På vaklende ben.

Som jeg skrev om i mit sidste blogindlæg var min mand og jeg til en samtale med en diabetessygeplejerske før jeg blev udskrevet fra Aarhus Universitetshospital Skejby Sygehus, som fortalte hvordan jeg nu skulle leve i forhold til mad og medicin. Min mand og jeg kunne som bekendt ikke huske særligt meget fra samtalen med diabetessygeplejersken, da vi først kom hjem.

Jeg husker tydeligt, da min mand og jeg var på vej hjem i bilen, at vi blev enige om, at min mand skulle bage nogle grovboller for jeg var godt sulten, og havde bare lyst til boller. Vi blev enige om, at han skulle undlade den del der hed sukker i bollerne, som der ellers står i opskriften, for jeg havde jo fået sukkersyge, og skulle undgå sukker. Det er godt vi har fået mere viden om diabetes. Sådan en god tung grovbolle kan virkelig sætte skub i blodsukkeret, hvis man ikke får insulin til.

Jeg havde fået to slags insulin med hjem, en langtidsinsulin (Insulatard) som jeg skulle tage om morgenen, og en insulin jeg skulle tage efter behov (Insuman Rapid). Det første døgn i mit nye liv med diabetes var det helt store eksperiment. Jeg havde ikke styr på, hvornår jeg skulle tage min insulin, den efter behov, og jeg havde ikke styr på, hvilke madvarer der fik mit blodsukker til at stige. F.eks. til aftensmad mente jeg selv at jeg havde valgt en god ret for en diabetiker, wok med masser af grøntsager og en lille smugle nudler. Nudler sætter også skub i ens blodsukker, hvis man ikke tager insulin – til gengæld var det meget sund aftensmad, men nudler er lig med kulhydrater.

Efter en god grovbolle uden sukker, og et aftensmåltid med lidt nudler var mit blodsukker den første aften jeg var hjemme i mit nye liv med diabetes kommet op på 25,4, og mit blodsukker skulle gerne have været omkring 7. Da mit blodsukkerapparat stod på 25,4 gik der mange tanker gennem mit hoved:

Skulle jeg ringe til vagtlægen?

Havde jeg ødelagt, hvad lægen og sygeplejersken havde arbejdet på, at få mit blodsukker ned?

Jeg var noget fortvivlet over mit nye liv med diabetes, og hvordan det skulle komme til at gå, og om jeg kunne finde ud af at spise. Jeg ringede ikke til vagtlægen den aften, men valgte næste dag, da jeg skulle mødes med diabetessygeplejersken, og fortælle hende, at jeg ikke kunne finde ud af at spise uden mit blodsukker steg. Diabetessygeplejersken satte mig straks over på en ny insulin, måltidsinsulin (NovoRapid), det skifte er jeg glad for.

Derudover fik jeg en samtale med en diætist, en diætist der også arbejder med børn, som har fået konstateret diabetes og deres forældre. Diætisten fortalte, at man ikke behøver at ændre på sin kost fordi man har fået type 1 diabetes, men at hun altid vil anbefale at man spiser efter de gældende kostanbefalinger.

I dag tager jeg fortsat langtidsinsulin (Insulatard), nu om aftenen. Derudover tager jeg insulin til mine måltider efter, hvor mange kulhydrater jeg indtager. Jeg tæller kulhydrater, og det går fortsat galt en gang imellem, hvor jeg får talt forkert, og får for lidt insulin eller for meget. Heldigvis findes der en app under Diabetesforeningen, der gør det nemmere at tælle kulhydrater.  https://diabetes.dk/diabetes-1/egenomsorg-og-foelgesygdomme/apps-og-andre-vaerktoejer-til-hverdagen-med-diabetes-1/app-til-kulhydrattaelling.aspx

Nej, fødselsdagsboller og jeg bliver ikke gode venner, selvom de smager godt. Hvis jeg ikke vejer dem, er de ofte skyld i for højt eller for lavt blodsukker, idet jeg forsøger at gætte mig frem til hvor mange kulhydrater der er i hver enkelt bolle, og jeg rammer ikke altid rigtigt i mit gæt.

Nej, jeg vejer ikke særlig meget af min mad, men en bolle er en lille kulhydrat bombe.

2 Replies to “På vaklende ben.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *