Diabetes – kost.

Type 1 diabetes opstår, når de insulinproducerende celler (betaceller) i bugspytkirtlen gradvis går til grunde, hvorved produktionen af insulin ophører. Insulin er et livsnødvendigt hormon, der hjælper med at omsætte den mad, man spiser, til energi i kroppen. Det vil sige, at jeg skal få den insulin, som jeg tager via min insulinsprøjte, til at passe med den mad, som jeg spiser, så jeg ikke får for højt blodsukkertal eller går i insulinchok.

Min favoritkage fra Lagkagehuset. Når jeg spiser sødt skal det også være godt. Dette er ikke en reklame for Lagkagehuset, men min virkelighed.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg må spise alt, men jeg skal blot tage passende insulin til den mad, som jeg spiser. Årsagen til, at jeg har skrevet, at jeg må spise alt med fed skrift er, at min oplevelse er, at der fortsat er en uvidenhed omkring, hvad folk med Type 1 diabetes må spise. Jeg er flere gange, af velmenende mennesker blevet fortalt, hvad jeg må spise og ikke må spise, og at jeg skal undgå sukker.

Heldigvis er der sket en udvikling, og der er kommet ny viden til. Da jeg var barn voksede jeg op med en bedstemor, som havde Type 2 diabetes, eller som det hed dengang – gammelmandssukkersyge (en diagnose som jeg i dag stiller spørgsmålstegn ved – havde min bedstemor Type 2 diabetes, eller havde hun Type 1 diabetes som jeg har ? Dette vil jeg komme ind på i en anden blog).

Jeg husker, at min mor købte chokolade uden sukker til min bedstemor, og som jeg sneg mig til at spise, men blev slemt skuffet, for det smagte ikke godt. Min mor bagte også kager uden sukker, men fyldt med mel som er kulhydrater, som får ens blodsukkertal til at stige, men man vidste ikke bedre på det tidspunkt.

Der er heldigvis kommet ny viden og medicin til, så jeg kan spise som alle andre – jeg skal dog følge Sundhedsstyrelsens kostråd, som alle andre.

Min kost har ændret sig siden jeg fik konstateret diabetes. Jeg har skåret meget ned på mit indtag af kulhydrater i dagligdagen. Når jeg er i byen, eller er inviteret hjem til venner, spiser jeg det, der bliver serveret, også dessert. Jeg vil være ked af, hvis der skal tages hensyn til mig pga. min diabetes.

Et måltid, jeg har valgt ikke at ændre på, er min morgenmad, som består af 3 dl. havregryn, 20 g rosiner, ca. 50 g mandler og mælk. En morgenmad fyldt med kulhydrater. Jeg er en person, som ikke kan leve uden morgenmad, og for mig er morgenmad det vigtigste måltid på dagen, og jeg elsker havregryn. Morgenmåltidet er også det måltid hvor jeg tager den højeste dosis insulin. Mit morgenmåltid er målt op, idet det er fyldt med kulhydrater, og jeg skal sikre at få passende insulin til dette måltid.

En morgenmad jeg har spist i mange år, og som giver mig en god start på dagen. Havregryn, mandler og rosiner.

Jeg spiser meget lidt brød, udover de 2 skiver rugbrød, som jeg får til frokost sammen med gulerodstave, agurker og rød peber. 

Som mellemmåltid spiser jeg ost og mandler, idet der er meget lidt kulhydrater i ost og mandler, og de madvarer behøver jeg ikke at tage insulin til, som jeg gør til de tre hovedmåltider.

Tidligere spiste jeg gerne brød når jeg kom hjem fra arbejde. Nu får jeg ost og mandler som er lav på kulhydrater.

Til aftensmåltidet undgår jeg gerne kartofler, pasta og ris, og spiser gerne nogle grønsager stegt på en pande sammen med noget fisk eller kød. Hvis min mand laver boller i karry, siger jeg ikke nej, men tager kun lidt ris til.

Nem og sund aftensmad, som kan peppes op med lidt soya, ingefær og hvidløg. En ret man kan lave med mange forskellige grøntsager. Jeg bliver mæt af denne aftensmad, og går ikke sulten i seng.

Mit slikforbrug er næsten på 0, tidligere spiste vi gerne slik om fredagen, og lidt i løbet af ugen. Dette gør vi ikke længere. Jeg tror fortsat, at min mand spiser noget slik i sin bil, uden at han vil indrømme det. Jeg finder en gang imellem slikpapir i hans bil.

Jeg har sat mit indtag af kulhydrater ned, da tanken om at tage insulin fortsat er svær, og idet jeg gerne vil undgå at tage for meget insulin. Derudover har jeg i dag ikke svært ved at sige nej til mad med kulhydrater og slik, idet jeg fortsat har svært ved at stikke mig med min insulinpen. Jeg vil hellere undvære slik end at stikke mig selv med en nål.

Det gode, der er kommet ud af at have fået konstateret diabetes er, at min familie og jeg er begyndt at spise sundere, hvilket jeg kan mærke på min krop. Jeg får ikke længere ondt i maven, fordi jeg har spist for meget, i form af kulhydrater via hvidt brød, pasta og slik.

Ja, jeg spiser fortsat kage. Jeg køber ofte en kage i weekenden. Jeg elsker kage, og kage vil jeg nødigt undvære. Jeg kan ikke længere spise uhæmmet mængder af kage, idet jeg kun vil stikke mig én gang for at spise kage, og jeg tager kun insulin til ét stykke kage.

Ja, det er utroligt, at der skal en diabetes til og en nål, før jeg kan holde mig væk fra slik. Jeg kan fortsat godt spise et stykke slik uden at tage insulin, men ikke en hel pose som jeg tidligere nemt kunne spise.

Motion – del 2.

Løbetur i Riis Skov.

I min sidste blog begyndte jeg at beskrive, hvor meget motion fylder i mit liv, samt at motion for mig, har en positiv indvirkning på mit blodsukkertal. Og jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg dyrker moderat motion, ikke noget ekstremt til mig.

For mig har det været lidt af en proces, at jeg i 46 år ikke har skulle tænke over noget, når jeg har dyrket motion. Hvis jeg var ude at løbe 3 km, og havde lyst til at løbe 10 km, gjorde jeg det. Nu skal jeg måle mit blodsukker før jeg løber, og jeg tænker over hvor langt jeg løber, og har telefon med og noget druesukker, hvis mit blodsukker bliver for lavet under løbeturen.

Billeder fra dagens løbetur. Den permanente.

Grundreglen ved fysisk aktivitet er, at man har behov for mindre insulin end normalt. Der kan ikke gives nogle faste retningslinjer på, hvor meget man skal justere sit insulinindtag, da det afhænger af en række faktorer og ofte er meget individuelt fra person til person. Du kan læse mere om dette på Diabetesforeningen https://diabetes.dk/diabetes-1/fysisk-aktivitet.aspx eller på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Den første uge med diabetes, havde jeg aftalt med min diabetessygeplejerske, at jeg skulle bruge tiden på at gøre de ting, som jeg plejede at gøre i forhold til motion, så vi kunne finde ud af, hvor meget insulin jeg havde behov for i dagligdagen. Så der var ikke andet at gøre, end at komme op på cyklen og hesten, og finde ud af hvor meget insulin jeg havde behov for. Diabetessygeplejersken var dog noget bekymret for, når jeg skulle på hesten igen, om jeg ville falde af hesten, hvis mit blodsukker blev for lavt.

Det jeg har erfaret i forhold til min krop og den måde jeg motionerer på er, at cykling ikke får mit blodsukker til at falde særlig meget, men at blodsukkeret er nemmere at styre resten af dagen, hvis jeg har cyklet om morgenen. I forhold til ridning er det lidt sværere, nogle gange falder mit blodsukker når jeg rider, andre gange ikke. Derfor måler jeg altid mit blodsukker før jeg stiger på hesten, og jeg vil gerne have, at mit blodsukker ligger over 5, og gerne omkring 7, for jeg skal helst ikke falde af hesten pga. for lavt blodsukker. Hvis mit blodsukker er for lavt drikker jeg gerne noget juice, idet det virker når jeg rider, og falder hurtigt igen, så mit blodsukkertal er normalt efterfølgende, og ikke alt for højt.

Løb, har jeg erfaret, påvirker mit blodsukkertal meget, her skal mit blodsukkertal gerne ligge omkring 8 før jeg løber. Jeg har en dag spist et lille stykke othellolagkage før jeg skulle løbe, for at få mit blodsukkertal op på 8, og for ikke at få for lavt blodsukkertal under løbeturen. En god undskyldning for at spise et stykke kage, der skal jo være nogle fordele ved at være diabetiker.

Riis Skov

Det jeg har erfaret er, at motion gør det nemmere for mig at styre min diabetes, og jeg har mere normale blodsukkertal, når jeg dyrker motion, end hvis jeg holder en uge fri fra motion. Jeg har også fundet ud af, at jeg ikke kan nøjes med at ride, det skal være cykling eller løb. Jeg har også fundet ud af, at jeg ikke behøver at cykle 10 km, men at jeg godt kan nøjes med at cykle 5 km. Jeg behøver heller ikke dyrke motion hver dag, idet den øgede insulinfølsomhed kan vare i 1 til 2 døgn efter ophør af fysisk aktivitet.

Jeg har endnu ikke været i et motionscenter og dyrket zumba eller spinning, som jeg tidligere har gået til, så jeg ved endnu ikke hvordan disse motionsformer påvirker mit blodsukkertal.

Jeg ved, at Steno Diabetes Center Aarhus har en klinik for atleter med Type 1 diabetes, hvor man som diabetiker kan få hjælp og støtte til at optimere sine sportslige præstationer og sin diabetesbehandling, så man kan konkurrere på lige fod med sportsudøvere, der ikke har diabetes. Så der er ingen undskyldning for, at man ikke kan blive en god atlet fordi man har diabetes. Det skal lige siges, at den klinik er jeg ikke tilknyttet, jeg dyrker ikke motion på det plan.

Ja, der findes et cykelhold, som kun består af ryttere med diabetes, og som cykler med i nogle af de største løb i verden.

Ja, jeg tror, at min diabetesbehandling skal bestå af insulin og motion samt passe på mig selv, og nyde livet

Motion – diabetes.

Diabetes – løb, ridning, cykling og motionscenter

Jeg har valgt, at skrive om motion over to søndage, idet motion fylder meget i mit liv, og jeg er ved at erfare, at motion har større betydning for mit blodsukkertal, og hvordan jeg har det, end jeg først havde regnet med.

Jeg ser mig selv som en rimelig fysisk aktiv person. Jeg har prøvet flere forskellige motionsformer gennem årene, som løb, motionscenter, cykling og ridning. Jeg var meget glad da jeg fik konstateret Type 1 diabetes, at jeg havde været så fysisk aktiv gennem årene som jeg har været. Udover Type 1 diabetes, var mine tal fine i forhold til kolesterol, blodtryk og hjertet. Det var nok, at jeg skulle forholde mig til én sygdom.

Motion kan ikke holde sygdomme væk, som en kollega sagde til mig: ”Hvorfor har du fået diabetes, dig som er fysisk aktiv, cykler frem og tilbage til arbejde og rider, så er der ingen rimelighed til”. Type 1 diabetes kan ikke forebygges, og man kan leve nok så sundt, men der er ingen garantier for, at man en dag ikke vil blive ramt af en sygdom. Man kan forebygge en hel del sygdomme ved at være fysisk aktiv og leve sundt, dette kan du bl.a. læse om på sundhed.dk og Kræftens Bekæmpelse.

Nu lyder jeg helt frelst, og det er jeg ikke. En af årsagerne til, at jeg har dyrket motion er, at jeg elsker mad, og søde sager som slik og kager. For ikke at blive alt for tyk, er jeg blevet nødt til at motionere.

Hvis man spørger mig, om jeg elsker at motionere er svaret et rungende nej, men jeg elsker følelsen bagefter, efter at løbet en tur, eller tidligere da jeg gik i motionscenter. Og så kan jeg godt lide, hvad motion gør ved kroppen, at man bliver strammet lidt op her og der. Jeg har gennem flere år løbet, og prøvet at opnå en velvære under løbeturen. Den er aldrig kommet til mig, og jeg skal ikke udelukke, at det kan der være flere årsager til, at jeg ikke løber hurtigt nok, eller langt nok. I dag løber jeg ikke fast, da jeg cykler frem og tilbage til arbejde.

At jeg cykler frem og tilbage til arbejde opstod pga. at jeg fik nyt arbejde i Aarhus midtby. At tage bilen ind til Aarhus midtby er i dag et mareridt. At sidde i en bil på indfaldsvejene ind til Aarhus midtby i myldretrafikken, er én lang kø. Derudover koster det penge at parkere sin bil i Aarhus midtby. Offentlig transport mener jeg er for dyrt, og skulle gøres billigere. Derfor valgte jeg, at få en god cykel, og har nu cyklet frem og tilbage til arbejde i lidt over 2 år. 9,8 km hver vej, det meste af året. Jeg elsker at cykle forbi folk i deres biler, som sidder fast i en bilkø, og tænke, godt det ikke er mig, mens jeg får motion. 

Jeg har en almindelig cykel, men kan godt se det smarte i en el-cykel, men når man i 2011 kunne cykle til Paris med Team Rynkeby for at samle penge ind til kræftramte børn, kan man også godt cykle på arbejde på en almindelig cykel.

Så har jeg min hest. Den motionsform elsker jeg, og her glemmer jeg alt om tid, diabetes og er i nuet. Det er min hobby, men også en hobby som jeg går meget op i, og gerne vil blive bedre indenfor, og dygtiggøre mig. Jeg har et mål med min ridning, og det er at blive bedre og bedre indenfor dressur. Derfor stiller vi også op i små ridestævner, så vi har noget at træne op til.  

Jeg købte en hest, da jeg har redet som ung, og da mine 2 børn blev ældre gik det op for mig, at de ville få mindre behov for mig, jo ældre de blev. Jeg kender mig selv så godt, at jeg allerede på det tidspunkt for nu lidt over 4,5 år siden vidste, at der ville blive meget tomt i mit liv, når mine børn flyttede hjemmefra, og derfor havde jeg behov for noget andet at gå op i, udover mine børn. Derfor blev min mand og jeg enige om, og regnede lidt på vores økonomi, at der var plads til at købe en hest. Det skal lige siges, at det ikke er billigt at have en hest, og det var godt, at min mand ikke helt vidste, hvor mange penge det koster at have hest, så tror jeg ikke han havde sagt ja.    

Klubstævne i Åstrup. Mit første stævne efter jeg havde fået konstateret diabetes.

Ja, næste blog vil jeg komme ind på, hvordan min diabetes spiller ind på hvordan jeg motionerer.

Min arbejdsplads er flyttet tættere på mit hjem, hvilket betyder, at jeg nu kun skal cykle ca. 5 km til arbejde – vil dette have en betydning for mit blodsukkertal, det finder vi ud af ?

Arbejde og diabetes.

Hvidbjerg Strand med Mette og sin diabetes

Efter lidt refleksion i min sidste blog, vil jeg nu vende tilbage, og fortælle lidt om min hverdag, og hvordan det er at have diabetes, og passe et arbejde. Jeg vil lige skynde mig at fortælle, at min diabetes fylder meget lidt, når jeg er på arbejde.

Efter en kort sygemelding i forbindelse med, at jeg fik konstateret diabetes vendte jeg tilbage til mit arbejde. Jeg husker tydeligt den første dag, jeg var meget skrøbelig. Jeg havde lige fået konstateret en kronisk sygdom i form af type 1 diabetes, og havde svært ved at se pga. en sukkerhinde havde lagt sig på mine øjne.

Jeg havde aftalt med min arbejdsgiver, at jeg i starten skulle tage det stille og roligt. Jeg havde været åben over for min arbejdsgiver, og fortalt at jeg havde fået konstateret diabetes, og jeg i starten ville være noget sårbar. Vi havde aftalt, at det var helt i orden, at jeg i starten tog nogle pauser, idet jeg hurtig blev træt i hovedet pga. mit dårlige syn, hvor jeg brugte mange kræfter på bare at se. Da jeg var tilbage på arbejde var jeg fuldt raskmeldt, men var i starten ikke tilbage på mit normale niveau.

Mine kolleger har været super, men jeg har også været meget åben om min diabetes. De har kunnet spørge om alt, og jeg har svaret så godt som jeg har kunnet, jeg er jo også ny som diabetiker, og ved ikke alt. Jeg har ikke følt, at mine kolleger ikke har set anderledes på mig  fordi jeg har fået en kronisk sygdom. Jeg tror de indimellem har haft lidt ondt af mig, fordi type 1 diabetes er så kompliceret som den er, og man skal stikke sig selv.

Jeg husker tydeligt en episode på mit arbejde, hvor en af mine kolleger kom forbi, da jeg var ved at gøre mig klar til at stikke mig med insulin. Hun spurgte pænt, om hun måtte se hvordan jeg stak mig. Det havde jeg det fint med, og jeg fortalte hende hvad jeg gjorde, og hun så på mens jeg stak mig selv i maven med min insulin. Hendes kommentar var, ”det er godt nok en lille nål du stikker dig med”. Jeg har fået den mindste nål man kan stikke sig med, idet jeg har så svært ved at stikke mig selv.

Vesterhavet ved Hvidbjerg Strand med sin enorme kraft

Jeg sidder på stormandskontor, hvilket vil sige, at vi sidder flere mennesker på et kontor. De ved alle, at jeg har juice i mit skab hvis jeg får det dårligt med for lavt blodsukker. I starten gik jeg ud på toilettet, når jeg skulle tage min insulin, det gør jeg ikke længere. Mine kolleger ved, at jeg skal have min insulin før vi skal spise frokost. Det er helt naturligt for mig, når en kollega spørger, om vi skal til frokost, at sige: at jeg lige skal have min insulin først.

Jeg har også været til et møde, hvor de der var med til mødet, ikke var mine kolleger, og ikke vidste jeg havde diabetes. En af dem, der var med til mødet havde været sød at tage kage med, der er normalt ikke kage til sådan nogle møder. Jeg vil normalt ikke sige til sådan et møde, at jeg har diabetes. Men for ikke at gøre personen, som havde kage med, ked af det, ved ikke at tage et stykke, valgte jeg at fortælle, at jeg havde diabetes, og ikke havde min insulin med. Jeg kunne mærke på den person der havde taget kagen med, at hun var glad for, at jeg fortalte, hvorfor jeg ikke tog et stykke af kagen, og godt kunne forstå jeg ikke kunne tage et stykke, end hvis jeg bare havde sagt nej tak .

Ja, jeg tænker ikke over jeg har diabetes når jeg er på arbejde.

Ja, jeg har haft brug for juicen i skabet, men ikke mine kollegers hjælp.

Tager jeg fejl.

Jeg har valgt at stoppe op i min fortælling af min hverdag, og hvordan livet er som ny med diabetes, men den skal jeg nok komme tilbage til i min næste blog. Jeg har valgt at benytte denne blog til at reflektere over, hvad de sociale medier/nettet gør ved mig, både positivt og negativt, og om jeg tager helt fejl, når jeg gerne vil skrive om, at man godt kan leve et fint liv med diabetes. Nogen vil måske tænke, ja men du skriver jo selv på de sociale medier, og om nogle mindre flatterende emner omkring det at have diabetes. Og det er fuldstændig rigtigt.

Diabetes er en rigtig træls sygdom at have, men nu har jeg den, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Hvis jeg kunne spise og motionere mig ud af en type 1 diabetes havde jeg gjort det, men det kan jeg ikke. Jeg lever fortsat, og jeg vil fortsat gerne leve mit liv, som jeg gjorde tidligere, og det gør jeg næsten. Min mad har ændret sig, og jeg har nogle bekymringer, som jeg ikke havde tidligere, hvilket jeg vil komme ind på i nogle af mine senere blogs.

Da jeg lige havde fået diabetes, valgte jeg ikke at læse særlig meget om sygdommen på nettet. Jeg valgte at melde mig ind i Diabetesforeningen, men var også tæt på at melde mig ud igen, for der blev fortalt nogle barske historier om det at have diabetes og alle følgesygdommene. Selv reklamerne omhandlede følgesygdomme. I min indledning, som også var min første blog, fremhævede jeg også, at det var vigtigt, at disse historier bliver fortalt, men som ny diabetiker blev jeg rigtig bange. Jeg har været ved at tude, når jeg har siddet nede på Steno Diabetes Center Aarhus, og har set en person mangle noget af sit ben, og tænkt om dette var mit liv om nogle år.

Jeg har heldigvis fået nogle tilbagemeldinger, da jeg valgte at slå op på de sociale medier, at jeg har fået konstateret diabetes. For mig nogle vigtige tilbagemeldinger, at man kan have et godt liv med diabetes, samt at diabetes ikke fylder særlig meget i hverdagen. Det er de beskeder, der giver mig næring og tro på, at jeg også kan have et godt liv med diabetes. På Facebook følger jeg Liv Martine fra Nordjylland, som har vundet Den store Bagedyst på DR, og som har type 1 diabetes. Hun er et livsstykke.

Jeg følger også nogle andre med diabetes på Instagram, både danskere, men også diabetikere fra rundt omkring i verden. Jeg har lagt mærke til, at det er de samme problematikker der går igen, at det er problematisk at få styr på sit blodsukker.    

Det er meget vigtigt for mig, når jeg læser historier om diabetes på nettet, at holde fast i, at vi mennesker er forskellige, både fysiologisk og mentalt. Det er hvad der gør os mennesker spændende, for det ville være kedeligt hvis vi lignede hinanden. Det der virker for en diabetiker, virker nødvendigvis ikke for en anden diabetiker. Sådan er det jo for alle mennesker i alle henseender.

Der er sket meget i udviklingen af behandling af diabetes end de der fik diabetes i 70’erne og 80’erne. På Diabetesforeningens hjemmeside er der en artikel, som beskriver at færre får følgesygdomme https://diabetes.dk/aktuelt/medlemsblad/arkiv-over-medlemsblade/medlemsbladet-2019/september-2019/faerre-faar-foelgesygdomme.aspx.

Jeg vil ikke undvære de sociale medier/nettet. Hvis jeg ikke skrev denne blog – der skal jo laves lidt research – læste jeg kun positive ting om diabetes, men sådan er virkeligheden jo ikke.

Ja, jeg har et håb om, at min diabetes er til at tøjle, men det kan være at jeg kommer til at tage fejl, og må æde mine ord i mig igen, om at man kan have et godt liv med diabetes.

Ja, min diabeteslæge har fortalt mig, at med de fine blodsukkertal jeg kan fremvise, får jeg ingen problemer med følgesygdomme. Men der er jo ingen garantier.

Famle sig frem i blinde.

Efter et par dage hjemme og på insulin, blev mit syn dårligere og dårligere. På dag 4 som var en søndag, begyndte mit syn langsomt at forsvinde, folks ansigter begyndte at blive utydelige, så jeg havde svært ved at se folks øjne. Det føltes meget mærkeligt, og jeg var lidt usikker på hvad der skete. Jeg husker, at jeg sagde til min mand, at jeg hellere måtte komme til optiker, og jeg var begyndt at få aldersbetinget syn. Jeg har altid haft læsebriller/ skærmbriller, men har aldrig tidligere haft problemer med at se.

Dagen efter om mandagen var mit syn blevet endnu dårligere, og jeg kunne ikke se tastaturet på min mobiltelefon eller læse beskeder på min telefon. 2 dage tidligere havde jeg uden problemer sendt SMS beskeder. Jeg havde bl.a. sendt en SMS besked til nogle veninder, som jeg havde en cafeaftale med weekenden efter. Café-besøget var aftalt længe før jeg fik konstateret diabetes. Jeg ville fortælle dem, at jeg havde fået konstateret Type 1 diabetes, før vi mødtes på caféen. For mig har det været vigtigt, at holde fast i normaliteten, og ikke melde afbud pga. diabetes, selvom jeg nogle gange har haft lyst, især i starten hvor jeg slet ikke havde styr på mit blodsukker, hvor det hele var nyt.

Jeg husker tydeligt den mandag, hvor det gik op for mig, at der var noget helt galt med mit syn, og mit dårlige syn ikke var aldersbetinget. Jeg blev frustreret, bange og ked af det. Jeg var bange for, at mit syn skulle forsvinde. Jeg kunne slet ikke se mig ud af det. Jeg havde lige fået konstateret diabetes, skulle lære at stikke mig selv, så jeg kunne få min medicin, og hvordan skulle jeg det, hvis jeg ikke kunne se. Der trillede tårer ned af mine kinder, hvilket betød at tårerne gjorde noget ved mine øjne, og kortvarigt kunne jeg se igen. Jeg blev overbevist om, at jeg fortsat havde mit syn, men der var et eller andet galt med mine øjne.

Jeg havde en aftale med diabetessygeplejersken samme dag, hvilket betød jeg ikke ringede til min læge. Jeg husker tydeligt, at det første jeg sagde til diabetessygeplejersken var, at jeg ikke kunne se. Jeg havde taget min cykel til Aarhus Universitetshospital Skejby Sygehus, idet jeg ikke kunne se til at køre bil.

Diabetessygeplejersken fortalte, at der havde lagt sig en sukkerhinde på mine øjne, idet min krop over en længere periode havde været uden sukker, og denne hinde på mine øjne ville forsvinde igen efter ca. 4 uger. Jeg husker, at diabetessygeplejersken ved mine tidligere aftaler havde fortalt, at min krop nok ville reagere på, at den blev normaliseret igen, men jeg troede ikke, at dette betød at jeg ville få stærkt nedsat syn.

Jeg fik fortalt, at der ikke kunne gøres noget ved det, og at jeg de næste 4 uger blev nødt til at hutle mig igennem mit liv, til mit syn blev bedre. Jeg tog på apoteket og købte et par stærke læsebriller, så jeg kunne se lidt. Jeg blev svimmel af de stærke læsebriller, så det var ikke noget, som jeg kunne holde ud at have på i længere tid, eller når jeg gik.  

Mit nedsatte syn fyldte meget mens det stod på, hvilket betød, at jeg havde svært ved at tænke på andet, også at jeg havde fået konstateret diabetes, selvom tingene hænger sammen. Mit nedsatte syn gjorde min dagligdag mere besværlig end min diabetes.

Ja, jeg kom på café 11 dage efter jeg fik konstateret diabetes – med diabetes og et dårligt syn. Det dårlige syn betød, at jeg havde svært ved at se den mad jeg spiste. Men jeg var glad for at jeg kom af sted, og det var hyggeligt.

Ja, jeg har fået mit syn tilbage, og har været ved øjenlæge. Jeg har ingen diabetesforandringer på mine øjne, og har et fint syn.

På vaklende ben.

Som jeg skrev om i mit sidste blogindlæg var min mand og jeg til en samtale med en diabetessygeplejerske før jeg blev udskrevet fra Aarhus Universitetshospital Skejby Sygehus, som fortalte hvordan jeg nu skulle leve i forhold til mad og medicin. Min mand og jeg kunne som bekendt ikke huske særligt meget fra samtalen med diabetessygeplejersken, da vi først kom hjem.

Jeg husker tydeligt, da min mand og jeg var på vej hjem i bilen, at vi blev enige om, at min mand skulle bage nogle grovboller for jeg var godt sulten, og havde bare lyst til boller. Vi blev enige om, at han skulle undlade den del der hed sukker i bollerne, som der ellers står i opskriften, for jeg havde jo fået sukkersyge, og skulle undgå sukker. Det er godt vi har fået mere viden om diabetes. Sådan en god tung grovbolle kan virkelig sætte skub i blodsukkeret, hvis man ikke får insulin til.

Jeg havde fået to slags insulin med hjem, en langtidsinsulin (Insulatard) som jeg skulle tage om morgenen, og en insulin jeg skulle tage efter behov (Insuman Rapid). Det første døgn i mit nye liv med diabetes var det helt store eksperiment. Jeg havde ikke styr på, hvornår jeg skulle tage min insulin, den efter behov, og jeg havde ikke styr på, hvilke madvarer der fik mit blodsukker til at stige. F.eks. til aftensmad mente jeg selv at jeg havde valgt en god ret for en diabetiker, wok med masser af grøntsager og en lille smugle nudler. Nudler sætter også skub i ens blodsukker, hvis man ikke tager insulin – til gengæld var det meget sund aftensmad, men nudler er lig med kulhydrater.

Efter en god grovbolle uden sukker, og et aftensmåltid med lidt nudler var mit blodsukker den første aften jeg var hjemme i mit nye liv med diabetes kommet op på 25,4, og mit blodsukker skulle gerne have været omkring 7. Da mit blodsukkerapparat stod på 25,4 gik der mange tanker gennem mit hoved:

Skulle jeg ringe til vagtlægen?

Havde jeg ødelagt, hvad lægen og sygeplejersken havde arbejdet på, at få mit blodsukker ned?

Jeg var noget fortvivlet over mit nye liv med diabetes, og hvordan det skulle komme til at gå, og om jeg kunne finde ud af at spise. Jeg ringede ikke til vagtlægen den aften, men valgte næste dag, da jeg skulle mødes med diabetessygeplejersken, og fortælle hende, at jeg ikke kunne finde ud af at spise uden mit blodsukker steg. Diabetessygeplejersken satte mig straks over på en ny insulin, måltidsinsulin (NovoRapid), det skifte er jeg glad for.

Derudover fik jeg en samtale med en diætist, en diætist der også arbejder med børn, som har fået konstateret diabetes og deres forældre. Diætisten fortalte, at man ikke behøver at ændre på sin kost fordi man har fået type 1 diabetes, men at hun altid vil anbefale at man spiser efter de gældende kostanbefalinger.

I dag tager jeg fortsat langtidsinsulin (Insulatard), nu om aftenen. Derudover tager jeg insulin til mine måltider efter, hvor mange kulhydrater jeg indtager. Jeg tæller kulhydrater, og det går fortsat galt en gang imellem, hvor jeg får talt forkert, og får for lidt insulin eller for meget. Heldigvis findes der en app under Diabetesforeningen, der gør det nemmere at tælle kulhydrater.  https://diabetes.dk/diabetes-1/egenomsorg-og-foelgesygdomme/apps-og-andre-vaerktoejer-til-hverdagen-med-diabetes-1/app-til-kulhydrattaelling.aspx

Nej, fødselsdagsboller og jeg bliver ikke gode venner, selvom de smager godt. Hvis jeg ikke vejer dem, er de ofte skyld i for højt eller for lavt blodsukker, idet jeg forsøger at gætte mig frem til hvor mange kulhydrater der er i hver enkelt bolle, og jeg rammer ikke altid rigtigt i mit gæt.

Nej, jeg vejer ikke særlig meget af min mad, men en bolle er en lille kulhydrat bombe.

Dag 2 med diabetes

Inden jeg blev udskrevet fra Aarhus Universitetshospital Skejby Sygehus skulle jeg tale med en diabetessygeplejerske og en diætist. Jeg havde bedt min mand om at deltage i samtalerne, idet jeg havde behov for, at der var en mere som hørte, hvad der blev sagt. Jeg vidste godt, at jeg selv var lidt ude af den, og nok ikke hørte helt, hvad der blev sagt. Derudover havde jeg valgt at tage min mand med, da det også vil påvirke resten af familien, at jeg havde fået konstateret diabetes.

Min mand ser sig selv som en intelligent og veluddannet mand, og det er han også. Men samtalen med diabetessygeplejersken var en øjenåbner for os begge, da vi begge i vores daglige arbejde, arbejder med at formidle budskaber. Da vi kom hjem kunne vi ikke huske noget fra samtalen, kun få brudstykker. Her taler vi om en vigtig samtale, om hvordan jeg skal leve, tage insulin og spise.

Jeg vil lige understrege, at det ikke havde noget med, hvordan diabetessygeplejersken formidlede budskaberne, det gjorde hun meget fint. Det handlede om, at vi ikke kunne lytte. Det vi har lært er, at selvom man selv tror, at man har givet et budskab tydeligt og klart, og det har man nok også, men hvis modtageren ikke kan tage imod, er budskabet ikke modtaget. Der var heldigvis aftalt en ny tid med diabetes sygeplejersken dagen efter, så vi kunne få fulgt op på alt det, som vi ikke havde hørt ved den første samtale.

Det, som jeg kan huske fra samtalen med diabetes sygeplejersken var, at hun fortalte, at selvom jeg havde fået konstateret diabetes, kunne jeg godt komme til at gå Caminoen. Jeg kan huske at jeg tænkte, endelig noget positivt, endelig noget jeg kan, selvom jeg havde fået konstateret diabetes. Jeg ved aldrig om jeg kommer til at gå Caminoen, men når man den ene dag kan alt, og ikke føler sig syg – til den næste at have fået konstateret en sygdom, som påvirker, hvordan man lever sit liv, er det at kunne gå Caminoen en rigtig stor ting.

Tiden hos diabetessygeplejersken blev også brugt på at lære at stikke mig selv med insulin. Som jeg tidligere har beskrevet, har jeg det rigtig svært med nåle. Jeg skulle stikke mig selv i låret. Det tog mig ca. 10 minutter før jeg fik sat nålen i låret. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at dette er dit liv nu, og hvis du vil leve, bliver du nødt til at vænne dig til det. Jeg er blevet meget bedre til at stikke mig selv, og tage insulin, men jeg tror aldrig jeg kommer til at kunne lide det.

Jeg tror, at diabetessygeplejersken blev noget bekymret for mig ved den første samtale, for jeg var meget ked af det. Diabetessygeplejersken fortalte, at jeg kunne få samtaler ved en diabetes psykolog, hvis jeg ikke fik det bedre. Det er kun gået fremad, siden jeg havde den første samtale med diabetessygeplejersken, i takt med, at jeg har fundet ud af, at jeg kan det samme som jeg kunne tidligere, og spise det jeg har lyst til, hvis jeg tager den rette insulin til. Diabetes vil altid være en følgesvend og en følgesvend, som jeg skal tænke over, men den fylder mindre og mindre i min hverdag.

Det der også fyldte meget i mine tanker de første par dage, var at jeg skulle til at vænne mig til at være en patient på et sygehus, gå til faste og regelmæssige kontroller. Have en sag i kommunen i form af en bevilling til hjælpemidler på nåle og teststrimler, og ikke mindst have en nålespand stående i mit hjem.

Nej, en skriggul nålespand passer ikke ind i mit farveafstemte hjem. 

Ja, det er en fantastisk god ide at blive fulgt op med korte mellemrum

En overnatning på Skejby sygehus.

Som jeg beskrev i min sidste blog blev jeg henvist af min læge til Aarhus Universitetshospital Skejby til yderligere udredning. Jeg blev indlagt på akutafdelingen, og var indlagt ca. et døgn. Et døgn, hvor jeg var ked af det, vred, bange samt havde et håb om, at de havde taget fejl i forhold til hvad jeg fejlede. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var helt ”ok” hvis sygeplejerskerne kom og fortalte, at der var sket en fejl, og at der var blevet byttet rundt på nogle blodprøver, og jeg ikke havde diabetes – der ville ikke komme nogen klager fra mig.

Da jeg blev indlagt på akut afdelingen, gik lægerne med det samme i gang med at udrede mig på kryds og tværs. Det jeg fik ud af udredningen, udover at de konstaterede, at jeg havde diabetes var, at mit hjerte er sundt, blodtrykket er fint og jeg har ikke forhøjet kolesterol, jeg blev så glad for alle mine cykelture frem og tilbage på arbejde, også dem i blæst og regn. Hvordan havde de tal set ud, hvis jeg ikke havde dyrket motion ?

Det betød meget for mig, da jeg skulle fortælle mine drenge, at jeg havde diabetes, at jeg kunne fortælle, at jeg ellers var sund og rask.

Jeg blev indlagt på Aarhus Universitetshospital Skejby med et langtidsblodsukker på 36. Til sammenligning skal langtidsblodsukker gerne ligge mellem 5,4 og 7,8 for personer uden diabetes. Jeg kan huske, da lægen skulle undersøge mig, fortalte hun, at hun havde forventet efter at have læst min journal, at komme ind til en patient der så noget anderledes ud. Jeg fik aldrig en forklaring på, hvordan en ”normal” patient ser ud med et langtidsblodsukker på 36. Det der gik igen, når lægerne kom ind på min stue, og når man er indlagt et døgn på et hospital kan man godt nå at møde et par stykker, var at jeg så fin og slank ud. Derfor blev jeg nødt til at fortælle lægerne, at der havde været noget mere af mig for et par måneder siden.

Efter lægerne havde undersøgt mig, gik sygeplejerskerne i gang med at behandle mig med insulin, samt ligge drop i begge hænder, et til væske og et til sukker, for jeg havde ikke meget væske i kroppen, da jeg blev indlagt. Jeg er en af de her personer, der dåner når jeg ser en nål, derfor havde jeg også meget svært ved at se, hvordan jeg selv skulle komme til at tage min insulin. Sygeplejerskerne var søde til at give insulin, mens jeg kiggede væk.

Når man nu skal indlægges, har jeg kun positivt at sige om Aarhus Universitetshospital Skejby. Sygeplejerskerne og lægerne var enormt søde og hjælpsomme, og jeg mærkede ikke til stress og travlhed, som der kan være på et sygehus. Maden var god, men jeg spiste ikke så meget, for jeg var bange for at spise, for jeg havde jo lige fået at vide, at jeg havde diabetes.

Hvis jeg havde en ønskehylde, kunne jeg godt have tænkt mig under min indlæggelse på Aarhus Universitetshospital Skejby, at der var kommet en person, og talt med mig om de følelser, som opstod i mig efter at jeg fik fortalt, at jeg havde en kronisk sygdom, som jeg godt vidste ville komme til at påvirke mit liv, samt min families liv. Der gik mange tanker gennem mit hoved det døgn, hvor jeg var indlagt, og nogle af de tanker var mørke tanker, som man ikke lige deler med ens familie, som også er kede af det.

Mine mørke tanker blev heller ikke bedre af, at jeg fik udleveret en folder/vejleding om Type 1 diabetes. Det skal lige siges, at det er en fin folder/vejledning omkring Type 1 diabetes fra Diabetesforeningen – jeg fik den bare på det forkerte tidspunkt. Når man er ked af det i forvejen, og læser en fin folder/vejledning om alt det man skal være opmærksom på i forhold til at have diabetes, følgesygdomme og hvilke jobs man ikke kan have som diabetiker, bliver livet nemt mørkt, hvis det ikke bliver fulgt op af noget positivt.

Ja, jeg har lært at stikke mig selv med insulin.

Og ja, Steno Diabetes Center Aarhus arbejder på, hvordan man kan blive bedre til at hjælpe patienter, når de bliver indlagt på akut afdelingen og får konstateret diabetes.

1. maj – ikke bare Arbejdernes Kampdag

Som jeg skrev i mit første blog indlæg, er jeg ikke en person, som render min læge på døren, men jeg kunne til sidst godt se, at der var noget helt galt med min krop. Jeg ringede til min praktiserende læge og fik jeg hurtig en tid til blodprøvetagning og nogle dage senere en samtale med min læge.

Da jeg først fik ringet til min læge og fik en tid, blev det alvorligt for mig. Jeg begyndte for alvor at tænke over, om jeg kunne fejle noget alvorligt, men jeg håbede på det bedste. Jeg kan huske, at jeg lovede mig selv, at hvis lægen fortalte, at jeg var rask, skulle der købes en stor jordbærtærte (jeg elsker kage) og nogle nye ridebukser – jeg kunne ikke længere passe de ridebukser jeg havde, da de var blevet for store.  Jeg fik ikke købt en stor jordbærtærte, eller et par nye ridebukser den dag.

Jeg husker tydeligt da jeg kom ind til lægen, at hun fortalte, at hun godt kunne forstå, at jeg havde det skidt, for jeg havde diabetes. Jeg havde været bange for, at jeg havde kræft, så jeg begyndte at græde – en glæde over, at det ikke var kræft, men samtidig havde jeg lige fået diagnosticeret en kronisk sygdom. Jeg kunne ikke forstille mig et liv med diabetes.

Type 1, Type 1 ½ eller Type 2 diabetes

Jeg spurgte ind til, om det kunne være Type 2 diabetes, idet jeg havde hørt, at dette kunne man gøre noget ved, og få det bedre – det mente lægen ikke det var. Lægen fortalte, at jeg måske kunne have det, som hedder Type 1 ½ diabetes, LADA (Latent Autoimmune Diabetes in Adulthood), som er en mellemting mellem Type 1 og Type 2 diabetes. Straks fik jeg et lille håb om, at det ikke var så slemt, selvom jeg ikke ville have Type 1 ½ diabetes. Jeg har efterfølgende fået konstateret Type 1 diabetes.

Når jeg tænker tilbage vil 1. maj 2019 altid være en skelsættende dag i mit liv. Jeg gik fra den ene dag til den anden til at skulle tænke over, hvad jeg spiser, mit blodsukker, og forebygge følgesygdomme. Jeg havde meget svært ved at se fremad i livet den 1. maj 2019 og de efterfølgende dage, og havde svært ved at se, hvordan diabetes kunne passe ind i mit og min families liv. Hvis nogen havde sagt til mig på det tidspunkt, at jeg nogle måneder senere ville sidde og skrive på en blog, og fortælle at man godt kan leve med diabetes, ville jeg have sagt, at det aldrig kom til at ske.

Jeg blev indlagt samme dag på Aarhus Universitetshospital til yderligere udredning.  Jeg troede, at det var en hurtig udredning og var hjemme samme aften, så jeg kunne komme på arbejde dagen efter.  Sådan gik det det ikke helt. De beholdt mig natten over, og jeg var sygemeldt i lidt over en uge, mens vi arbejdede og bøvlede lidt med, hvor meget insulin jeg skulle have – hvilket vi fortsat gør.

Ja, jeg har fået en stor jordbærtærte og nogle nye ridebukser.