Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg ikke har fået nyt arbejde. Men det fylder hos mig, hvordan jeg lige forholder mig til en ny arbejdsgiver og min diabetes.
Jeg har et godt arbejde, jeg har nogle søde kolleger og en sød leder. Mit arbejde er forholdsvis tæt på hvor jeg bor, så jeg bruger ikke meget tid i transport for at komme på arbejde.
Jeg har været ansat hos den samme arbejdsgiver i 19 år, ikke i det samme arbejde. Jeg har siddet i flere forskellige afdelinger med forskellige arbejdsopgaver og ledere. I de 19 år har jeg også været med til flere omorganiseringer og nye tiltag og love, så arbejdet har aldrig været det samme særligt længe.
Jeg har for sjov sagt til min afdelingsleder, at jeg er for ung til at skulle holde 25 års jubilæum, hvilket jeg har om 6 år, og som årene løber af sted, er de 6 år snart gået. Jeg ved godt, at sådan noget siger man ikke til sin afdelingsleder, hvis man ønsker udvikling. Men jeg kunne godt tænke mig, inden jeg rammer de 25 år hos min nuværende arbejdsgiver, at prøve noget andet på arbejdsmarkedet.
Der er også noget trygt ved min nuværende arbejdsgiver. Min arbejdsplads kender mig både før jeg fik konstateret diabetes, og nu hvor jeg lever med diabetes. Jeg tror ikke min afdelingsleder tænker over, at jeg har diabetes, hvilket man heller ikke kan mærke på mig udover at jeg tager insulin til min mad. På min arbejdsplads sidder vi flere personer på et kontor. Der er meget få enmandskontorer, men der er nogle. Et af disse enmandskontorer blev ledigt. Jeg spurgte min afdelingsleder, om det var muligt at få dette enmandskontor. Jeg fik oplyst, at det var til de personer som havde en sygdom og nogle særlig hensyn. Jeg sagde til min afdelingsleder i en sjov tone, at jeg jo havde diabetes, om dette ikke var en acceptabel grund, hvilket jeg godt kunne se på ham, at det ikke var.
Det der fylder meget hos mig i forbindelse med at skulle søge et nyt arbejde er, hvornår man fortæller en ny arbejdsgiver, at man har diabetes, og om man gør det. Nu er jeg meget åben om min diabetes, og jeg ser ikke mig selv som syg, men det fylder fortsat meget hos mig, hvad en ny arbejdsgiver tænker om diabetes. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil fortælle det til en jobsamtale, hvorfor skulle jeg gøre det. Det er fremmede mennesker, og det kan være jeg aldrig ser dem igen, hvis jeg ikke får jobbet. Derudover vil jeg fravælges på min faglighed og ikke pga. diabetes.
Juridisk set er man ikke forpligtet til at fortælle sin arbejdsgiver, at man har diabetes, medmindre sygdommen har betydning for om man kan varetage arbejdsopgaverne.
Min diabetes skal ikke holde mig fra at søge et nyt arbejde, og jeg er også af den overbevisning, at det er hos mig selv, at problematikken fylder mest, hvad andre tænker i forhold til, at jeg har diabetes. Jeg ville ikke selv tænke over hvis en blev ansat med diabetes, eller en anden sygdom. Der hvor diabetes bliver synligt for andre er, når jeg måler blodsukker og tager insulin, det kan godt se lidt voldsomt ud når jeg skal stikke mig i maven med en nål. Der kunne jeg godt have brugt en lille pille, så var der ingen der ville lægge mærke til, at jeg har en autoimmun sygdom som Type 1 diabetes er.
Ja, med mit blogindlæg i dag, finder jeg nok ud af om min afdelingsleder læser med på min blog. Emnet fylder meget hos mig, og jeg tænker det var for vigtigt ikke at skrive om, da jeg nok ikke er den eneste der har lidt af de samme tanker/bekymringer.