Diabetes – mine børn.

Som jeg skrev i mit sidste blogindlæg, går dagene, ugerne, månederne og årene alt for stærkt. Jeg har en voksen søn på 21 år, og en anden søn der er på vej til at blive voksen. Jeg husker tydeligt da de kom til verden, ikke som i går, men tæt på. Jeg plejer at sige til de jeg kender der får børn, nyd dem, for før man får set sig om er de flyttet hjemmefra.

Mine to drenge.

Min ældste søn er flyttet hjemmefra. Han flyttede en måned efter jeg fik konstateret diabetes. At han skulle flytte hjemmefra den 1. juni 2019 var planlagt lang tid før jeg fik konstateret diabetes.  For min skyld måtte min søn gerne blive boende hjemme nogle år endnu. Men han var klar til at flytte hjemmefra, og jeg kan godt forstå, at han ville stå på egne ben og have sin egen lejlighed. Men der faldt nogle tårer, da han bar sin seng ud af vores hus, for den var symbolet på, at nu var han flyttet hjemmefra.

Jeg vidste, at den dag ville komme, at den ældste flyttede hjemmefra, og om nogle år den yngste, og jeg har været i gang med at forberede mig på de dage gennem flere år, for mine børn betyder utroligt meget for mig. Jeg har hele tiden vidst, at det ville blive svært for mig, at de flyttede hjemmefra.  Jeg valgte derfor for nogle år siden at genoptage en sport/fritidsinteresse for at have noget at gå op i og bruge tiden på, når mine børn ikke længere havde behov for mig på samme måde, som da de var små. Derfor valgte min mand og jeg for 4 ½ år siden at købe en hest. Min mand er bange for heste, så det er min hest. Når man er en familie skal man være enig om at købe en hest, da det ikke er billigt at have hest. Derudover går der mange timer med træning og pasning af en hest.

Den nat jeg lå på hospitalet, og hvor jeg om dagen havde fået oplyst, at jeg havde diabetes, gik der mange tanker gennem mit hoved. Det der fyldte mest i mit hoved var, at mine børn også en dag kunne blive syge med en alvorlig sygdom, hvilket jeg håber, ikke sker, men jeg har også erfaret gennem mit 46-årige liv, at der ingen garantier er. Hvordan ville jeg gerne have mine børn skulle tackle en alvorlig sygdom. Jeg ville gerne have, at de fortsat havde et godt liv, og kunne se positivt på fremtiden. Hvis mit ønske for dem var et godt liv med en masse positive ting, havde jeg ansvaret for at vise dem, at man trods en rigtig træls sygdom kan leve et fornuftigt liv.

Den måde jeg har valgt at tackle min diabetes, og få det bedste ud af det, handler om, at jeg vil have et godt liv, samt vise mine børn, at man med en alvorlig kronisk sygdom kan leve et fornuftigt liv, og fortsat have ønsker for fremtiden.

Fordi jeg har diabetes, er det ikke ensbetydende med, at mine børn får diabetes. Man ved endnu ikke, hvorfor folk får Type 1 diabetes. Forskerne har mange forskellige hypoteser, men de har ikke en forklaring på, hvorfor nogle rammes og andre ikke. Min yngste søn har spurgt ind til, hvad chancen er for at han også får diabetes. Til dette har jeg svaret, at han skal være glad for, at det er hans mor der har fået diabetes og ikke hans far, da chancen for at han også får diabetes er noget mindre ved, at det er hans mor der har fået diabetes.  Risikoen er 2 % modsat hvis det var hans far der havde fået konstateret diabetes ville risikoen være 5 %. Risikoen for at en person, der ikke har diabetes i familien, udvikler Type 1 diabetes, er til sammenligning 0,4%. Det jeg også plejer at sige er, at jeg har taget en for holdet.

Ja, diabetes kan ramme alle og har ramt vores lille familie og sygdommen er kommet til at fylde en del, og mine børn tænker også over, om sygdommen kan ramme dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *