Diabetes – kost.

Type 1 diabetes opstår, når de insulinproducerende celler (betaceller) i bugspytkirtlen gradvis går til grunde, hvorved produktionen af insulin ophører. Insulin er et livsnødvendigt hormon, der hjælper med at omsætte den mad, man spiser, til energi i kroppen. Det vil sige, at jeg skal få den insulin, som jeg tager via min insulinsprøjte, til at passe med den mad, som jeg spiser, så jeg ikke får for højt blodsukkertal eller går i insulinchok.

Min favoritkage fra Lagkagehuset. Når jeg spiser sødt skal det også være godt. Dette er ikke en reklame for Lagkagehuset, men min virkelighed.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg må spise alt, men jeg skal blot tage passende insulin til den mad, som jeg spiser. Årsagen til, at jeg har skrevet, at jeg må spise alt med fed skrift er, at min oplevelse er, at der fortsat er en uvidenhed omkring, hvad folk med Type 1 diabetes må spise. Jeg er flere gange, af velmenende mennesker blevet fortalt, hvad jeg må spise og ikke må spise, og at jeg skal undgå sukker.

Heldigvis er der sket en udvikling, og der er kommet ny viden til. Da jeg var barn voksede jeg op med en bedstemor, som havde Type 2 diabetes, eller som det hed dengang – gammelmandssukkersyge (en diagnose som jeg i dag stiller spørgsmålstegn ved – havde min bedstemor Type 2 diabetes, eller havde hun Type 1 diabetes som jeg har ? Dette vil jeg komme ind på i en anden blog).

Jeg husker, at min mor købte chokolade uden sukker til min bedstemor, og som jeg sneg mig til at spise, men blev slemt skuffet, for det smagte ikke godt. Min mor bagte også kager uden sukker, men fyldt med mel som er kulhydrater, som får ens blodsukkertal til at stige, men man vidste ikke bedre på det tidspunkt.

Der er heldigvis kommet ny viden og medicin til, så jeg kan spise som alle andre – jeg skal dog følge Sundhedsstyrelsens kostråd, som alle andre.

Min kost har ændret sig siden jeg fik konstateret diabetes. Jeg har skåret meget ned på mit indtag af kulhydrater i dagligdagen. Når jeg er i byen, eller er inviteret hjem til venner, spiser jeg det, der bliver serveret, også dessert. Jeg vil være ked af, hvis der skal tages hensyn til mig pga. min diabetes.

Et måltid, jeg har valgt ikke at ændre på, er min morgenmad, som består af 3 dl. havregryn, 20 g rosiner, ca. 50 g mandler og mælk. En morgenmad fyldt med kulhydrater. Jeg er en person, som ikke kan leve uden morgenmad, og for mig er morgenmad det vigtigste måltid på dagen, og jeg elsker havregryn. Morgenmåltidet er også det måltid hvor jeg tager den højeste dosis insulin. Mit morgenmåltid er målt op, idet det er fyldt med kulhydrater, og jeg skal sikre at få passende insulin til dette måltid.

En morgenmad jeg har spist i mange år, og som giver mig en god start på dagen. Havregryn, mandler og rosiner.

Jeg spiser meget lidt brød, udover de 2 skiver rugbrød, som jeg får til frokost sammen med gulerodstave, agurker og rød peber. 

Som mellemmåltid spiser jeg ost og mandler, idet der er meget lidt kulhydrater i ost og mandler, og de madvarer behøver jeg ikke at tage insulin til, som jeg gør til de tre hovedmåltider.

Tidligere spiste jeg gerne brød når jeg kom hjem fra arbejde. Nu får jeg ost og mandler som er lav på kulhydrater.

Til aftensmåltidet undgår jeg gerne kartofler, pasta og ris, og spiser gerne nogle grønsager stegt på en pande sammen med noget fisk eller kød. Hvis min mand laver boller i karry, siger jeg ikke nej, men tager kun lidt ris til.

Nem og sund aftensmad, som kan peppes op med lidt soya, ingefær og hvidløg. En ret man kan lave med mange forskellige grøntsager. Jeg bliver mæt af denne aftensmad, og går ikke sulten i seng.

Mit slikforbrug er næsten på 0, tidligere spiste vi gerne slik om fredagen, og lidt i løbet af ugen. Dette gør vi ikke længere. Jeg tror fortsat, at min mand spiser noget slik i sin bil, uden at han vil indrømme det. Jeg finder en gang imellem slikpapir i hans bil.

Jeg har sat mit indtag af kulhydrater ned, da tanken om at tage insulin fortsat er svær, og idet jeg gerne vil undgå at tage for meget insulin. Derudover har jeg i dag ikke svært ved at sige nej til mad med kulhydrater og slik, idet jeg fortsat har svært ved at stikke mig med min insulinpen. Jeg vil hellere undvære slik end at stikke mig selv med en nål.

Det gode, der er kommet ud af at have fået konstateret diabetes er, at min familie og jeg er begyndt at spise sundere, hvilket jeg kan mærke på min krop. Jeg får ikke længere ondt i maven, fordi jeg har spist for meget, i form af kulhydrater via hvidt brød, pasta og slik.

Ja, jeg spiser fortsat kage. Jeg køber ofte en kage i weekenden. Jeg elsker kage, og kage vil jeg nødigt undvære. Jeg kan ikke længere spise uhæmmet mængder af kage, idet jeg kun vil stikke mig én gang for at spise kage, og jeg tager kun insulin til ét stykke kage.

Ja, det er utroligt, at der skal en diabetes til og en nål, før jeg kan holde mig væk fra slik. Jeg kan fortsat godt spise et stykke slik uden at tage insulin, men ikke en hel pose som jeg tidligere nemt kunne spise.

2 Replies to “Diabetes – kost.”

  1. Hejsa

    Jeg spiser også harvergryn med mandler og rosiner om morgen, men drysser kanel på som skulle være med til at reducere blodsukkeret en smule.

    1. Hej Michael.

      Tak for dit råd, det vil jeg tage til mig. Min morgenmad kræver en del insulin, og hver gang jeg er til kontrol på Steno diabetes center Aarhus, spørger de ind til min morgenmad. Når de får oplyst hvilken kulhydrat bombe jeg indtager til morgenmad, siger de ikke mere. Og jeg vil ikke lave om på min morgenmad, udover at prøve at drysse kanel på. Tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *