Julen står for døren.

Vi er nu halvvejs igennem december, julen er lige rundt om hjørnet, og jeg har snart juleferie, hvilket jeg glæder mig til. Jeg er ikke kommet i gang med at købe julegaver endnu, men regner med at få styr på det inden juleaften. Nogle år har jeg haft styr på alle julegaverne i november måned, andre år har jeg løbet rundt i Magasin den 23. december hen under aftenen med nogle få andre, der også var ude at købe julegaver.

3. søndag i advent.

Det jeg også glæder mig til her i december har ikke noget med julen at gøre, men at dagene begynder at være længere. Jeg har ikke noget mod den mørke tid, for mig er den hyggelig, men jeg er mere træt i den mørke tid, og jeg når ikke alt det, jeg gerne vil, føler lidt mine dage bliver komprimerede. Jeg vil gerne nå så meget, mens der er lyst, men det er svært, når man tager på arbejde når det er mørkt, og kommer hjem når det er mørkt.

I sidste weekend havde den vej jeg bor på, den traditionsrige ”Tour de Julebesøg”, som har stået på i ca. 10 år. En god måde at få hilst på sine naboer og få sagt god jul. Jeg bor på en lille stikvej med 11 parcelhuse. Alle huse er med, men engang imellem er der et enkelt afbud pga. andre familiearrangementer. Fremgangsmåden er, at der i god tid bliver meldt to datoer ud, hvor man melder ind, hvilken dato der passer en bedst. I år var vi 9 huse med i ”Tour de Julebesøg”. Der bliver lagt en fin plan, og en tidsplan, hvornår vi skal besøge de forskellige huse. Hvert besøg er af 45 minutters varighed. Man få lidt at drikke og lidt at spise hvert sted. Det er rigtigt hyggeligt, og man får talt med næsten alle sine naboer, idet man flytter sig og ikke er bænket om et bord en hel dag.

I år var jeg lidt spændt på ”Tour de Julebesøg” og hvordan det skulle gå med min diabetes, og om jeg kunne finde ud af at småspise ud over en hel dag og få insulin. Det gik, jeg fik noget at spise, og tog ingen insulin. De sidste par år, er der blevet serveret det samme at spise i hvert enkelt hus, som året før, på nær et enkelt år, hvor alle uden at have talt sammen havde tænkt, at der blev serveret alt for meget mad på sådan en dag, og alle havde valgt kun at servere noget at drikke. Folk blev meget beruset det år, og var meget sultne. Året efter var der lidt at spise igen i samtlige huse.

Derfor havde jeg en ide om, at mine naboer serverede ost og lækker pølse, og at der senere bliver serveret hotdogs hos en nabo længere nede af vejen. Derudover valgte jeg ikke at drikke alkohol, men te og sukkerfri sodavand. Jeg ved, at jeg ikke behøver insulin til ost og pølse. Da vi kom til hotdogs, valgte jeg ikke at tage brødet, hvilket betød, at jeg ikke havde behov for insulin. Jeg tog mit blodsukker løbende gennem dagen, og mit blodsukker var perfekt. Jeg havde min insulin med, hvis jeg fik lyst til den hjemmelavede julekringle eller æbleskiver. Jeg har tidligere måtte gå tidligere hjem fra ”Tour de Julebesøg”, fordi jeg havde så ondt i maven fordi jeg havde spist for meget, dette var ikke aktuelt i år.

Julesmåkager. Er prøvesmagt idet mit blodsukker var for lavt, 3,8. To julesmåkager, så var blodsukkeret fint igen.

En del af mine naboer er jeg også venner med på Facebook, så de vidste godt jeg har diabetes. Men der er også nogle af mine naboer, som jeg ikke er venner med på Facebook, så det var nyt for dem, at jeg havde fået konstateret diabetes.  Det fik vi talt lidt om, ikke at det fyldte dagen, så spændende er diabetes heller ikke. Min søde nabo er praktiserende læge, og vi kom også til at drøfte forskellen på Type 1 og Type 2 diabetes.  Jeg fortalte, at min bedstemor havde Type 2 diabetes. Min nabo oplyste, at Type 1 og Type 2 diabetes ikke hænger sammen, og jeg har ikke fået Type 1 diabetes fordi min bedstemor havde Type 2 diabetes. Jeg har selv tænkt tanken, at jeg ikke kan forstå, at de to sygdomme skal have det samme navn udover tallet, idet folk nemt forveksler de to sygdomme. 

Hvis jeg blev spurgt, kunne jeg godt tænke mig, at Type 1 og Type 2 diabetes havde forskellige navne, da jeg ser de to sygdomme som meget forskellige.

Min blog går nu på juleferie, og jeg ønsker alle en Glædelig Jul og Godt Nytår. Bloggen starter op i det nye år igen, men man kan fortsat følge mig på Facebook og Instagram.

Diabetes – mine børn.

Som jeg skrev i mit sidste blogindlæg, går dagene, ugerne, månederne og årene alt for stærkt. Jeg har en voksen søn på 21 år, og en anden søn der er på vej til at blive voksen. Jeg husker tydeligt da de kom til verden, ikke som i går, men tæt på. Jeg plejer at sige til de jeg kender der får børn, nyd dem, for før man får set sig om er de flyttet hjemmefra.

Mine to drenge.

Min ældste søn er flyttet hjemmefra. Han flyttede en måned efter jeg fik konstateret diabetes. At han skulle flytte hjemmefra den 1. juni 2019 var planlagt lang tid før jeg fik konstateret diabetes.  For min skyld måtte min søn gerne blive boende hjemme nogle år endnu. Men han var klar til at flytte hjemmefra, og jeg kan godt forstå, at han ville stå på egne ben og have sin egen lejlighed. Men der faldt nogle tårer, da han bar sin seng ud af vores hus, for den var symbolet på, at nu var han flyttet hjemmefra.

Jeg vidste, at den dag ville komme, at den ældste flyttede hjemmefra, og om nogle år den yngste, og jeg har været i gang med at forberede mig på de dage gennem flere år, for mine børn betyder utroligt meget for mig. Jeg har hele tiden vidst, at det ville blive svært for mig, at de flyttede hjemmefra.  Jeg valgte derfor for nogle år siden at genoptage en sport/fritidsinteresse for at have noget at gå op i og bruge tiden på, når mine børn ikke længere havde behov for mig på samme måde, som da de var små. Derfor valgte min mand og jeg for 4 ½ år siden at købe en hest. Min mand er bange for heste, så det er min hest. Når man er en familie skal man være enig om at købe en hest, da det ikke er billigt at have hest. Derudover går der mange timer med træning og pasning af en hest.

Den nat jeg lå på hospitalet, og hvor jeg om dagen havde fået oplyst, at jeg havde diabetes, gik der mange tanker gennem mit hoved. Det der fyldte mest i mit hoved var, at mine børn også en dag kunne blive syge med en alvorlig sygdom, hvilket jeg håber, ikke sker, men jeg har også erfaret gennem mit 46-årige liv, at der ingen garantier er. Hvordan ville jeg gerne have mine børn skulle tackle en alvorlig sygdom. Jeg ville gerne have, at de fortsat havde et godt liv, og kunne se positivt på fremtiden. Hvis mit ønske for dem var et godt liv med en masse positive ting, havde jeg ansvaret for at vise dem, at man trods en rigtig træls sygdom kan leve et fornuftigt liv.

Den måde jeg har valgt at tackle min diabetes, og få det bedste ud af det, handler om, at jeg vil have et godt liv, samt vise mine børn, at man med en alvorlig kronisk sygdom kan leve et fornuftigt liv, og fortsat have ønsker for fremtiden.

Fordi jeg har diabetes, er det ikke ensbetydende med, at mine børn får diabetes. Man ved endnu ikke, hvorfor folk får Type 1 diabetes. Forskerne har mange forskellige hypoteser, men de har ikke en forklaring på, hvorfor nogle rammes og andre ikke. Min yngste søn har spurgt ind til, hvad chancen er for at han også får diabetes. Til dette har jeg svaret, at han skal være glad for, at det er hans mor der har fået diabetes og ikke hans far, da chancen for at han også får diabetes er noget mindre ved, at det er hans mor der har fået diabetes.  Risikoen er 2 % modsat hvis det var hans far der havde fået konstateret diabetes ville risikoen være 5 %. Risikoen for at en person, der ikke har diabetes i familien, udvikler Type 1 diabetes, er til sammenligning 0,4%. Det jeg også plejer at sige er, at jeg har taget en for holdet.

Ja, diabetes kan ramme alle og har ramt vores lille familie og sygdommen er kommet til at fylde en del, og mine børn tænker også over, om sygdommen kan ramme dem.

Diabetes – Jul.

Jeg ved ikke om det har noget med min alder, men dagene, ugerne og månederne går utroligt stærkt, og jeg føler næsten, at vi lige har haft jul. Et år siden hvor jeg virkelig begyndte at mærke, at der var noget galt, men ikke mente det var noget alvorligt. Et år siden hvor jeg spiste alt og ikke tænkte over, hvad jeg spiste.

Jeg elsker risalamande, og det ændre en type 1 diabetes ikke på.

Selvom jeg fik konstateret Type 1 diabetes den 1. maj 2019, er jeg godt klar over i dag, at jeg også havde diabetes julen 2018. Derfor går jeg også ind i december og julen 2019 med en underlig følelse. Jeg elsker julen, og det ændrer en Type 1 diabetes ikke på.

Julen 2018 holdt min familie og jeg med min store svigerfamilie i Sverige, Idre Fjäll. Julen blev kombineret med en skiferie. Vi stod alle på ski undtagen min ældste søn og min svigerfar, idet min søn spiller håndbold, og ikke skulle komme til skade, og min svigerfar idet han var bange for at brække et ben. En hyggelig måde at holde jul på.

Det jeg husker julen 2018 for, var en hyggelig jul, med en masse sne. En jul, hvor vi også fik os rørt, hvor vi ikke kun sad ved et bord og spiste en masse mad. Jeg husker også julen 2018 som en jul, hvor jeg kunne spise en masse uden at tage på, en jul med problemer med svamp, og hvor jeg stod op om natten og drak saftevand. En jul, hvor jeg ikke kunne slukke min tørst, og havde problemer med mundtørhed. Jeg husker tydeligt, da vi var på vej hjem fra Idre Fjäll og var på vej igennem Sverige. Vi holdt et stop på en McDonalds for at vi kunne få lidt at spise. Jeg var ikke sulten, men tørstig. Min mand havde købt en lille Fanta til mig, og på det tidspunkt var jeg allerede begyndt at få en craving for alt med appelsin. Jeg fik drukket min Fanta meget hurtigt, og ville købe en ny – dette kunne min mand ikke forstå, idet han jo lige havde købt en Fanta til mig og blev lidt småsur. Jeg fik købt mig en stor Fanta, men den holdt ikke længe.

Jeg savner ikke symptomerne på diabetes, udover at kunne spise uden at tage på. Derfor er det også en underlig følelse, at jeg var syg julen 2018, dog uden at vide hvor alvorligt det var, og jeg spiste alt. Julen 2019 har jeg diagnosen Type 1 diabetes, og skal tænke over, hvad jeg spiser i forhold til hvor meget insulin jeg skal tage. 

Nogle gange er jeg ved at glemme, at jeg har diabetes, f.eks. gav mine kolleger kage og chokolade på arbejde til hele afdelingen. Jeg ved, at jeg kan tage et lille stykke chokolade uden at skulle tage insulin, men når man er i godt selskab og snakken går, kan jeg nemt glemme at jeg har diabetes. Jeg var ved at tage to stykker chokolade, idet det fortsat ligger i mig, at jeg tidligere har været vant til at spise det jeg har haft lyst til, dog at jeg skulle passe på min vægt. Det er bl.a. i disse situationer, at jeg bliver frustreret over at jeg har diabetes, at jeg ikke bare kan spise uden at skulle tænke på insulin. Jeg får det dog hurtigt vendt til, at så tager jeg ikke de gram på i vægt.

Jeg er sikker på, at december og julen 2019 bliver hyggelig og julet, som den skal og som jeg holder af. Jeg har dog ikke fået en Summerbird julekalender som jeg har fået de tidligere år af min mand pga. min diabetes.

Nej, jeg kommer ikke til at indtage ligeså meget Summerbird chokolade som jeg har gjort de tidligere december måneder og juledage. De sidste par år har jeg ikke selv lavet konfekt, men har købt for flere 100 kr. Summerbird chokolade til min familie i juledagene. Og jeg er den der har spist det meste af chokoladen.