1. maj – ikke bare Arbejdernes Kampdag

Som jeg skrev i mit første blog indlæg, er jeg ikke en person, som render min læge på døren, men jeg kunne til sidst godt se, at der var noget helt galt med min krop. Jeg ringede til min praktiserende læge og fik jeg hurtig en tid til blodprøvetagning og nogle dage senere en samtale med min læge.

Da jeg først fik ringet til min læge og fik en tid, blev det alvorligt for mig. Jeg begyndte for alvor at tænke over, om jeg kunne fejle noget alvorligt, men jeg håbede på det bedste. Jeg kan huske, at jeg lovede mig selv, at hvis lægen fortalte, at jeg var rask, skulle der købes en stor jordbærtærte (jeg elsker kage) og nogle nye ridebukser – jeg kunne ikke længere passe de ridebukser jeg havde, da de var blevet for store.  Jeg fik ikke købt en stor jordbærtærte, eller et par nye ridebukser den dag.

Jeg husker tydeligt da jeg kom ind til lægen, at hun fortalte, at hun godt kunne forstå, at jeg havde det skidt, for jeg havde diabetes. Jeg havde været bange for, at jeg havde kræft, så jeg begyndte at græde – en glæde over, at det ikke var kræft, men samtidig havde jeg lige fået diagnosticeret en kronisk sygdom. Jeg kunne ikke forstille mig et liv med diabetes.

Type 1, Type 1 ½ eller Type 2 diabetes

Jeg spurgte ind til, om det kunne være Type 2 diabetes, idet jeg havde hørt, at dette kunne man gøre noget ved, og få det bedre – det mente lægen ikke det var. Lægen fortalte, at jeg måske kunne have det, som hedder Type 1 ½ diabetes, LADA (Latent Autoimmune Diabetes in Adulthood), som er en mellemting mellem Type 1 og Type 2 diabetes. Straks fik jeg et lille håb om, at det ikke var så slemt, selvom jeg ikke ville have Type 1 ½ diabetes. Jeg har efterfølgende fået konstateret Type 1 diabetes.

Når jeg tænker tilbage vil 1. maj 2019 altid være en skelsættende dag i mit liv. Jeg gik fra den ene dag til den anden til at skulle tænke over, hvad jeg spiser, mit blodsukker, og forebygge følgesygdomme. Jeg havde meget svært ved at se fremad i livet den 1. maj 2019 og de efterfølgende dage, og havde svært ved at se, hvordan diabetes kunne passe ind i mit og min families liv. Hvis nogen havde sagt til mig på det tidspunkt, at jeg nogle måneder senere ville sidde og skrive på en blog, og fortælle at man godt kan leve med diabetes, ville jeg have sagt, at det aldrig kom til at ske.

Jeg blev indlagt samme dag på Aarhus Universitetshospital til yderligere udredning.  Jeg troede, at det var en hurtig udredning og var hjemme samme aften, så jeg kunne komme på arbejde dagen efter.  Sådan gik det det ikke helt. De beholdt mig natten over, og jeg var sygemeldt i lidt over en uge, mens vi arbejdede og bøvlede lidt med, hvor meget insulin jeg skulle have – hvilket vi fortsat gør.

Ja, jeg har fået en stor jordbærtærte og nogle nye ridebukser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *