jeg ved godt, at sådan noget siger man ikke til sin afdelingsleder, hvis man ønsker udvikling. Men jeg kunne godt tænke mig, inden jeg rammer de 25 år hos min nuværende arbejdsgiver, at prøve noget andet på arbejdsmarkedet.

Der er også noget trygt ved min nuværende arbejdsgiver. Min arbejdsplads kender mig både før jeg fik konstateret diabetes, og nu hvor jeg lever med diabetes. Jeg tror ikke min afdelingsleder tænker over, at jeg har diabetes, hvilket man heller ikke kan mærke på mig udover at jeg tager insulin til min mad. På min arbejdsplads sidder vi flere personer på et kontor. Der er meget få enmandskontorer, men der er nogle. Et af disse enmandskontorer blev ledigt. Jeg spurgte min afdelingsleder, om det var muligt at få dette enmandskontor. Jeg fik oplyst, at det var til de personer som havde en sygdom og nogle særlig hensyn. Jeg sagde til min afdelingsleder i en sjov tone, at jeg jo havde diabetes, om dette ikke var en acceptabel grund, hvilket jeg godt kunne se på ham, at det ikke var.

Det der fylder meget hos mig i forbindelse med at skulle søge et nyt arbejde er, hvornår man fortæller en ny arbejdsgiver, at man har diabetes, og om man gør det. Nu er jeg meget åben om min diabetes, og jeg ser ikke mig selv som syg, men det fylder fortsat meget hos mig, hvad en ny arbejdsgiver tænker om diabetes. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil fortælle det til en jobsamtale, hvorfor skulle jeg gøre det. Det er fremmede mennesker, og det kan være jeg aldrig ser dem igen, hvis jeg ikke får jobbet. Derudover vil jeg fravælges på min faglighed og ikke pga. diabetes.

Juridisk set er man ikke forpligtet til at fortælle sin arbejdsgiver, at man har diabetes, medmindre sygdommen har betydning for om man kan varetage arbejdsopgaverne.

Min diabetes skal ikke holde mig fra at søge et nyt arbejde, og jeg er også af den overbevisning, at det er hos mig selv, at problematikken fylder mest, hvad andre tænker i forhold til, at jeg har diabetes. Jeg ville ikke selv tænke over hvis en blev ansat med diabetes, eller en anden sygdom. Der hvor diabetes bliver synligt for andre er, når jeg måler blodsukker og tager insulin, det kan godt se lidt voldsomt ud når jeg skal stikke mig i maven med en nål. Der kunne jeg godt have brugt en lille pille, så var der ingen der ville lægge mærke til, at jeg har en autoimmun sygdom som Type 1 diabetes er.

Ja, med mit blogindlæg i dag, finder jeg nok ud af om min afdelingsleder læser med på min blog. Emnet fylder meget hos mig, og jeg tænker det var for vigtigt ikke at skrive om, da jeg nok ikke er den eneste der har lidt af de samme tanker/bekymringer.

Nu står min ferie på hæld, og arbejde venter fra i morgen mandag. Jeg har i år haft en dejlig lang juleferie, sådan som julen og nytåret er faldet. Jeg har kun brugt 3 feriedage for at holde 17 feriedage, idet jeg er ansat 30 timer om ugen, og har fri hver fredag. Min 30 timers arbejdsuge stammer fra, da jeg havde små børn, og som jeg har holdt fast i.

Jeg havde set frem til ferie, idet hverdagen godt kan være lidt presset, selvom jeg ikke har små børn. Jeg havde glædet mig til at sove længe, have tid til familien, motion og have tid til min hest.

Jeg ved ikke om det er min alder, der er begyndt at trykke, men jeg kan ikke sove længe. Hvis jeg ligger for længe får jeg ondt i ryggen, men jeg sover længere end til kl. 5.45, hvor jeg plejer at stå op.

Jeg har været mere sammen med min familie end i hverdagen. Vi har fået spillet spil og hygget os. Min store søn på 21 år bor ikke længere hjemme, men har været forbi flere gange i løbet af julen, også med sin kæreste.

Jeg havde de helt store planer med min træning her i juleferien, men jeg har været træt både i kroppen og i hovedet. Jeg har fået trænet, men ikke i samme grad som jeg havde planlagt. Jeg har tidligere prøvet at have travlt på arbejde op til ferie, og set frem til ferie. Når det så blev ferie, var jeg så træt, at jeg næsten ikke kunne noget. Mit blodsukker har også i denne ferie kørt op og ned, og kan være medskyldig i min træthed, ellers kan det også være fordi, at jeg ikke længere er 25 år. For mig er træning vigtigt, idet træningen er med til at holde mit blodsukker nogenlunde stabilt.

Juleaftensdag var jeg ude at løbe 5 km. for at være klar til julemiddagen, og for at holde styr på mit blodsukker. Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde forkert, men mit blodsukker kørte op og ned juleaftensdag og aften, så det gav hovedpine. Jeg har ikke tidligere prøvet, at mit blodsukker har kørt så meget yo-yo. Den var gal før julemiddagen, og det blev ikke bedre af, at jeg til julemiddagen fik taget for meget insulin, så jeg blev dårlig, men ikke værre, end en gang Nikoline sodavand kunne hjælpe på det.  

Jeg var derfor meget påpasselig 1. Juledag, hvor vi var til julefrokost hos min svigerfar. Julefrokosten startede kl. 12, og bestod af mad der løbende kom på bordet i løbet af dagen, og aften. Ikke en julefrokost for en person, der ikke kan lide at stikke sig selv med insulin. Jeg valgte derfor kun at spise første gang der kom mad på bordet, så jeg havde styr på, hvor meget mad jeg spiste og hvor meget insulin jeg skulle have. Derudover tog jeg en rugbrød da jeg kom hjem. Det skal siges, at før jeg fik diabetes, ikke havde det godt med at sidde og spise en hel dag. For mig vil en god julefrokost være, at al julemaden blev stillet på bordet på en gang.

Jeg har for første gang oplevet, at have for lavt blodsukker om natten i min juleferie. Jeg var gået i seng med et blodsukkertal på 9, og tænkte det var lidt for højt. Efter et par timer vågnede jeg op, da min yngste søn rumsterede i vores stue. Jeg kunne mærke, at der var noget galt, og det viste sig, at mit blodsukker var for lavt, under 4. Hvis der er noget jeg frygter, er det at have for lavt blodsukker om natten, det gjorde mig lidt bange. Jeg talte allerede kort tid efter jeg fik konstateret diabetes med min diabeteslæge, om det at have for lavt blodsukker om natten. Jeg fortalte min diabeteslæge, at jeg var bange for at få angst, for at være alene hjemme med mine børn om natten, at jeg ikke vågnede op igen, og de skulle finde mig. Min diabeteslæge fortalte mig, at jeg ville vågne op når jeg fik lavt blodsukker. Jeg vil gerne ligge lidt højt når jeg går i seng, og i sær hvis jeg er alene hjemme med min yngste søn. Jeg har fundet ud af, at mit blodsukker stiger hurtigt ved slik, og falder hurtigt igen. Jeg tror, at den nat jeg faldt drastisk i blodsukker var pga. julen, hvor jeg spiste lidt slik. Hvis mit blodsukkertal ligger under 7 når jeg skal i seng tager jeg ¼ rugbrød, for at holde et stabilt blodsukker i løbet af natten. Jeg håber, at det er vejen til, at jeg ikke får lavt blodsukker om natten.

Trods mine udfordringer med mit blodsukker har det været dejligt med ferie.

Og ja, der blev brugt mange timer sammen med min hest i juleferien.

Nej, jeg håber ikke, at 2020 bliver lige så udfordrende som 2019, hvor jeg fik konstateret diabetes.

Fremadrettet vil min blog komme med et nyt blogindlæg den første søndag i hver måned. Og tak fordi I læser med.

Vi er nu halvvejs igennem december, julen er lige rundt om hjørnet, og jeg har snart juleferie, hvilket jeg glæder mig til. Jeg er ikke kommet i gang med at købe julegaver endnu, men regner med at få styr på det inden juleaften. Nogle år har jeg haft styr på alle julegaverne i november måned, andre år har jeg løbet rundt i Magasin den 23. december hen under aftenen med nogle få andre, der også var ude at købe julegaver.

Det jeg også glæder mig til her i december har ikke noget med julen at gøre, men at dagene begynder at være længere. Jeg har ikke noget mod den mørke tid, for mig er den hyggelig, men jeg er mere træt i den mørke tid, og jeg når ikke alt det, jeg gerne vil, føler lidt mine dage bliver komprimerede. Jeg vil gerne nå så meget, mens der er lyst, men det er svært, når man tager på arbejde når det er mørkt, og kommer hjem når det er mørkt.

I sidste weekend havde den vej jeg bor på, den traditionsrige ”Tour de Julebesøg”, som har stået på i ca. 10 år. En god måde at få hilst på sine naboer og få sagt god jul. Jeg bor på en lille stikvej med 11 parcelhuse. Alle huse er med, men engang imellem er der et enkelt afbud pga. andre familiearrangementer. Fremgangsmåden er, at der i god tid bliver meldt to datoer ud, hvor man melder ind, hvilken dato der passer en bedst. I år var vi 9 huse med i ”Tour de Julebesøg”. Der bliver lagt en fin plan, og en tidsplan, hvornår vi skal besøge de forskellige huse. Hvert besøg er af 45 minutters varighed. Man få lidt at drikke og lidt at spise hvert sted. Det er rigtigt hyggeligt, og man får talt med næsten alle sine naboer, idet man flytter sig og ikke er bænket om et bord en hel dag.

I år var jeg lidt spændt på ”Tour de Julebesøg” og hvordan det skulle gå med min diabetes, og om jeg kunne finde ud af at småspise ud over en hel dag og få insulin. Det gik, jeg fik noget at spise, og tog ingen insulin. De sidste par år, er der blevet serveret det samme at spise i hvert enkelt hus, som året før, på nær et enkelt år, hvor alle uden at have talt sammen havde tænkt, at der blev serveret alt for meget mad på sådan en dag, og alle havde valgt kun at servere noget at drikke. Folk blev meget beruset det år, og var meget sultne. Året efter var der lidt at spise igen i samtlige huse.

Derfor havde jeg en ide om, at mine naboer serverede ost og lækker pølse, og at der senere bliver serveret hotdogs hos en nabo længere nede af vejen. Derudover valgte jeg ikke at drikke alkohol, men te og sukkerfri sodavand. Jeg ved, at jeg ikke behøver insulin til ost og pølse. Da vi kom til hotdogs, valgte jeg ikke at tage brødet, hvilket betød, at jeg ikke havde behov for insulin. Jeg tog mit blodsukker løbende gennem dagen, og mit blodsukker var perfekt. Jeg havde min insulin med, hvis jeg fik lyst til den hjemmelavede julekringle eller æbleskiver. Jeg har tidligere måtte gå tidligere hjem fra ”Tour de Julebesøg”, fordi jeg havde så ondt i maven fordi jeg havde spist for meget, dette var ikke aktuelt i år.

En del af mine naboer er jeg også venner med på Facebook, så de vidste godt jeg har diabetes. Men der er også nogle af mine naboer, som jeg ikke er venner med på Facebook, så det var nyt for dem, at jeg havde fået konstateret diabetes.  Det fik vi talt lidt om, ikke at det fyldte dagen, så spændende er diabetes heller ikke. Min søde nabo er praktiserende læge, og vi kom også til at drøfte forskellen på Type 1 og Type 2 diabetes.  Jeg fortalte, at min bedstemor havde Type 2 diabetes. Min nabo oplyste, at Type 1 og Type 2 diabetes ikke hænger sammen, og jeg har ikke fået Type 1 diabetes fordi min bedstemor havde Type 2 diabetes. Jeg har selv tænkt tanken, at jeg ikke kan forstå, at de to sygdomme skal have det samme navn udover tallet, idet folk nemt forveksler de to sygdomme. 

Hvis jeg blev spurgt, kunne jeg godt tænke mig, at Type 1 og Type 2 diabetes havde forskellige navne, da jeg ser de to sygdomme som meget forskellige.

Min blog går nu på juleferie, og jeg ønsker alle en Glædelig Jul og Godt Nytår. Bloggen starter op i det nye år igen, men man kan fortsat følge mig på Facebook og Instagram.

Som jeg skrev i mit sidste blogindlæg, går dagene, ugerne, månederne og årene alt for stærkt. Jeg har en voksen søn på 21 år, og en anden søn der er på vej til at blive voksen. Jeg husker tydeligt da de kom til verden, ikke som i går, men tæt på. Jeg plejer at sige til de jeg kender der får børn, nyd dem, for før man får set sig om er de flyttet hjemmefra.

Min ældste søn er flyttet hjemmefra. Han flyttede en måned efter jeg fik konstateret diabetes. At han skulle flytte hjemmefra den 1. juni 2019 var planlagt lang tid før jeg fik konstateret diabetes.  For min skyld måtte min søn gerne blive boende hjemme nogle år endnu. Men han var klar til at flytte hjemmefra, og jeg kan godt forstå, at han ville stå på egne ben og have sin egen lejlighed. Men der faldt nogle tårer, da han bar sin seng ud af vores hus, for den var symbolet på, at nu var han flyttet hjemmefra.

Jeg vidste, at den dag ville komme, at den ældste flyttede hjemmefra, og om nogle år den yngste, og jeg har været i gang med at forberede mig på de dage gennem flere år, for mine børn betyder utroligt meget for mig. Jeg har hele tiden vidst, at det ville blive svært for mig, at de flyttede hjemmefra.  Jeg valgte derfor for nogle år siden at genoptage en sport/fritidsinteresse for at have noget at gå op i og bruge tiden på, når mine børn ikke længere havde behov for mig på samme måde, som da de var små. Derfor valgte min mand og jeg for 4 ½ år siden at købe en hest. Min mand er bange for heste, så det er min hest. Når man er en familie skal man være enig om at købe en hest, da det ikke er billigt at have hest. Derudover går der mange timer med træning og pasning af en hest.

Den nat jeg lå på hospitalet, og hvor jeg om dagen havde fået oplyst, at jeg havde diabetes, gik der mange tanker gennem mit hoved. Det der fyldte mest i mit hoved var, at mine børn også en dag kunne blive syge med en alvorlig sygdom, hvilket jeg håber, ikke sker, men jeg har også erfaret gennem mit 46-årige liv, at der ingen garantier er. Hvordan ville jeg gerne have mine børn skulle tackle en alvorlig sygdom. Jeg ville gerne have, at de fortsat havde et godt liv, og kunne se positivt på fremtiden. Hvis mit ønske for dem var et godt liv med en masse positive ting, havde jeg ansvaret for at vise dem, at man trods en rigtig træls sygdom kan leve et fornuftigt liv.

Den måde jeg har valgt at tackle min diabetes, og få det bedste ud af det, handler om, at jeg vil have et godt liv, samt vise mine børn, at man med en alvorlig kronisk sygdom kan leve et fornuftigt liv, og fortsat have ønsker for fremtiden.

Fordi jeg har diabetes, er det ikke ensbetydende med, at mine børn får diabetes. Man ved endnu ikke, hvorfor folk får Type 1 diabetes. Forskerne har mange forskellige hypoteser, men de har ikke en forklaring på, hvorfor nogle rammes og andre ikke. Min yngste søn har spurgt ind til, hvad chancen er for at han også får diabetes. Til dette har jeg svaret, at han skal være glad for, at det er hans mor der har fået diabetes og ikke hans far, da chancen for at han også får diabetes er noget mindre ved, at det er hans mor der har fået diabetes.  Risikoen er 2 % modsat hvis det var hans far der havde fået konstateret diabetes ville risikoen være 5 %. Risikoen for at en person, der ikke har diabetes i familien, udvikler Type 1 diabetes, er til sammenligning 0,4%. Det jeg også plejer at sige er, at jeg har taget en for holdet.

Ja, diabetes kan ramme alle og har ramt vores lille familie og sygdommen er kommet til at fylde en del, og mine børn tænker også over, om sygdommen kan ramme dem.

Jeg ved ikke om det har noget med min alder, men dagene, ugerne og månederne går utroligt stærkt, og jeg føler næsten, at vi lige har haft jul. Et år siden hvor jeg virkelig begyndte at mærke, at der var noget galt, men ikke mente det var noget alvorligt. Et år siden hvor jeg spiste alt og ikke tænkte over, hvad jeg spiste.

Selvom jeg fik konstateret Type 1 diabetes den 1. maj 2019, er jeg godt klar over i dag, at jeg også havde diabetes julen 2018. Derfor går jeg også ind i december og julen 2019 med en underlig følelse. Jeg elsker julen, og det ændrer en Type 1 diabetes ikke på.

Julen 2018 holdt min familie og jeg med min store svigerfamilie i Sverige, Idre Fjäll. Julen blev kombineret med en skiferie. Vi stod alle på ski undtagen min ældste søn og min svigerfar, idet min søn spiller håndbold, og ikke skulle komme til skade, og min svigerfar idet han var bange for at brække et ben. En hyggelig måde at holde jul på.

Det jeg husker julen 2018 for, var en hyggelig jul, med en masse sne. En jul, hvor vi også fik os rørt, hvor vi ikke kun sad ved et bord og spiste en masse mad. Jeg husker også julen 2018 som en jul, hvor jeg kunne spise en masse uden at tage på, en jul med problemer med svamp, og hvor jeg stod op om natten og drak saftevand. En jul, hvor jeg ikke kunne slukke min tørst, og havde problemer med mundtørhed. Jeg husker tydeligt, da vi var på vej hjem fra Idre Fjäll og var på vej igennem Sverige. Vi holdt et stop på en McDonalds for at vi kunne få lidt at spise. Jeg var ikke sulten, men tørstig. Min mand havde købt en lille Fanta til mig, og på det tidspunkt var jeg allerede begyndt at få en craving for alt med appelsin. Jeg fik drukket min Fanta meget hurtigt, og ville købe en ny – dette kunne min mand ikke forstå, idet han jo lige havde købt en Fanta til mig og blev lidt småsur. Jeg fik købt mig en stor Fanta, men den holdt ikke længe.

Jeg savner ikke symptomerne på diabetes, udover at kunne spise uden at tage på. Derfor er det også en underlig følelse, at jeg var syg julen 2018, dog uden at vide hvor alvorligt det var, og jeg spiste alt. Julen 2019 har jeg diagnosen Type 1 diabetes, og skal tænke over, hvad jeg spiser i forhold til hvor meget insulin jeg skal tage. 

Nogle gange er jeg ved at glemme, at jeg har diabetes, f.eks. gav mine kolleger kage og chokolade på arbejde til hele afdelingen. Jeg ved, at jeg kan tage et lille stykke chokolade uden at skulle tage insulin, men når man er i godt selskab og snakken går, kan jeg nemt glemme at jeg har diabetes. Jeg var ved at tage to stykker chokolade, idet det fortsat ligger i mig, at jeg tidligere har været vant til at spise det jeg har haft lyst til, dog at jeg skulle passe på min vægt. Det er bl.a. i disse situationer, at jeg bliver frustreret over at jeg har diabetes, at jeg ikke bare kan spise uden at skulle tænke på insulin. Jeg får det dog hurtigt vendt til, at så tager jeg ikke de gram på i vægt.

Jeg er sikker på, at december og julen 2019 bliver hyggelig og julet, som den skal og som jeg holder af. Jeg har dog ikke fået en Summerbird julekalender som jeg har fået de tidligere år af min mand pga. min diabetes.

Nej, jeg kommer ikke til at indtage ligeså meget Summerbird chokolade som jeg har gjort de tidligere december måneder og juledage. De sidste par år har jeg ikke selv lavet konfekt, men har købt for flere 100 kr. Summerbird chokolade til min familie i juledagene. Og jeg er den der har spist det meste af chokoladen.    

Min familie og jeg elsker at rejse, og i år havde jeg en følgesvend med på sommerferie i form af en ny-konstateret Type 1 diabetes.

Da jeg fik konstateret Type 1 diabetes den 1. maj 2019 havde min familie og jeg ikke bestemt, hvor vi skulle på sommerferie, idet vi afventede om vores ældste søn blev udtaget til VM i håndhold U-21, som skulle afholdes i Spanien. Året før havde vi bestilt ferie til Club La Santa på Lanzarote til hele familien, men han blev udtaget til EM i Slovenien for U-20 i håndbold og kunne derfor ikke tage med os. Vi ønskede i år at se ham spille håndbold, hvis han blev udtaget. Han blev ikke udtaget, men var omkring ungdomslandsholdet til det sidste, så vi havde ca. en måned til at planlægge hvor vi skulle på sommerferie.

Vi havde besluttet, at vi ville tage til Sydfrankrig hvis vi ikke skulle til Spanien og se vores ældste søn spille håndbold.

Hvis man havde spurgt mig efter jeg havde fået konstateret diabetes, hvor jeg helst ville holde ferie, ville jeg have sagt i et sommerhus i Danmark. Jeg husker tydeligt, at jeg var bange for om jeg kunne finde ud af passe på min diabetes i et andet land, hvor alt er ukendt. Og hvis jeg nu blev syg, hvad skulle jeg så gøre, jeg var langt væk fra et dansk hospital. Mine børn havde en forventning om, at vi skulle til udlandet i sommerferien, så mine bekymringer og ønsker blev holdt for mig selv. Og hvor er jeg glad for, at vi kom til udlandet i sommerferien.

Vi fandt en lille ferielejlighed på et hotel i Mougins, tæt på Cannes. Mougins har en ældre bydel, som bestemt er et besøg værd. Den ældre bydel har sin egen charme, med smukke og velrestaurerede huse, og blomster overalt. Den ældre bydel oser af kunst, bl.a. tilbragte Picasso de sidste 15 år af sit liv i byen. Derudover har byen været ramme om mange andre kendte som Christian Dior, Catherine Deneuve, Edith Piaf og mange flere. For mig en lille perle i Sydfrankrig.

Før vi tog mod Sydfrankrig, havde jeg gennemtænkt, hvad jeg skulle gøre hvis jeg blev syg i Sydfrankrig. Jeg vidste, at der var en lufthavn i Nice tæt på Mougins. Hvis det blev nødvendigt måtte min familie køre mig til lufthavnen i Nice, og jeg måtte tage det første og bedste fly til Jylland. Jeg måtte få nogen til at hente mig i lufthavnen og køre mig til Skejby Sygehus. Den nødplan gjorde, at jeg kunne tage på ferie med fred i sindet. Jeg ved ikke hvad jeg havde tænkt på, der kunne ske, men jeg var meget usikker på min diabetes i starten, og det gjorde mig tryg at have en plan. At jeg ikke havde styr på hvornår og om der gik et fly til Jylland, havde jeg ikke tænkt over.

Da vi tog på ferie var jeg begyndt at acceptere, at jeg havde diabetes. Men under ferien blev jeg frustreret over min diabetes, at jeg ikke bare kunne spise løs af de franske madvarer, som jeg tidligere havde gjort. Nu skulle der tælles kulhydrater, og tages insulin til, hvilket betød at jeg ikke spiste så meget, som jeg ville have gjort hvis jeg ikke havde diabetes.  Jeg fandt dog en madvare, hvor jeg ikke skulle tælle kulhydrater, og tage insulin til, fransk brie. Min søns kæreste og jeg skulle hver dag i vores ferie i det sydfranske prøve en ny brie.

Ja, det er første gang jeg er kommet hjem fra en ferie, som ikke var en sportsferie, og ikke havde taget på, og ikke skulle på slankekur som noget af det først efter endt ferie.

Ja, jeg havde købt en lille køletaske til min insulin, idet ferien gik til det Sydfranske.

Jeg har valgt at følge op på min sidste blog, hvor jeg skrev om at tage insulin i det offentlige rum. Årsagen til dette er, at efter jeg havde skrevet min blog, blev et Jodel delt på Facebook. Jodel er et social medie med små opdateringer skrevet af anonyme personer. Jeg har spurgt folk, som læser Jodel, om disse opdateringer er rigtige oplevelser eller om historierne er opdigtede. Jeg har fået oplyst, at det er begge dele. Jeg læser ikke selv Jodel, men denne opdatering havde fanget nogens opmærksomhed og delt den på Facebook, og der fangede den min opmærksomhed, idet jeg havde skrevet om problematikken på min blog, at stikke sig selv med en insulinpen i det offentlige rum.

Som skrevet ved jeg ikke om opdateringen på Jodel er en rigtig oplevelse:

”Jeg har diabetes og blev nødt til at injicere insulin i mig akut mens jeg sad i letbanen. – Kvinden bag mig ”undskyld men kan du ikke finde et andet sted at skyde heroin”  

Men delingen på Facebook af opdateringen fra Jodel havde fået andre til at skrive om lignende episoder fra deres liv.  Jeg vil selv blive ked af det, hvis en person sagde til mig, om jeg ikke kunne tage min insulin et andet sted, eller tro jeg var i gang med at tage stoffer.

Jeg tænker, at det handler meget om uvidenhed omkring diabetes, når en person siger, om man ikke vil tage stoffer et andet sted. Jeg vidste ikke selv noget om diabetes før jeg selv fik sygdommen. Jeg tror selv, at jeg havde kigget noget, hvis jeg havde set en person give sig selv insulin i maven, stikke en nål ind i maven med en insulinpen, som jeg gør, når jeg skal spise. Eller som jeg har læst andre gør, i armen eller i låret. Jeg vil også være ked af det, hvis jeg troede der blev taget stoffer foran mine børn.

Det er ikke stoffer vi diabetikere tager, men insulin så vi kan leve og spise, og min holdning er, at selvfølgelig skal man kunne tage insulin i det offentlige rum – det kan jeg ikke se noget forkert i. Er det forkert at have en ring i næsen, eller have brunt hår? Jeg ved godt, at jeg sætter det lidt på spidsen, men jeg er diabetiker og for at kunne spise, skal jeg have insulin. Jeg ville helst tage en lille pille, men sådan fungerer insulin ikke, for mange af os med Type 1 diabetes bliver nødt til at tage insulin med en insulinpen.

Hvis jeg kunne ønske, vil jeg gerne have at Diabetesforeningen var lidt mere oplysende og proaktiv i forhold til den danske befolkning omkring Type 1 diabetes. Før jeg fik konstateret diabetes, vidste jeg en hel del om Type 2 diabetes, og næsten ikke noget om Type 1 diabetes. Det jeg vidste om Type 1 diabetes var, at man ikke måtte spise sukker og skulle stikke sig, og jeg tog kæmpe fejl i forhold til, hvad man som diabetiker må spise.

Diabetesforeningen har en god og informativ hjemmeside, men jeg tror de færreste der ikke har diabetes går ind og læser på Diabetesforeningens hjemmeside. Hvordan skal den danske befolkning, der ikke har diabetes eller ikke kender en med diabetes vide, at en diabetiker som mig bliver nødt til at tage insulin med en insulinpen hver gang jeg skal spise, bare et lille æble bliver jeg nødt til at tage insulin.   

Ja, lige nu stiger andelen af folk med Type 1 diabetes, og vi bliver flere og flere der skal stikke os med en insulinpen, så det vil være rart ikke at blive mødt med, at folk tror vi tager stoffer, for det gør vi bestemt ikke. https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/flere-danskere-faar-livsfarlig-diabetes-og-forskerne-aner-ikke-hvorfor