1. maj – ikke bare Arbejdernes Kampdag

Som jeg skrev i mit første blog indlæg, er jeg ikke en person, som render min læge på døren, men jeg kunne til sidst godt se, at der var noget helt galt med min krop. Jeg ringede til min praktiserende læge og fik jeg hurtig en tid til blodprøvetagning og nogle dage senere en samtale med min læge.

Da jeg først fik ringet til min læge og fik en tid, blev det alvorligt for mig. Jeg begyndte for alvor at tænke over, om jeg kunne fejle noget alvorligt, men jeg håbede på det bedste. Jeg kan huske, at jeg lovede mig selv, at hvis lægen fortalte, at jeg var rask, skulle der købes en stor jordbærtærte (jeg elsker kage) og nogle nye ridebukser – jeg kunne ikke længere passe de ridebukser jeg havde, da de var blevet for store.  Jeg fik ikke købt en stor jordbærtærte, eller et par nye ridebukser den dag.

Jeg husker tydeligt da jeg kom ind til lægen, at hun fortalte, at hun godt kunne forstå, at jeg havde det skidt, for jeg havde diabetes. Jeg havde været bange for, at jeg havde kræft, så jeg begyndte at græde – en glæde over, at det ikke var kræft, men samtidig havde jeg lige fået diagnosticeret en kronisk sygdom. Jeg kunne ikke forstille mig et liv med diabetes.

Type 1, Type 1 ½ eller Type 2 diabetes

Jeg spurgte ind til, om det kunne være Type 2 diabetes, idet jeg havde hørt, at dette kunne man gøre noget ved, og få det bedre – det mente lægen ikke det var. Lægen fortalte, at jeg måske kunne have det, som hedder Type 1 ½ diabetes, LADA (Latent Autoimmune Diabetes in Adulthood), som er en mellemting mellem Type 1 og Type 2 diabetes. Straks fik jeg et lille håb om, at det ikke var så slemt, selvom jeg ikke ville have Type 1 ½ diabetes. Jeg har efterfølgende fået konstateret Type 1 diabetes.

Når jeg tænker tilbage vil 1. maj 2019 altid være en skelsættende dag i mit liv. Jeg gik fra den ene dag til den anden til at skulle tænke over, hvad jeg spiser, mit blodsukker, og forebygge følgesygdomme. Jeg havde meget svært ved at se fremad i livet den 1. maj 2019 og de efterfølgende dage, og havde svært ved at se, hvordan diabetes kunne passe ind i mit og min families liv. Hvis nogen havde sagt til mig på det tidspunkt, at jeg nogle måneder senere ville sidde og skrive på en blog, og fortælle at man godt kan leve med diabetes, ville jeg have sagt, at det aldrig kom til at ske.

Jeg blev indlagt samme dag på Aarhus Universitetshospital til yderligere udredning.  Jeg troede, at det var en hurtig udredning og var hjemme samme aften, så jeg kunne komme på arbejde dagen efter.  Sådan gik det det ikke helt. De beholdt mig natten over, og jeg var sygemeldt i lidt over en uge, mens vi arbejdede og bøvlede lidt med, hvor meget insulin jeg skulle have – hvilket vi fortsat gør.

Ja, jeg har fået en stor jordbærtærte og nogle nye ridebukser.

Filur is – hvad har det med diabetes at gøre?

Jeg ser mig selv som en aktiv kvinde, som ikke ryger, og mit indtag af alkohol ligger på maksimalt 14 genstande på et godt år. Jeg cykler frem og tilbage på arbejde, det meste af året, også når det regner og sner – tur/retur 20 km. Det er kun, hvis der er meget glat eller hvis jeg er lidt små-forkølet, at jeg tager offentlig trafik eller min bil. Vi taler ikke om en el-cykel., men en cykel hvor der skal trædes godt til. Derudover har jeg min hest Paleena, som jeg er ude ved hver dag. Vi er en familie der gerne bruger vores sommerferie på Club La Santa på Lanzarote, hvor vi dyrker en masse sport.

Det jeg gerne vil sige med ovenstående er, at selvom du lever et sundt og har et aktivt liv, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan blive ramt af Type 1 diabetes. Da symptomerne begyndte at melde sig på diabetes, var det heller ikke diabetes jeg tænkte på, at jeg kunne have, selvom symptomerne var meget tydelige. Type 1 diabetes var jo noget børn og unge fik, og på nettet, er type 1 diabetes på nogle sider beskrevet som en ungdomssygdom. Type 2 diabetes kunne det ikke være, idet jeg var så aktiv som jeg var.

Når jeg husker tilbage, begyndte symptomerne så småt i efterårsferien 2018, hvor jeg begyndte at tabe mig, uden jeg var på slankekur. Jeg er en af de her kvinder, der tager på i vægt, hvis jeg ser på en Snickers, og normalt ikke taber mig, hvis jeg ikke gør noget bevidst for et vægttab. Symptomerne tog til i december 2018 med de klassiske symptomer som mundtørhed, svamp, tørst, tissetrang og træthed. Jeg fik fortalt mig selv, at symptomerne måtte skyldes min fremskredne alder, selvom 46 år er ingen alder. Jeg fik også fortalt mig selv, at når jeg drak så meget væske som jeg gjorde, og jeg drak meget – ca. 7-8 liter væske om dagen, så skulle det jo ud igen. Jeg kunne ikke få væske nok og jeg stod op om natten for at få væske. Min mand blev lidt sur på mig, fordi jeg drak så meget væske som jeg gjorde, og kunne ikke forstå det.

Jeg tænkte i den periode, at der ikke var noget unormalt i, at jeg var meget træt. Det var vinter, jeg stod op kl. 6 om morgen, cyklede 10 km. på arbejde, en arbejdsdag på 7 timer, cyklede 10 km. hjem igen, ud til Paleena og motionere hende, hjem og lave mad og få ryddet lidt op. Jeg kunne godt forstå, at jeg faldt om på sofaen af træthed, når jeg fik sat mig i sofaen. Jeg kan huske, at vi som familie i uge 7 tog til Club La Santa, hvor jeg følte en overvældende træthed. Min krop var træt,  og jeg ønskede, at vi var taget på badeferie, hvor jeg kun skulle ligge på en solseng. Vi havde en super ferie på Club La Santa, men jeg dyrkede ikke så meget sport som jeg plejede at gøre.

I den sidste periode, før jeg gik til læge, fik jeg lyst til nogle bestemte madvarer som jeg ellers ikke plejede at drikke og spise.  Appelsinjuice med isterninger var min foretrukne drik, og Filur is. Jeg har ikke spist Filur is siden jeg var barn, men fryseren var fyldt op med sodavandsis og især Filur is, som hjalp på mundtørheden.

I den sidste periode fik jeg også kramper i benene. Jeg vidste ikke, at kramper kunne have noget at gøre med symptomerne på diabetes, før efter jeg fik konstateret diabetes, og læste en artikel på diabetesforeningen om journalist Bjarne Steensbeck, som var gået til læge pga. krampe i benene og tørst. Mine kramper stoppede, da jeg fik insulin, det gjorde alle symptomerne.

Til sidst kunne jeg godt se, at der var noget helt galt. Jeg havde ikke noget væske i kroppen, huden hang, og var tynd. Familie, venner og kolleger var også begyndt at spørge, om jeg ikke havde tabt mig, og om jeg havde det godt.  

Ja, man kan få en ungdomssygdom som 46-årig.

Ja, jeg skulle have gået til læge noget tidligere, men jeg kom af sted og det er jeg glad for i dag.    

Mettes liv med diabetes – en ny tilværelse

1. maj  2019 var en skelsættende dato, hvor jeg fik konstateret Type 1 diabetes. Jeg ønsker med min blog at fortælle, at man sagtens kan have et godt liv med diabetes trods den modbydelige sygdom.

Jeg har valgt at oprette en blog for at fortælle min historie om det at have fået konstateret diabetes. Jeg kunne godt have brugt en hånd på skulderen, der fortalte, at det hele nok skulle gå, og jeg ikke skulle være bekymret.

Jeg har søgt og læst om diabetes på nettet, men det kan til tider være meget nedtrykkende læsning, da det ofte handler om de problemer der er ved diabetes, og om følgesygdommene ved diabetes. For mig er følgesygdommene meget skræmmende, og jeg har meget svært ved at forholde og tænke på følgesygdommene. Lige nu prøver jeg på at passe på, at mit blodsukker er stabilt. Det er vigtigt, at disse historier bliver fortalt, men jeg har som ny diabetiker haft behov for de gode historier – at livet fortsat kan leves, samt at diabetes ikke behøver at være så svært at leve med.

Min blog er til inspiration til andre, og det der er rigtigt for mig, behøver ikke at være rigtigt for andre. Formålet med min blog er ikke at fortælle, hvad andre skal gøre, men hvis jeg kan være med til, at livet bliver lidt lettere med diabetes, har jeg nået mit mål med min blog.

Alle er velkommen til at læse med – man behøver ikke at have diabetes for at læse med. Min blog handler også om mig som kvinde, som bliver rystet i livet, og skal til at gennemtænke livet – det tror jeg ikke, at jeg er alene om.

Lidt om mig selv. Jeg er en kvinde på 46 år, uddannet socialrådgiver I 1999, og har arbejdet som sådan siden. Jeg er gift og har to store drenge, hvor den ene er flyttet hjemmefra. Vi bor i udkanten af Aarhus i et træhus, som vi byggede i 2005. Derudover består familien af en kat ”Cookie” og en hest ”Paleena”. Vi er en travl familie med arbejde, fritidsinteresser og udlandsrejser, derfor passede det heller ikke ind i mit liv, at jeg skulle have diabetes.

Det jeg b.la. vil komme ind på i min blog, er tiden op til, at jeg fik konstateret diabetes, symptomerne, hvad der fik mig til at gå til læge, for jeg er ikke en af de personer der render min læge på døren. Lige på det punkt ligner jeg nok mest en mand, for man kunne jo risikere at få at vide at man fejler noget alvorligt, hvilket jeg gjorde.

Derudover vil jeg komme ind på de tanker, som jeg fik, da jeg fik konstateret diabetes og hvordan livet er med diabetes. Jeg har en kronisk sygdom, men føler mig ikke syg, udover jeg skal tage noget meget kompliceret medicin, holde øje med blodsukker, tænke over hvad jeg spiser, og gå til kontrol.

Yderligere vil jeg komme ind på min kost for den har ændret sig efter jeg fik konstateret diabetes, motion og hvordan det er at stikke sig med insulin i det offentlige rum.

Sagt med andre ord. Jeg vil gennem dialog med jer dele ”det sure med det søde med diabetes”

Jeg håber du vil læse med og I er meget velkommen til at kommentere på mine indlæg.