Diabetes og udlandsrejse.

Min familie og jeg elsker at rejse, og i år havde jeg en følgesvend med på sommerferie i form af en ny-konstateret Type 1 diabetes.

Da jeg fik konstateret Type 1 diabetes den 1. maj 2019 havde min familie og jeg ikke bestemt, hvor vi skulle på sommerferie, idet vi afventede om vores ældste søn blev udtaget til VM i håndhold U-21, som skulle afholdes i Spanien. Året før havde vi bestilt ferie til Club La Santa på Lanzarote til hele familien, men han blev udtaget til EM i Slovenien for U-20 i håndbold og kunne derfor ikke tage med os. Vi ønskede i år at se ham spille håndbold, hvis han blev udtaget. Han blev ikke udtaget, men var omkring ungdomslandsholdet til det sidste, så vi havde ca. en måned til at planlægge hvor vi skulle på sommerferie.

Vi havde besluttet, at vi ville tage til Sydfrankrig hvis vi ikke skulle til Spanien og se vores ældste søn spille håndbold.

Hvis man havde spurgt mig efter jeg havde fået konstateret diabetes, hvor jeg helst ville holde ferie, ville jeg have sagt i et sommerhus i Danmark. Jeg husker tydeligt, at jeg var bange for om jeg kunne finde ud af passe på min diabetes i et andet land, hvor alt er ukendt. Og hvis jeg nu blev syg, hvad skulle jeg så gøre, jeg var langt væk fra et dansk hospital. Mine børn havde en forventning om, at vi skulle til udlandet i sommerferien, så mine bekymringer og ønsker blev holdt for mig selv. Og hvor er jeg glad for, at vi kom til udlandet i sommerferien.

Vi fandt en lille ferielejlighed på et hotel i Mougins, tæt på Cannes. Mougins har en ældre bydel, som bestemt er et besøg værd. Den ældre bydel har sin egen charme, med smukke og velrestaurerede huse, og blomster overalt. Den ældre bydel oser af kunst, bl.a. tilbragte Picasso de sidste 15 år af sit liv i byen. Derudover har byen været ramme om mange andre kendte som Christian Dior, Catherine Deneuve, Edith Piaf og mange flere. For mig en lille perle i Sydfrankrig.

Det er helt sikkert et besøg værd hos parfumefabrikken Molinard i Grasse, som er kendt som parfumens hovedstad.

Før vi tog mod Sydfrankrig, havde jeg gennemtænkt, hvad jeg skulle gøre hvis jeg blev syg i Sydfrankrig. Jeg vidste, at der var en lufthavn i Nice tæt på Mougins. Hvis det blev nødvendigt måtte min familie køre mig til lufthavnen i Nice, og jeg måtte tage det første og bedste fly til Jylland. Jeg måtte få nogen til at hente mig i lufthavnen og køre mig til Skejby Sygehus. Den nødplan gjorde, at jeg kunne tage på ferie med fred i sindet. Jeg ved ikke hvad jeg havde tænkt på, der kunne ske, men jeg var meget usikker på min diabetes i starten, og det gjorde mig tryg at have en plan. At jeg ikke havde styr på hvornår og om der gik et fly til Jylland, havde jeg ikke tænkt over.

Da vi tog på ferie var jeg begyndt at acceptere, at jeg havde diabetes. Men under ferien blev jeg frustreret over min diabetes, at jeg ikke bare kunne spise løs af de franske madvarer, som jeg tidligere havde gjort. Nu skulle der tælles kulhydrater, og tages insulin til, hvilket betød at jeg ikke spiste så meget, som jeg ville have gjort hvis jeg ikke havde diabetes.  Jeg fandt dog en madvare, hvor jeg ikke skulle tælle kulhydrater, og tage insulin til, fransk brie. Min søns kæreste og jeg skulle hver dag i vores ferie i det sydfranske prøve en ny brie.

Ja, det er første gang jeg er kommet hjem fra en ferie, som ikke var en sportsferie, og ikke havde taget på, og ikke skulle på slankekur som noget af det først efter endt ferie.

Ja, jeg havde købt en lille køletaske til min insulin, idet ferien gik til det Sydfranske.

Fortsættelse på diabetes – injektion

Jeg har valgt at følge op på min sidste blog, hvor jeg skrev om at tage insulin i det offentlige rum. Årsagen til dette er, at efter jeg havde skrevet min blog, blev et Jodel delt på Facebook. Jodel er et social medie med små opdateringer skrevet af anonyme personer. Jeg har spurgt folk, som læser Jodel, om disse opdateringer er rigtige oplevelser eller om historierne er opdigtede. Jeg har fået oplyst, at det er begge dele. Jeg læser ikke selv Jodel, men denne opdatering havde fanget nogens opmærksomhed og delt den på Facebook, og der fangede den min opmærksomhed, idet jeg havde skrevet om problematikken på min blog, at stikke sig selv med en insulinpen i det offentlige rum.

Jeg vil gerne sprede budskabet om, at der findes livsvigtig insulin i denne injektionspen

Som skrevet ved jeg ikke om opdateringen på Jodel er en rigtig oplevelse:

”Jeg har diabetes og blev nødt til at injicere insulin i mig akut mens jeg sad i letbanen. – Kvinden bag mig ”undskyld men kan du ikke finde et andet sted at skyde heroin”  

Men delingen på Facebook af opdateringen fra Jodel havde fået andre til at skrive om lignende episoder fra deres liv.  Jeg vil selv blive ked af det, hvis en person sagde til mig, om jeg ikke kunne tage min insulin et andet sted, eller tro jeg var i gang med at tage stoffer.

Jeg tænker, at det handler meget om uvidenhed omkring diabetes, når en person siger, om man ikke vil tage stoffer et andet sted. Jeg vidste ikke selv noget om diabetes før jeg selv fik sygdommen. Jeg tror selv, at jeg havde kigget noget, hvis jeg havde set en person give sig selv insulin i maven, stikke en nål ind i maven med en insulinpen, som jeg gør, når jeg skal spise. Eller som jeg har læst andre gør, i armen eller i låret. Jeg vil også være ked af det, hvis jeg troede der blev taget stoffer foran mine børn.

Det er ikke stoffer vi diabetikere tager, men insulin så vi kan leve og spise, og min holdning er, at selvfølgelig skal man kunne tage insulin i det offentlige rum – det kan jeg ikke se noget forkert i. Er det forkert at have en ring i næsen, eller have brunt hår? Jeg ved godt, at jeg sætter det lidt på spidsen, men jeg er diabetiker og for at kunne spise, skal jeg have insulin. Jeg ville helst tage en lille pille, men sådan fungerer insulin ikke, for mange af os med Type 1 diabetes bliver nødt til at tage insulin med en insulinpen.

Hvis jeg kunne ønske, vil jeg gerne have at Diabetesforeningen var lidt mere oplysende og proaktiv i forhold til den danske befolkning omkring Type 1 diabetes. Før jeg fik konstateret diabetes, vidste jeg en hel del om Type 2 diabetes, og næsten ikke noget om Type 1 diabetes. Det jeg vidste om Type 1 diabetes var, at man ikke måtte spise sukker og skulle stikke sig, og jeg tog kæmpe fejl i forhold til, hvad man som diabetiker må spise.

Diabetesforeningen har en god og informativ hjemmeside, men jeg tror de færreste der ikke har diabetes går ind og læser på Diabetesforeningens hjemmeside. Hvordan skal den danske befolkning, der ikke har diabetes eller ikke kender en med diabetes vide, at en diabetiker som mig bliver nødt til at tage insulin med en insulinpen hver gang jeg skal spise, bare et lille æble bliver jeg nødt til at tage insulin.   

Ja, lige nu stiger andelen af folk med Type 1 diabetes, og vi bliver flere og flere der skal stikke os med en insulinpen, så det vil være rart ikke at blive mødt med, at folk tror vi tager stoffer, for det gør vi bestemt ikke. https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/flere-danskere-faar-livsfarlig-diabetes-og-forskerne-aner-ikke-hvorfor

Diabetes – injektion.

Idet jeg har Type 1 – diabetes, er behandling med insulin livsnødvendig. Behandlingen med insulin prøver at efterligne den normale bugspytkirtels funktion.

Som jeg flere gang har beskrevet i de forskellige blogindlæg, er injektion med min insulinpen ikke min stærke side, men det går, fordi jeg skal – hvis jeg ønsker at leve et forholdsvis normalt liv.

Jeg stikker mig med en basal insulin hver aften kl. 22 – den skal jeg tage for at holde niveauet stabilt i løbet af 24 timer. For at huske at tage min basal insulin hver aften bliver jeg nødt til at sætte min alarm til på telefonen, ellers kommer jeg nemt til at glemme at tage den – har endnu ikke glemt at tage min basal insulin, men kender min egne svagheder.

Når jeg skal tage mit blodsukkertal, stikker jeg mig selv i siden af fingeren, det gør ikke så ondt som hvis det er i blommen på fingeren.

Jeg har det med at falde i søvn på sofaen, eller  komme godt i gang med et projekt i hjemmet, hvor jeg glemmer alt andet. Min basal insulin tager jeg i låret. Og nej, jeg kan ikke stikke mig hvor jeg har lyst til i låret. Jeg kan stikke mig fra pressefold til sidesøm, en håndsbredde over knæet og helt op til lysken. Jeg må ikke stikke mig det samme sted, for så kan jeg få insulinknuder, og de ser hverken pæne eller rare ud, så hver gang jeg har stukket mig sætter jeg en lille ring med en kuglepen omkring det sted, hvor jeg har stukket mig. Disse kuglepensringe er ikke nemme at have, idet de forsvinder når jeg sveder eller er i bad, men jeg prøver.

Derudover tager jeg hurtigvirkende insulin til mine måltider, som indeholder kulhydrater. Her stikker jeg mig i maven. Der har jeg også mit eget lille system. Jeg starter fra den ene side af maven, og arbejder mig over mod den modsatte siden af maven, først under navlen, derefter over navlen, også ved hjælp af små kuglepensringe. Jeg har aldrig tidligere været glad for fedt på maven, men hvor er det rart at stikke i. Noget tyndt hud uden særlig meget fedt kan godt gøre ondt, og være svært at stikke i. 

Jeg valgte hurtigt, at jeg ikke ville være flov over at stikke mig i det offentlig rum, selvom det kan være svært. Når jeg er ude at spise med min familie, venner eller kolleger stikker jeg mig med min insulinpen ved bordet. Dette gør jeg, idet jeg ikke ved hvor mange kulhydrater der helt er, når jeg bestiller mad, og først kan se hvor meget insulin jeg skal have, når jeg ser maden på tallerken. Derudover vil jeg gerne have varm mad hvis det er det jeg har bestilt, og derudover føler jeg, at det bliver lidt snusket, at stå at stikke sig på et offentligt toilet, hvilket jeg har gjort. Indtil nu har alle taget det pænt.

Jeg huske tydeligt en episode fra i sommer på Aarhus Streetfood, hvor min yngste søn og jeg var nede at spise aftensmad. Vejret var dejligt og vi sad ude. Hvis I ikke kender Aarhus Streetfood sidder man ved langborde og på bænke, side om side med folk man ikke kender, man sidder tæt. Folk omkring en kan næste ikke undgå at se, hvad man laver. Der var en ung kvinde, som sad skråt overfor mig – hun så, at jeg tog insulin. Da jeg var færdig og havde pakket min insulinpen væk, smilede hun pænt til mig.

Jeg har fundet ud af, at bukser eller en nederdel er det nemmeste når man er ude at spise, og skal stikke sig med insulinpen. Jeg har hørt, at nogle stikker igennem tøj, men det har jeg for små nåle til på min insulinpen. Med bukser eller nederdel kan man lige tage ud i kanten og stikke sig, og folk får næsten ikke noget bar hud at se.

Ja, jeg tænker over, hvad andre tænker, når jeg stikker mig med min insulinpen i det offentlige rum, men det bliver jeg nødt til at komme over. Men jeg tænker over, og jeg ved ikke om det kun er noget der rumsterer i mit hoved, om det er offentlig acceptabelt at tage medicin offentligt. Hver gang jeg sidder på en café eller en restaurant tænker jeg over, om en tjener kan finde på at komme over til mig og sige, at det ikke er acceptabelt, at jeg giver mig selv en injektion med insulin.

Ja, jeg har siddet på restauranter i Sydfrankrig og taget insulin, som om det var mest normale i verden!

Diabetes – kost.

Type 1 diabetes opstår, når de insulinproducerende celler (betaceller) i bugspytkirtlen gradvis går til grunde, hvorved produktionen af insulin ophører. Insulin er et livsnødvendigt hormon, der hjælper med at omsætte den mad, man spiser, til energi i kroppen. Det vil sige, at jeg skal få den insulin, som jeg tager via min insulinsprøjte, til at passe med den mad, som jeg spiser, så jeg ikke får for højt blodsukkertal eller går i insulinchok.

Min favoritkage fra Lagkagehuset. Når jeg spiser sødt skal det også være godt. Dette er ikke en reklame for Lagkagehuset, men min virkelighed.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg må spise alt, men jeg skal blot tage passende insulin til den mad, som jeg spiser. Årsagen til, at jeg har skrevet, at jeg må spise alt med fed skrift er, at min oplevelse er, at der fortsat er en uvidenhed omkring, hvad folk med Type 1 diabetes må spise. Jeg er flere gange, af velmenende mennesker blevet fortalt, hvad jeg må spise og ikke må spise, og at jeg skal undgå sukker.

Heldigvis er der sket en udvikling, og der er kommet ny viden til. Da jeg var barn voksede jeg op med en bedstemor, som havde Type 2 diabetes, eller som det hed dengang – gammelmandssukkersyge (en diagnose som jeg i dag stiller spørgsmålstegn ved – havde min bedstemor Type 2 diabetes, eller havde hun Type 1 diabetes som jeg har ? Dette vil jeg komme ind på i en anden blog).

Jeg husker, at min mor købte chokolade uden sukker til min bedstemor, og som jeg sneg mig til at spise, men blev slemt skuffet, for det smagte ikke godt. Min mor bagte også kager uden sukker, men fyldt med mel som er kulhydrater, som får ens blodsukkertal til at stige, men man vidste ikke bedre på det tidspunkt.

Der er heldigvis kommet ny viden og medicin til, så jeg kan spise som alle andre – jeg skal dog følge Sundhedsstyrelsens kostråd, som alle andre.

Min kost har ændret sig siden jeg fik konstateret diabetes. Jeg har skåret meget ned på mit indtag af kulhydrater i dagligdagen. Når jeg er i byen, eller er inviteret hjem til venner, spiser jeg det, der bliver serveret, også dessert. Jeg vil være ked af, hvis der skal tages hensyn til mig pga. min diabetes.

Et måltid, jeg har valgt ikke at ændre på, er min morgenmad, som består af 3 dl. havregryn, 20 g rosiner, ca. 50 g mandler og mælk. En morgenmad fyldt med kulhydrater. Jeg er en person, som ikke kan leve uden morgenmad, og for mig er morgenmad det vigtigste måltid på dagen, og jeg elsker havregryn. Morgenmåltidet er også det måltid hvor jeg tager den højeste dosis insulin. Mit morgenmåltid er målt op, idet det er fyldt med kulhydrater, og jeg skal sikre at få passende insulin til dette måltid.

En morgenmad jeg har spist i mange år, og som giver mig en god start på dagen. Havregryn, mandler og rosiner.

Jeg spiser meget lidt brød, udover de 2 skiver rugbrød, som jeg får til frokost sammen med gulerodstave, agurker og rød peber. 

Som mellemmåltid spiser jeg ost og mandler, idet der er meget lidt kulhydrater i ost og mandler, og de madvarer behøver jeg ikke at tage insulin til, som jeg gør til de tre hovedmåltider.

Tidligere spiste jeg gerne brød når jeg kom hjem fra arbejde. Nu får jeg ost og mandler som er lav på kulhydrater.

Til aftensmåltidet undgår jeg gerne kartofler, pasta og ris, og spiser gerne nogle grønsager stegt på en pande sammen med noget fisk eller kød. Hvis min mand laver boller i karry, siger jeg ikke nej, men tager kun lidt ris til.

Nem og sund aftensmad, som kan peppes op med lidt soya, ingefær og hvidløg. En ret man kan lave med mange forskellige grøntsager. Jeg bliver mæt af denne aftensmad, og går ikke sulten i seng.

Mit slikforbrug er næsten på 0, tidligere spiste vi gerne slik om fredagen, og lidt i løbet af ugen. Dette gør vi ikke længere. Jeg tror fortsat, at min mand spiser noget slik i sin bil, uden at han vil indrømme det. Jeg finder en gang imellem slikpapir i hans bil.

Jeg har sat mit indtag af kulhydrater ned, da tanken om at tage insulin fortsat er svær, og idet jeg gerne vil undgå at tage for meget insulin. Derudover har jeg i dag ikke svært ved at sige nej til mad med kulhydrater og slik, idet jeg fortsat har svært ved at stikke mig med min insulinpen. Jeg vil hellere undvære slik end at stikke mig selv med en nål.

Det gode, der er kommet ud af at have fået konstateret diabetes er, at min familie og jeg er begyndt at spise sundere, hvilket jeg kan mærke på min krop. Jeg får ikke længere ondt i maven, fordi jeg har spist for meget, i form af kulhydrater via hvidt brød, pasta og slik.

Ja, jeg spiser fortsat kage. Jeg køber ofte en kage i weekenden. Jeg elsker kage, og kage vil jeg nødigt undvære. Jeg kan ikke længere spise uhæmmet mængder af kage, idet jeg kun vil stikke mig én gang for at spise kage, og jeg tager kun insulin til ét stykke kage.

Ja, det er utroligt, at der skal en diabetes til og en nål, før jeg kan holde mig væk fra slik. Jeg kan fortsat godt spise et stykke slik uden at tage insulin, men ikke en hel pose som jeg tidligere nemt kunne spise.