Famle sig frem i blinde.

Efter et par dage hjemme og på insulin, blev mit syn dårligere og dårligere. På dag 4 som var en søndag, begyndte mit syn langsomt at forsvinde, folks ansigter begyndte at blive utydelige, så jeg havde svært ved at se folks øjne. Det føltes meget mærkeligt, og jeg var lidt usikker på hvad der skete. Jeg husker, at jeg sagde til min mand, at jeg hellere måtte komme til optiker, og jeg var begyndt at få aldersbetinget syn. Jeg har altid haft læsebriller/ skærmbriller, men har aldrig tidligere haft problemer med at se.

Dagen efter om mandagen var mit syn blevet endnu dårligere, og jeg kunne ikke se tastaturet på min mobiltelefon eller læse beskeder på min telefon. 2 dage tidligere havde jeg uden problemer sendt SMS beskeder. Jeg havde bl.a. sendt en SMS besked til nogle veninder, som jeg havde en cafeaftale med weekenden efter. Café-besøget var aftalt længe før jeg fik konstateret diabetes. Jeg ville fortælle dem, at jeg havde fået konstateret Type 1 diabetes, før vi mødtes på caféen. For mig har det været vigtigt, at holde fast i normaliteten, og ikke melde afbud pga. diabetes, selvom jeg nogle gange har haft lyst, især i starten hvor jeg slet ikke havde styr på mit blodsukker, hvor det hele var nyt.

Jeg husker tydeligt den mandag, hvor det gik op for mig, at der var noget helt galt med mit syn, og mit dårlige syn ikke var aldersbetinget. Jeg blev frustreret, bange og ked af det. Jeg var bange for, at mit syn skulle forsvinde. Jeg kunne slet ikke se mig ud af det. Jeg havde lige fået konstateret diabetes, skulle lære at stikke mig selv, så jeg kunne få min medicin, og hvordan skulle jeg det, hvis jeg ikke kunne se. Der trillede tårer ned af mine kinder, hvilket betød at tårerne gjorde noget ved mine øjne, og kortvarigt kunne jeg se igen. Jeg blev overbevist om, at jeg fortsat havde mit syn, men der var et eller andet galt med mine øjne.

Jeg havde en aftale med diabetessygeplejersken samme dag, hvilket betød jeg ikke ringede til min læge. Jeg husker tydeligt, at det første jeg sagde til diabetessygeplejersken var, at jeg ikke kunne se. Jeg havde taget min cykel til Aarhus Universitetshospital Skejby Sygehus, idet jeg ikke kunne se til at køre bil.

Diabetessygeplejersken fortalte, at der havde lagt sig en sukkerhinde på mine øjne, idet min krop over en længere periode havde været uden sukker, og denne hinde på mine øjne ville forsvinde igen efter ca. 4 uger. Jeg husker, at diabetessygeplejersken ved mine tidligere aftaler havde fortalt, at min krop nok ville reagere på, at den blev normaliseret igen, men jeg troede ikke, at dette betød at jeg ville få stærkt nedsat syn.

Jeg fik fortalt, at der ikke kunne gøres noget ved det, og at jeg de næste 4 uger blev nødt til at hutle mig igennem mit liv, til mit syn blev bedre. Jeg tog på apoteket og købte et par stærke læsebriller, så jeg kunne se lidt. Jeg blev svimmel af de stærke læsebriller, så det var ikke noget, som jeg kunne holde ud at have på i længere tid, eller når jeg gik.  

Mit nedsatte syn fyldte meget mens det stod på, hvilket betød, at jeg havde svært ved at tænke på andet, også at jeg havde fået konstateret diabetes, selvom tingene hænger sammen. Mit nedsatte syn gjorde min dagligdag mere besværlig end min diabetes.

Ja, jeg kom på café 11 dage efter jeg fik konstateret diabetes – med diabetes og et dårligt syn. Det dårlige syn betød, at jeg havde svært ved at se den mad jeg spiste. Men jeg var glad for at jeg kom af sted, og det var hyggeligt.

Ja, jeg har fået mit syn tilbage, og har været ved øjenlæge. Jeg har ingen diabetesforandringer på mine øjne, og har et fint syn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *