Dag 2 med diabetes

Inden jeg blev udskrevet fra Aarhus Universitetshospital Skejby Sygehus skulle jeg tale med en diabetessygeplejerske og en diætist. Jeg havde bedt min mand om at deltage i samtalerne, idet jeg havde behov for, at der var en mere som hørte, hvad der blev sagt. Jeg vidste godt, at jeg selv var lidt ude af den, og nok ikke hørte helt, hvad der blev sagt. Derudover havde jeg valgt at tage min mand med, da det også vil påvirke resten af familien, at jeg havde fået konstateret diabetes.

Min mand ser sig selv som en intelligent og veluddannet mand, og det er han også. Men samtalen med diabetessygeplejersken var en øjenåbner for os begge, da vi begge i vores daglige arbejde, arbejder med at formidle budskaber. Da vi kom hjem kunne vi ikke huske noget fra samtalen, kun få brudstykker. Her taler vi om en vigtig samtale, om hvordan jeg skal leve, tage insulin og spise.

Jeg vil lige understrege, at det ikke havde noget med, hvordan diabetessygeplejersken formidlede budskaberne, det gjorde hun meget fint. Det handlede om, at vi ikke kunne lytte. Det vi har lært er, at selvom man selv tror, at man har givet et budskab tydeligt og klart, og det har man nok også, men hvis modtageren ikke kan tage imod, er budskabet ikke modtaget. Der var heldigvis aftalt en ny tid med diabetes sygeplejersken dagen efter, så vi kunne få fulgt op på alt det, som vi ikke havde hørt ved den første samtale.

Det, som jeg kan huske fra samtalen med diabetes sygeplejersken var, at hun fortalte, at selvom jeg havde fået konstateret diabetes, kunne jeg godt komme til at gå Caminoen. Jeg kan huske at jeg tænkte, endelig noget positivt, endelig noget jeg kan, selvom jeg havde fået konstateret diabetes. Jeg ved aldrig om jeg kommer til at gå Caminoen, men når man den ene dag kan alt, og ikke føler sig syg – til den næste at have fået konstateret en sygdom, som påvirker, hvordan man lever sit liv, er det at kunne gå Caminoen en rigtig stor ting.

Tiden hos diabetessygeplejersken blev også brugt på at lære at stikke mig selv med insulin. Som jeg tidligere har beskrevet, har jeg det rigtig svært med nåle. Jeg skulle stikke mig selv i låret. Det tog mig ca. 10 minutter før jeg fik sat nålen i låret. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at dette er dit liv nu, og hvis du vil leve, bliver du nødt til at vænne dig til det. Jeg er blevet meget bedre til at stikke mig selv, og tage insulin, men jeg tror aldrig jeg kommer til at kunne lide det.

Jeg tror, at diabetessygeplejersken blev noget bekymret for mig ved den første samtale, for jeg var meget ked af det. Diabetessygeplejersken fortalte, at jeg kunne få samtaler ved en diabetes psykolog, hvis jeg ikke fik det bedre. Det er kun gået fremad, siden jeg havde den første samtale med diabetessygeplejersken, i takt med, at jeg har fundet ud af, at jeg kan det samme som jeg kunne tidligere, og spise det jeg har lyst til, hvis jeg tager den rette insulin til. Diabetes vil altid være en følgesvend og en følgesvend, som jeg skal tænke over, men den fylder mindre og mindre i min hverdag.

Det der også fyldte meget i mine tanker de første par dage, var at jeg skulle til at vænne mig til at være en patient på et sygehus, gå til faste og regelmæssige kontroller. Have en sag i kommunen i form af en bevilling til hjælpemidler på nåle og teststrimler, og ikke mindst have en nålespand stående i mit hjem.

Nej, en skriggul nålespand passer ikke ind i mit farveafstemte hjem. 

Ja, det er en fantastisk god ide at blive fulgt op med korte mellemrum

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *