Arbejde og diabetes.

Hvidbjerg Strand med Mette og sin diabetes

Efter lidt refleksion i min sidste blog, vil jeg nu vende tilbage, og fortælle lidt om min hverdag, og hvordan det er at have diabetes, og passe et arbejde. Jeg vil lige skynde mig at fortælle, at min diabetes fylder meget lidt, når jeg er på arbejde.

Efter en kort sygemelding i forbindelse med, at jeg fik konstateret diabetes vendte jeg tilbage til mit arbejde. Jeg husker tydeligt den første dag, jeg var meget skrøbelig. Jeg havde lige fået konstateret en kronisk sygdom i form af type 1 diabetes, og havde svært ved at se pga. en sukkerhinde havde lagt sig på mine øjne.

Jeg havde aftalt med min arbejdsgiver, at jeg i starten skulle tage det stille og roligt. Jeg havde været åben over for min arbejdsgiver, og fortalt at jeg havde fået konstateret diabetes, og jeg i starten ville være noget sårbar. Vi havde aftalt, at det var helt i orden, at jeg i starten tog nogle pauser, idet jeg hurtig blev træt i hovedet pga. mit dårlige syn, hvor jeg brugte mange kræfter på bare at se. Da jeg var tilbage på arbejde var jeg fuldt raskmeldt, men var i starten ikke tilbage på mit normale niveau.

Mine kolleger har været super, men jeg har også været meget åben om min diabetes. De har kunnet spørge om alt, og jeg har svaret så godt som jeg har kunnet, jeg er jo også ny som diabetiker, og ved ikke alt. Jeg har ikke følt, at mine kolleger ikke har set anderledes på mig  fordi jeg har fået en kronisk sygdom. Jeg tror de indimellem har haft lidt ondt af mig, fordi type 1 diabetes er så kompliceret som den er, og man skal stikke sig selv.

Jeg husker tydeligt en episode på mit arbejde, hvor en af mine kolleger kom forbi, da jeg var ved at gøre mig klar til at stikke mig med insulin. Hun spurgte pænt, om hun måtte se hvordan jeg stak mig. Det havde jeg det fint med, og jeg fortalte hende hvad jeg gjorde, og hun så på mens jeg stak mig selv i maven med min insulin. Hendes kommentar var, ”det er godt nok en lille nål du stikker dig med”. Jeg har fået den mindste nål man kan stikke sig med, idet jeg har så svært ved at stikke mig selv.

Vesterhavet ved Hvidbjerg Strand med sin enorme kraft

Jeg sidder på stormandskontor, hvilket vil sige, at vi sidder flere mennesker på et kontor. De ved alle, at jeg har juice i mit skab hvis jeg får det dårligt med for lavt blodsukker. I starten gik jeg ud på toilettet, når jeg skulle tage min insulin, det gør jeg ikke længere. Mine kolleger ved, at jeg skal have min insulin før vi skal spise frokost. Det er helt naturligt for mig, når en kollega spørger, om vi skal til frokost, at sige: at jeg lige skal have min insulin først.

Jeg har også været til et møde, hvor de der var med til mødet, ikke var mine kolleger, og ikke vidste jeg havde diabetes. En af dem, der var med til mødet havde været sød at tage kage med, der er normalt ikke kage til sådan nogle møder. Jeg vil normalt ikke sige til sådan et møde, at jeg har diabetes. Men for ikke at gøre personen, som havde kage med, ked af det, ved ikke at tage et stykke, valgte jeg at fortælle, at jeg havde diabetes, og ikke havde min insulin med. Jeg kunne mærke på den person der havde taget kagen med, at hun var glad for, at jeg fortalte, hvorfor jeg ikke tog et stykke af kagen, og godt kunne forstå jeg ikke kunne tage et stykke, end hvis jeg bare havde sagt nej tak .

Ja, jeg tænker ikke over jeg har diabetes når jeg er på arbejde.

Ja, jeg har haft brug for juicen i skabet, men ikke mine kollegers hjælp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *