Motion – del 2.

Løbetur i Riis Skov.

I min sidste blog begyndte jeg at beskrive, hvor meget motion fylder i mit liv, samt at motion for mig, har en positiv indvirkning på mit blodsukkertal. Og jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg dyrker moderat motion, ikke noget ekstremt til mig.

For mig har det været lidt af en proces, at jeg i 46 år ikke har skulle tænke over noget, når jeg har dyrket motion. Hvis jeg var ude at løbe 3 km, og havde lyst til at løbe 10 km, gjorde jeg det. Nu skal jeg måle mit blodsukker før jeg løber, og jeg tænker over hvor langt jeg løber, og har telefon med og noget druesukker, hvis mit blodsukker bliver for lavet under løbeturen.

Billeder fra dagens løbetur. Den permanente.

Grundreglen ved fysisk aktivitet er, at man har behov for mindre insulin end normalt. Der kan ikke gives nogle faste retningslinjer på, hvor meget man skal justere sit insulinindtag, da det afhænger af en række faktorer og ofte er meget individuelt fra person til person. Du kan læse mere om dette på Diabetesforeningen https://diabetes.dk/diabetes-1/fysisk-aktivitet.aspx eller på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Den første uge med diabetes, havde jeg aftalt med min diabetessygeplejerske, at jeg skulle bruge tiden på at gøre de ting, som jeg plejede at gøre i forhold til motion, så vi kunne finde ud af, hvor meget insulin jeg havde behov for i dagligdagen. Så der var ikke andet at gøre, end at komme op på cyklen og hesten, og finde ud af hvor meget insulin jeg havde behov for. Diabetessygeplejersken var dog noget bekymret for, når jeg skulle på hesten igen, om jeg ville falde af hesten, hvis mit blodsukker blev for lavt.

Det jeg har erfaret i forhold til min krop og den måde jeg motionerer på er, at cykling ikke får mit blodsukker til at falde særlig meget, men at blodsukkeret er nemmere at styre resten af dagen, hvis jeg har cyklet om morgenen. I forhold til ridning er det lidt sværere, nogle gange falder mit blodsukker når jeg rider, andre gange ikke. Derfor måler jeg altid mit blodsukker før jeg stiger på hesten, og jeg vil gerne have, at mit blodsukker ligger over 5, og gerne omkring 7, for jeg skal helst ikke falde af hesten pga. for lavt blodsukker. Hvis mit blodsukker er for lavt drikker jeg gerne noget juice, idet det virker når jeg rider, og falder hurtigt igen, så mit blodsukkertal er normalt efterfølgende, og ikke alt for højt.

Løb, har jeg erfaret, påvirker mit blodsukkertal meget, her skal mit blodsukkertal gerne ligge omkring 8 før jeg løber. Jeg har en dag spist et lille stykke othellolagkage før jeg skulle løbe, for at få mit blodsukkertal op på 8, og for ikke at få for lavt blodsukkertal under løbeturen. En god undskyldning for at spise et stykke kage, der skal jo være nogle fordele ved at være diabetiker.

Riis Skov

Det jeg har erfaret er, at motion gør det nemmere for mig at styre min diabetes, og jeg har mere normale blodsukkertal, når jeg dyrker motion, end hvis jeg holder en uge fri fra motion. Jeg har også fundet ud af, at jeg ikke kan nøjes med at ride, det skal være cykling eller løb. Jeg har også fundet ud af, at jeg ikke behøver at cykle 10 km, men at jeg godt kan nøjes med at cykle 5 km. Jeg behøver heller ikke dyrke motion hver dag, idet den øgede insulinfølsomhed kan vare i 1 til 2 døgn efter ophør af fysisk aktivitet.

Jeg har endnu ikke været i et motionscenter og dyrket zumba eller spinning, som jeg tidligere har gået til, så jeg ved endnu ikke hvordan disse motionsformer påvirker mit blodsukkertal.

Jeg ved, at Steno Diabetes Center Aarhus har en klinik for atleter med Type 1 diabetes, hvor man som diabetiker kan få hjælp og støtte til at optimere sine sportslige præstationer og sin diabetesbehandling, så man kan konkurrere på lige fod med sportsudøvere, der ikke har diabetes. Så der er ingen undskyldning for, at man ikke kan blive en god atlet fordi man har diabetes. Det skal lige siges, at den klinik er jeg ikke tilknyttet, jeg dyrker ikke motion på det plan.

Ja, der findes et cykelhold, som kun består af ryttere med diabetes, og som cykler med i nogle af de største løb i verden.

Ja, jeg tror, at min diabetesbehandling skal bestå af insulin og motion samt passe på mig selv, og nyde livet

Motion – diabetes.

Diabetes – løb, ridning, cykling og motionscenter

Jeg har valgt, at skrive om motion over to søndage, idet motion fylder meget i mit liv, og jeg er ved at erfare, at motion har større betydning for mit blodsukkertal, og hvordan jeg har det, end jeg først havde regnet med.

Jeg ser mig selv som en rimelig fysisk aktiv person. Jeg har prøvet flere forskellige motionsformer gennem årene, som løb, motionscenter, cykling og ridning. Jeg var meget glad da jeg fik konstateret Type 1 diabetes, at jeg havde været så fysisk aktiv gennem årene som jeg har været. Udover Type 1 diabetes, var mine tal fine i forhold til kolesterol, blodtryk og hjertet. Det var nok, at jeg skulle forholde mig til én sygdom.

Motion kan ikke holde sygdomme væk, som en kollega sagde til mig: ”Hvorfor har du fået diabetes, dig som er fysisk aktiv, cykler frem og tilbage til arbejde og rider, så er der ingen rimelighed til”. Type 1 diabetes kan ikke forebygges, og man kan leve nok så sundt, men der er ingen garantier for, at man en dag ikke vil blive ramt af en sygdom. Man kan forebygge en hel del sygdomme ved at være fysisk aktiv og leve sundt, dette kan du bl.a. læse om på sundhed.dk og Kræftens Bekæmpelse.

Nu lyder jeg helt frelst, og det er jeg ikke. En af årsagerne til, at jeg har dyrket motion er, at jeg elsker mad, og søde sager som slik og kager. For ikke at blive alt for tyk, er jeg blevet nødt til at motionere.

Hvis man spørger mig, om jeg elsker at motionere er svaret et rungende nej, men jeg elsker følelsen bagefter, efter at løbet en tur, eller tidligere da jeg gik i motionscenter. Og så kan jeg godt lide, hvad motion gør ved kroppen, at man bliver strammet lidt op her og der. Jeg har gennem flere år løbet, og prøvet at opnå en velvære under løbeturen. Den er aldrig kommet til mig, og jeg skal ikke udelukke, at det kan der være flere årsager til, at jeg ikke løber hurtigt nok, eller langt nok. I dag løber jeg ikke fast, da jeg cykler frem og tilbage til arbejde.

At jeg cykler frem og tilbage til arbejde opstod pga. at jeg fik nyt arbejde i Aarhus midtby. At tage bilen ind til Aarhus midtby er i dag et mareridt. At sidde i en bil på indfaldsvejene ind til Aarhus midtby i myldretrafikken, er én lang kø. Derudover koster det penge at parkere sin bil i Aarhus midtby. Offentlig transport mener jeg er for dyrt, og skulle gøres billigere. Derfor valgte jeg, at få en god cykel, og har nu cyklet frem og tilbage til arbejde i lidt over 2 år. 9,8 km hver vej, det meste af året. Jeg elsker at cykle forbi folk i deres biler, som sidder fast i en bilkø, og tænke, godt det ikke er mig, mens jeg får motion. 

Jeg har en almindelig cykel, men kan godt se det smarte i en el-cykel, men når man i 2011 kunne cykle til Paris med Team Rynkeby for at samle penge ind til kræftramte børn, kan man også godt cykle på arbejde på en almindelig cykel.

Så har jeg min hest. Den motionsform elsker jeg, og her glemmer jeg alt om tid, diabetes og er i nuet. Det er min hobby, men også en hobby som jeg går meget op i, og gerne vil blive bedre indenfor, og dygtiggøre mig. Jeg har et mål med min ridning, og det er at blive bedre og bedre indenfor dressur. Derfor stiller vi også op i små ridestævner, så vi har noget at træne op til.  

Jeg købte en hest, da jeg har redet som ung, og da mine 2 børn blev ældre gik det op for mig, at de ville få mindre behov for mig, jo ældre de blev. Jeg kender mig selv så godt, at jeg allerede på det tidspunkt for nu lidt over 4,5 år siden vidste, at der ville blive meget tomt i mit liv, når mine børn flyttede hjemmefra, og derfor havde jeg behov for noget andet at gå op i, udover mine børn. Derfor blev min mand og jeg enige om, og regnede lidt på vores økonomi, at der var plads til at købe en hest. Det skal lige siges, at det ikke er billigt at have en hest, og det var godt, at min mand ikke helt vidste, hvor mange penge det koster at have hest, så tror jeg ikke han havde sagt ja.    

Klubstævne i Åstrup. Mit første stævne efter jeg havde fået konstateret diabetes.

Ja, næste blog vil jeg komme ind på, hvordan min diabetes spiller ind på hvordan jeg motionerer.

Min arbejdsplads er flyttet tættere på mit hjem, hvilket betyder, at jeg nu kun skal cykle ca. 5 km til arbejde – vil dette have en betydning for mit blodsukkertal, det finder vi ud af ?

Arbejde og diabetes.

Hvidbjerg Strand med Mette og sin diabetes

Efter lidt refleksion i min sidste blog, vil jeg nu vende tilbage, og fortælle lidt om min hverdag, og hvordan det er at have diabetes, og passe et arbejde. Jeg vil lige skynde mig at fortælle, at min diabetes fylder meget lidt, når jeg er på arbejde.

Efter en kort sygemelding i forbindelse med, at jeg fik konstateret diabetes vendte jeg tilbage til mit arbejde. Jeg husker tydeligt den første dag, jeg var meget skrøbelig. Jeg havde lige fået konstateret en kronisk sygdom i form af type 1 diabetes, og havde svært ved at se pga. en sukkerhinde havde lagt sig på mine øjne.

Jeg havde aftalt med min arbejdsgiver, at jeg i starten skulle tage det stille og roligt. Jeg havde været åben over for min arbejdsgiver, og fortalt at jeg havde fået konstateret diabetes, og jeg i starten ville være noget sårbar. Vi havde aftalt, at det var helt i orden, at jeg i starten tog nogle pauser, idet jeg hurtig blev træt i hovedet pga. mit dårlige syn, hvor jeg brugte mange kræfter på bare at se. Da jeg var tilbage på arbejde var jeg fuldt raskmeldt, men var i starten ikke tilbage på mit normale niveau.

Mine kolleger har været super, men jeg har også været meget åben om min diabetes. De har kunnet spørge om alt, og jeg har svaret så godt som jeg har kunnet, jeg er jo også ny som diabetiker, og ved ikke alt. Jeg har ikke følt, at mine kolleger ikke har set anderledes på mig  fordi jeg har fået en kronisk sygdom. Jeg tror de indimellem har haft lidt ondt af mig, fordi type 1 diabetes er så kompliceret som den er, og man skal stikke sig selv.

Jeg husker tydeligt en episode på mit arbejde, hvor en af mine kolleger kom forbi, da jeg var ved at gøre mig klar til at stikke mig med insulin. Hun spurgte pænt, om hun måtte se hvordan jeg stak mig. Det havde jeg det fint med, og jeg fortalte hende hvad jeg gjorde, og hun så på mens jeg stak mig selv i maven med min insulin. Hendes kommentar var, ”det er godt nok en lille nål du stikker dig med”. Jeg har fået den mindste nål man kan stikke sig med, idet jeg har så svært ved at stikke mig selv.

Vesterhavet ved Hvidbjerg Strand med sin enorme kraft

Jeg sidder på stormandskontor, hvilket vil sige, at vi sidder flere mennesker på et kontor. De ved alle, at jeg har juice i mit skab hvis jeg får det dårligt med for lavt blodsukker. I starten gik jeg ud på toilettet, når jeg skulle tage min insulin, det gør jeg ikke længere. Mine kolleger ved, at jeg skal have min insulin før vi skal spise frokost. Det er helt naturligt for mig, når en kollega spørger, om vi skal til frokost, at sige: at jeg lige skal have min insulin først.

Jeg har også været til et møde, hvor de der var med til mødet, ikke var mine kolleger, og ikke vidste jeg havde diabetes. En af dem, der var med til mødet havde været sød at tage kage med, der er normalt ikke kage til sådan nogle møder. Jeg vil normalt ikke sige til sådan et møde, at jeg har diabetes. Men for ikke at gøre personen, som havde kage med, ked af det, ved ikke at tage et stykke, valgte jeg at fortælle, at jeg havde diabetes, og ikke havde min insulin med. Jeg kunne mærke på den person der havde taget kagen med, at hun var glad for, at jeg fortalte, hvorfor jeg ikke tog et stykke af kagen, og godt kunne forstå jeg ikke kunne tage et stykke, end hvis jeg bare havde sagt nej tak .

Ja, jeg tænker ikke over jeg har diabetes når jeg er på arbejde.

Ja, jeg har haft brug for juicen i skabet, men ikke mine kollegers hjælp.

Tager jeg fejl.

Jeg har valgt at stoppe op i min fortælling af min hverdag, og hvordan livet er som ny med diabetes, men den skal jeg nok komme tilbage til i min næste blog. Jeg har valgt at benytte denne blog til at reflektere over, hvad de sociale medier/nettet gør ved mig, både positivt og negativt, og om jeg tager helt fejl, når jeg gerne vil skrive om, at man godt kan leve et fint liv med diabetes. Nogen vil måske tænke, ja men du skriver jo selv på de sociale medier, og om nogle mindre flatterende emner omkring det at have diabetes. Og det er fuldstændig rigtigt.

Diabetes er en rigtig træls sygdom at have, men nu har jeg den, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Hvis jeg kunne spise og motionere mig ud af en type 1 diabetes havde jeg gjort det, men det kan jeg ikke. Jeg lever fortsat, og jeg vil fortsat gerne leve mit liv, som jeg gjorde tidligere, og det gør jeg næsten. Min mad har ændret sig, og jeg har nogle bekymringer, som jeg ikke havde tidligere, hvilket jeg vil komme ind på i nogle af mine senere blogs.

Da jeg lige havde fået diabetes, valgte jeg ikke at læse særlig meget om sygdommen på nettet. Jeg valgte at melde mig ind i Diabetesforeningen, men var også tæt på at melde mig ud igen, for der blev fortalt nogle barske historier om det at have diabetes og alle følgesygdommene. Selv reklamerne omhandlede følgesygdomme. I min indledning, som også var min første blog, fremhævede jeg også, at det var vigtigt, at disse historier bliver fortalt, men som ny diabetiker blev jeg rigtig bange. Jeg har været ved at tude, når jeg har siddet nede på Steno Diabetes Center Aarhus, og har set en person mangle noget af sit ben, og tænkt om dette var mit liv om nogle år.

Jeg har heldigvis fået nogle tilbagemeldinger, da jeg valgte at slå op på de sociale medier, at jeg har fået konstateret diabetes. For mig nogle vigtige tilbagemeldinger, at man kan have et godt liv med diabetes, samt at diabetes ikke fylder særlig meget i hverdagen. Det er de beskeder, der giver mig næring og tro på, at jeg også kan have et godt liv med diabetes. På Facebook følger jeg Liv Martine fra Nordjylland, som har vundet Den store Bagedyst på DR, og som har type 1 diabetes. Hun er et livsstykke.

Jeg følger også nogle andre med diabetes på Instagram, både danskere, men også diabetikere fra rundt omkring i verden. Jeg har lagt mærke til, at det er de samme problematikker der går igen, at det er problematisk at få styr på sit blodsukker.    

Det er meget vigtigt for mig, når jeg læser historier om diabetes på nettet, at holde fast i, at vi mennesker er forskellige, både fysiologisk og mentalt. Det er hvad der gør os mennesker spændende, for det ville være kedeligt hvis vi lignede hinanden. Det der virker for en diabetiker, virker nødvendigvis ikke for en anden diabetiker. Sådan er det jo for alle mennesker i alle henseender.

Der er sket meget i udviklingen af behandling af diabetes end de der fik diabetes i 70’erne og 80’erne. På Diabetesforeningens hjemmeside er der en artikel, som beskriver at færre får følgesygdomme https://diabetes.dk/aktuelt/medlemsblad/arkiv-over-medlemsblade/medlemsbladet-2019/september-2019/faerre-faar-foelgesygdomme.aspx.

Jeg vil ikke undvære de sociale medier/nettet. Hvis jeg ikke skrev denne blog – der skal jo laves lidt research – læste jeg kun positive ting om diabetes, men sådan er virkeligheden jo ikke.

Ja, jeg har et håb om, at min diabetes er til at tøjle, men det kan være at jeg kommer til at tage fejl, og må æde mine ord i mig igen, om at man kan have et godt liv med diabetes.

Ja, min diabeteslæge har fortalt mig, at med de fine blodsukkertal jeg kan fremvise, får jeg ingen problemer med følgesygdomme. Men der er jo ingen garantier.